Sidste års helt store tendenser satte sine tydelige præg på alt det, vi både søgte på og lagde i indkøbskurven. Vi har samlet nogle af de mest bemærkelsesværdige items her.
Hvis du har fulgt med på ELLE.dk i løbet af 2022, og på resten af internettet for den sags skyld, har du helt sikkert bidt mærke i, at nogle tendenser fyldte mere end andre.
For eksempel var det ikke nemt at komme uden om den altoverskyggende Y2K-trend, der fyldte alle afkroge af både gaderne og Instagram-feeds med alt fra hurtigbriller til Ugg-støvler og blev grebet af 00’-dronningen over dem alle, nemlig Paris Hilton, hvis veloursæt blandt andet fik en renæssance.
Men også tendenser som Valentinos PP-pink satte sit klare præg på diverse røde løbere i løbet af året. Den fik passende følgeskab af tendensen ‘Barbiecore‘ med masser af hyperfemine detaljer.
Og nu viser en stor rapport fra shoppingportalen og betalingsappen Klarna, at disse tendenser og strømninger ikke kun gjorde sig gældende i popkulturen, men bestemt også i vores garderober. Klarna har nemlig analyseret deres 150 millioner brugeres køb fra 2022, der tydeligt viser, hvad der blev mest populært.
Og der er ingen tvivl om, at 00’erne for alvor gjorde sit indtog. For eksempel viser Klarnas tal, at salget af lavtaljede jeans steg med hele 664 procent i 2022, mens salget af mavebluser, som for mange har været gemt væk i over et årti, steg med hele 1162 procent.
Den kunne passende parres med miniskørtet, der blev en af de mest virale beklædningsgenstande sidste år ledt godt på vej af Miu Miu. For salget af den lille nederdel steg med 566 procent.
Samtidig tyder noget på, at Fendis relancering af deres ikoniske Baguette-taske i forbindelse med første sæson af ‘And Just Like That’ satte gang i noget. For salget af den type tasker og clutches steg markant med 749 procent.
Det var dog ikke kun på modefronten, at Y2K-æstetikken herskede. Også vores hang til såkaldt vintage-tech tog over, for både salget af hovedtelefoner med ledninger og klaptelefoner steg.
Det er en tendens, som mange tech-producenter har brugt aktivt. For eksempel Samsung med deres sci-fi-lignende touchscreen-klaptelefon og relanceringen af Motorolas ikoniske Razor-klaptelefon, som var særligt populær i pink.
Og når nu vi er ved farven pink, så var det ikke bare i dit feed, at denne farve fyldte. Også i indkøbskurven gjorde den sit altoverskyggende indtog med en stigning på 126 procent.
Rapporten viser også, at den populære Netflix-serie ‘Bridgerton’, der foregår i starten af 1800-tallet og i får selskab af spin off-serien ‘Queen Charlotte’ i 2023, har haft stor indflydelse på modefronten.
Se bare på kjoler med det såkaldte empiresnit, hvor kjolen er skåret lige under barmen, hvor antallet af køb er steget med 122 procent sammen noget så specifik som lange operahandsker, der har fået massiv efterspørgsel med en stigning i salg på hele 1398 procent.
Nu er spørgsmålet så, hvordan dette års popkulturelle strømninger og nyheder kommer til at sætte sit aftryk på det, vi kommer til at klæde os i i 2023?
Allerede nu er det svært at komme uden om, at en serie som ‘Wednesday Addams’ og film som ‘Den Lille Havfrue’ og ‘Barbie’ kommer til at gøre sig synlig i modebilledet, men som bekendt kan der hurtigt blive vendt op og ned på det hele.