Tag med til Paris på det nyrenoverede Hôtel Dame des Arts, der byder på moderne komfort i hjertet af Saint Germain.
Et smutkast fra Pont Saint-Michel finder du Hôtel Dame des Arts, der åbnede sidste år.
Som navnet antyder ligger Notre Dame nærmest i baghaven, men på trods af de historiske referencer er hotellet et moderne åndehul i det charmerende Saint Germain-kvarter.
Hotellet har 109 værelser, der er indrettet varmt og hyggeligt med et stilrent touch – der er altså ikke så mange dikkedarer, og kun præcis hvad du har brug for på værelserne. De store vinduer kigger ud på Paris’ ikoniske tage, og på mange af værelserne kan du spotte Eiffeltårnet og Sacre Coeur fra balkonerne.
Indretningen har Raphael Navot stået for, den israelske Paris-baserede designer, der bl.a. er kendt for at have sat sit touch på parisernatklubben Silencio.
Lobbyen på hotellet har samme intime stemning, men inspirationen til hotellet har han hentet hos de lokale kunstnere, musikere og forfattere, der er en stor del af Saint Germains historie, og det ses bl.a. i kunstværkerne, du kan gå på opdagelse i rundt omkring på hotellet.
På værelserne er de store, bløde senge i centrum, mens varme træ-elementer er mikset med industrielle skillevægge til bl.a. badeværelserne, der for øvrigt forsødes af Diptyque-produkter.
Og apropos velvære, byder hotellet også på et fitnesscenter (holdt i samme stilrene træ-design som set på værelserne) og en sauna, hvis du har brug for et afslappet øjeblik fra den travle storby.
Morgenkaffen og croissanten kan du nyde i den grønne, hyggelige gårdhave og din pre-dinner drink kan du indtage på rooftoppen, der kigger ud over hele byen.
Menuen i restauranten er en forfriskende blanding af det sydamerikanske og japanske køkken – tænk tun tostadas, østers med chili eller majs i tempura – et friskt alternativ til det franske køkken.
Vil du dog alligevel udforske restauranterne i området kan ELLE-redaktionen anbefale italienske Localino (som en parisisk Mangia a la Vesterbro i København) eller Sugaar, der disker op med sexet fransk og farligt stærke cocktails. Bon voyage!
Adresse: Hôtel Dame des Arts, 4 Rue Danton
ELLE var inviteret til at overnatte på hotellet.