Mode

Lej dine favoritstyles fra Ganni og forny din garderobe så tit du har lyst

- 20/09/2019

Ganni har i flere år stået som frontløber, når det gjaldt bæredygtige tiltag i modebranchen, og de fortsætter med at sætte barren højt. Således introducerer brandet nu Ganni Repeat, en tøjudlejningsside hvor du kan leje forskellige Ganni-styles fra arkivet, så du med god samvittighed kan skifte sæt, som skifter du dine trusser.

Ganni har netop lanceret udlejningsplatformen, Ganni Repeat, hvor et kæmpe sortiment fra deres nye og tidligere kollektioner nu er blevet mulige at leje. Dermed er det slut med at have dårlig samvittighed over kun at bruge et par bukser eller en kjole én gang; nu lejer du bare dine ønskede styles hos Ganni.

“På nuværende tidspunkt ved vi alle, hvor store negative konsekvenser modeindustrien har på det globale klima. Heldigvis er bæredygtighed hurtigt ved at blive en forudsætning for at drive forretning i modeindustrien, men også en moralsk forpligtelse. Og som med alle andre moralske anliggender, bliver vi nødt til at arbejde sammen, hvis vi skal nå i mål,”  lyder det fra direktøren bag Ganni, Nicolaj Reffstrup.

Lej, brug og returnér. Det lyder simpelt, men hvordan fungerer det i praksis? Er det let og ligetil, og hvad sker der, hvis der er kommet en plet på din festkjole?

Læs med her – reglerne er ganske simple:

 

  • Klik ind på hjemmesiden og find din ønskede style. Du kan leje den i 1-3 uger, og priserne starter på 199 kroner. 
  • Returner din vare ganske gratis og tænk ikke over at vaske den – det gør Ganni for dig.
  • Herefter kan du leje nyt, eller blev du forelsket i din vare, kan du købe den til en reduceret pris.

 

På den måde er Ganni med til at forlænge deres tøjs levetid, samtidig med at de giver deres kunder mulighed for at forny deres garderobe med god samvittighed.

Læs også: 15 stjerner iført danske Ganni.

Danske Ganni rider for tiden på en bølge af succes, og brandet vokser sig kun større og større for hver dag, der går. Københavnerpigernes favoritmærke har for nyligt åbnet en butik i Soho, London, og til efteråret vil to yderligere butikker åbne i USA – en i New York og en i LA.

Er du interesseret i at læse mere om Ganni og om modegiganterne bag brandet? I ELLEs septembernummer, der er på gaden nu, kan du læse et eksklusivt interview med parret bag Ditte og Nicolaj Reffstrup, der er kreativ – og administrerende direktør for brandet.  

Er du en af de forbrugere, der hellere vil leje end eje? Så kig med i galleriet herunder hvor vi har samlet alle de styles, som du nu kan leje hos Ganni Repeat: