Rom er en af de byer, du nemt, hurtigt og forholdsvis billigt kan rejse til på en weekend-getaway, hvis din rejselyst stiger dig til hovedet. Herunder kan du få inspiration til, hvad du kan lave, spise og opleve på en tur til den italienske hovedstad.
Rejseguide til Rom: En smagsrejse gennem den evige by
Rom er en by fyldt med historie, kultur og ikke mindst uforglemmelig gastronomi. Fra de storslåede monumenter til de små, skjulte gemmesteder kan du være sikker på, at byen vil byde på nye oplevelser.
Denne guide tager dig gennem nogle af de bedste steder i Rom, hvis du trænger til en hyggelig weekend-getaway i en af de smukkeste, europæiske hovedstæder.
Overnatning på Radisson Collection Hotel, Roma Antica
For en luksuriøs base under dit ophold i Rom er Radisson Collection Hotel, Roma Antica et fremragende valg. Dette hotel tilbyder komfortable værelser og en central beliggenhed, i gåafstand til nogle af byens største seværdigheder.
Middag i den jødiske ghetto
Skjulte, kulinariske oplevelser i Rom finder man i den jødiske ghetto. Gå på opdagelse i et væld af jødiske og romerske delikatesser, hvor du kan opleve en sammensmeltning af begge kulturers madtraditioner.
En ret, du absolut skal prøve, er jødisk carbonara. Denne version af den klassiske romerske ret er lavet med kosher brisket i stedet for det traditionelle pancetta, hvilket giver retten en dybere smag og en helt ny dimension. Det anbefales at få en supplerende tallerken kogt spinat med frisk citron og pinjekerner – en enkel men utrolig velsmagende kombination.
Et andet must-try er pandestegte artiskokker, som er en jødisk-romersk specialitet. De er sprøde udenpå og kødfulde indeni – haps! Du vil hurtigt forstå, hvorfor dette område i Rom er en favorit blandt de lokale.
Restaurant: Nonna Betta
Traditionel pasta – på en ny måde
Rom er naturligvis berømt for sin pasta, og en af de bedste steder at smage på den, er Taverna Trilussa. Hvis stedet er godt nok til Oprah Winfrey (som har besøgt stedet), så kan du være sikker på, at det kan noget.
View this post on Instagram
En af deres mest berømte retter er ‘Ravioli Mimosa’ – en delikat ravioli fyldt med let, cremet fyld, der smelter på tungen. “You should get one, you should get one…” er alt, hvad der skal siges om denne ret – en absolut must try.
Book forud!
Restaurant: Taverna Trilussa
En populær men travl restaurant – uden booking
Hvis du er på udkig efter et sted med autentisk, italiensk stemning, er Da Enzo al 29 et fremragende valg. Denne restaurant er populær og modtager ikke reservationer, så du skal være forberedt på lidt ventetid. Køen kan være lang, så tag gerne en ven og en flaske vin med for at gøre ventetiden mere behagelig. Når du endelig kommer ind, vil du opdage, at ventetiden er det hele værd – deres pastaretter er exceptionelt velsmagende, og maden er en oplevelse, du ikke vil gå glip af.
Hvis du er en af de heldige, der kan præsentere et Instagram-billede med den famøse Enzo-tallerken, ved du helt sikkert, hvad postyret drejer sig om.
Restaurant: Da Enzo al 29
En hyggelig frokostkrog
Når du bevæger dig rundt blandt mavebælteklædt turister og kameralinser, lige så lange som pinnochios næse, er La Bottega den perfekte oase til et lille afbræk fra Roms pulserende energi.
Beliggende på den charmerende Piazza della Madonna dei Monti er denne lille café det ideelle frokostspot. Her kan du til lyden af den dryppende fontæne af Madonna dei Monti nyde din frokost, mens du sidder med solen i øjnene og mærker kondensen, der stille løber ned af glasset på din Cielo E Terre.
Prøv deres lækre gorgonzola gnocchi – en ret til en ægte gorgonzola elsker. Det er den perfekte måde at lade energi-depoterne op på, før du fortsætter ud i Roms pulserende virvar.
Restaurant: La Bottega del Caffé
Frokostbesøg på det lille bageri
Når skridttælleren runder de 5 cifre og sulten melder sig, er et besøg på Forno på Campo dei Fiori en perfekt måde at få stillet sulten på en enkel men sprød måde.
Dette lille bageri på Campo dei Fiori serverer friskbagte Pizza Bianca, så duerne på pladsen synger.
Restaurant: Forno på Campo dei Fiori
Roms historiske (færdigrenoverede) vidundere
Roms berømte monumenter og seværdigheder er de senere år blevet nænsomt restaureret og fremstår nu i deres fulde pragt – især i vintersolen.
Colosseum, Pantheon, Peterskirken og mange af de antikke templer og pladser er blevet gennemrestaureret og fremstår i en skønhed, der virker tidløs. Vinteren er den perfekte tid på året at besøge disse ikoniske attraktioner, da den køligere luft gør det behageligt at udforske dem – og så undgår du endda de helt store mængder af sommer-turister.
Oplev især den smukke gårdsplads på Capitoline Museum paladset. Absolut yndlingsted.
Et kulturelt afbræk hos samtidskunstgallerierne
For et afbræk fra de antikke vidundere kan du tage på opdagelse i nogle af Roms mest spændende samtidskunstgallerier. Gallerier som Materia og Rolando Anselmi er gode steder at få intravenøst skud moderne kunst og lade sig inspirere af nye, kreative udtryk.
Disse gallerier giver et friskt pust til Roms kunstscene og tilbyder en sjælden mulighed for at opleve de nyeste tendenser indenfor international samtidskunst. Det er en perfekt kontrast til de historiske ruiner og en påmindelse om, at Rom også er en by, der ikke kun er bærer af fortiden, men som også er en levende by, der konstant udvikler sig.
Afslutning
Rom er en by, der lever og ånder for sin mad, sin historie og sin kunst. Fra de klassiske retter som Carbonara til de mere eksperimenterende pastaudgaver, som du finder på steder som Taverna Trilussa, er der noget for enhver smag. Fra den jødiske ghetto til små, solrige frokostkroge som La Bottega har byen masser at byde på for dem, der ønsker at smage på det autentiske Rom. Og med et ophold på det komfortable Radisson Royal Antica er du perfekt placeret til at udforske både de kulinariske og kulturelle vidundere, byen har at byde på.
Efter en lang dag, hvor du har beundret Roms historiske monumenter, nydt en lækker middag og måske opdaget noget moderne kunst, vil du højest sandsynligt forstå, hvorfor Rom er en by, der aldrig holder op med at forbløffe og inspirere.
Buon viaggio – og glæd dig til at smage, se og opleve alt, hvad Rom har at tilbyde!
ELLE var inviteret til at bo på Radisson.