Der findes tusindvis af mascaraer på markedet. Alligevel er der en, der skiller sig særligt ud, hvis man spørger ELLEs skønhedsredaktør.
Indrømmet. Der findes virkelig mange gode mascaraer. Og netop valget af den helt rigtige mascara afhænger også af længde og tæthed på vipperne, man er født med samt det look, man går efter. Diskret? Længde? Volumen? Fylde? Skal den være vandfast? Eller nem at fjerne?
Selv har jeg en håndfuld favoritter, men senest har jeg fået øjnene (eller vipperne …) op for en, der alligevel skiller sig lidt ud fra de andre. Ikke bare designmæssigt men også i forhold til, hvad den kan.
Byredos ’Astronomical Mascara’ kan nemlig både bruges til at give vipperne diskret farve og længde, hvis man blot stryger den over vipperne et par gange. Men bruger man lige lidt ekstra tid, kan man bygge den op, så det faktisk ender med at se ud som om, man har fået sat ekstra vipper på. Altså fyldige lange vipper. Ja, tak!