Hvis de virale ‘glazed donut’ negle er lidt for festlige, og en klassisk fransk manicure giver for mange associationer til 00’ernes negleeksperimenter, så er ’milky nails’ den neutrale mellemvej.
Intet er mere hypet i øjeblikket end negle. Fra de uundgåelige ’glazed donut’-negle til vild nail art og æstetiske manicurer, så er der ingen tvivl om, at velplejede fingerspidser er i høj kurs.
Og hvem bedre end Hollywoods starletter at skele til for den fineste inspiration?
For mens vi kun kan sukke efter at gøre kendissernes stil efter med horderne af ekstraordinære designervarer, som deres garderober selvsagt indeholder, så er de looks, de præsenterer på neglene, superlette at kopiere en-til-en, uden at man bliver ruineret.
Og hver uge spår en ny potentiel negletrend, hvis man følger de velplejede damer på Instagram.
Hailey Bieber fik næsten TikTok og Instagram til at bryde sammen, da hun første gang fremviste sine #glazeddonutnails (der i skrivende stund har mere end 22.000 tags på Instagram) og siden da har alle været på dupperne for at holde øje med, hvilken potentiel ny negletrend Hailey Bieber tager med hjem fra salonen.
Men mens det for nogle ikke kan blive vildt nok med alenlange negle, psykedeliske farver, glimmer og pynt, så er der også en trend, der – lidt inspireret af de glaserede doughnut negle – trækker i retning af noget mere nedtonet og neutralt.
Og hvis du er til sidstnævnte, så gryer en ny negletrend.
Sig hej til ’milky nails’, som synes at være det blide kærlighedsbarn mellem glazed donut og en klassisk fransk manicure.
Her ligger vægten mere på det velplejede og polerede udtryk frem for avantgarde nail art, og udtrykket er minimalistisk, chikt og i en nuance midt mellem mælkefarvet og gennemsigtig hvid, der minder om mælk i et glas – uanset om du er til mandel- eller minimælk.
Trenden har været støt stigende siden Hailey Bieber demonstrerede deres elegance til sit guddommelige kridhvide Met Gala-look tilbage i maj. Og siden har vi set Kylie Jenner tage trenden til sig og Lizzo optræde med de mælkehvide fingerspidser til flere af sine shows, ligesom det var det look, Jennifer Lopez valgte at klæde sine fingerspidser i, da huns sagde ’ja’ til Ben Affleck over sommeren.
Så hvis du mangler en moderne udgave af den franske manicure, der er lige så underspillet som den er elegant, så skal du siger ‘milky nails’ næste gang du besøger din neglesalon.