Har du været forbi det hypede sted, hvor der altid er lang kø, hvis du kommer til frokosttid?
Gennem årene har der været adskillige madtrends (vi husker vist alle avocadomaden, der var på alles læber og i alles feed), som har præget vores spisevaner, og det seneste lange stykke tid er det en helt bestemt spise, fra et helt bestemt sted, der har domineret vores sociale medier. Men det er langt fra en ny spise.
Det hele startede på Værnedamsvej 9. På adressen har der i over 40 år ligget den lille delikatessebutik Helges Ost, som har provianteret københavnerne med oste fra nær og fjern, og selvom stedet stadig er leveringsdygtige i blandt andet flydende camembert, storhullet Emmentaler og kras blåskimmelost, som bliver delt på deres mundsavlende Instagram-profil, er stedet efterhånden mest blevet kendt (måske mest lokalt i byen) for sine sandwich.
For kendere af ostebutikken, har de mættende sandwich længe været en sikker vinder, når frokostsulten melder sig, men det seneste årstid har køen, der kan gå flere meter ud på Værnedamsvej, været godt repræsenteret af sandwichsultne gæster, der er kommet for at afprøve den omtalte sandwich.
Derfor var der også jubel for særligt sandwich-og-oste-glade Østerbro-beboere (og andre vildtforne københavnere), da Helges Ost i juni åbnede dørene for endnu en butik på Rosenvænget Allé – og os, der bor og arbejder i Indre By, krydser da også fortsat fingre for, at den lille ostehandel på et tidspunkt vil ekspandere til et sted herinde, så vi ikke altid må cykle til Frederiksberg eller Østerbro for at sætte tænderne i de overdådige sandwich (for ja, vi tager den cykeltur for den sandwich).
Gæster kan selv væge mellem hjemmebagt rugbrød, baguette og foccaciabrød smurt med pesto og fyldt med salat og valgfri ost og pølse (eller bagte grøntsager).
Hermed anbefaling videregivet – og et lille hint til Helges Ost om, at der også er sandwich-elskende folk at opstøve flere steder i København.
Vis dette opslag på Instagram
Adresse:
Værnedamsvej 9, 1819 Frederiksberg C
Rosenvægets Allé 6, 2100 København Ø