Du behøver skam ikke forsage den søde top på et godt måltid. Louise Meng giver dig opskriften på sund og saftig sødme
Du tripper. Rejser dig op og sætter dig igen. Du kommer til køkkenet og cirkulerer. Du åbner køleskabet og skufferne og spejder efter noget ubestemmeligt. Missionen er uklar for dit bevidste jeg, men din reptilhjerne er på jagt efter noget sødt. What to do (and eat), når du nu gerne vil leve sundt og holde maven nogenlunde flad? Den magiske formel kommer her: moderate mængder. Der er jo kalorier i alt – og for mange af dem betyder plus på vægten. Så simpelt er det.
Lyst til dessert?
Vi har dog alle brug for og lyst til noget sødt en gang imellem. Og her skal du for alt i verden vælge noget af god kvalitet. Her får du max fyldighed, smag og oplevelse for kalorierne, hvilket betyder, at du behøver mindre. God kvalitet kommer desuden sjældent i halvkilosposer, men præsenteres i afmålte mængder med respekt for dine sanser, smagsløg og taljemål. Du kan også ty til mandler, nødder og lidt tørrede frugter, men det er ikke altid festligt at servere som afslutning på et hyggeligt måltid.
Den rigtige is
Vil I have is, bør du gå efter mælkeisen frem for flødeisen og sodavandsisen frem for mælkeisen. Hold dig fra skæreis, der står af sig selv, når det er optøet – der er for mange unaturlige tilsætningsstoffer i. Der er lige meget sukker i de forskellige varianter, men fedtindholdet svinger meget. Du kan f.eks. spise syv Filur-is for de samme kalorier som en Magnum Classic. Jeg sværger selv til de lettere italienske istyper, f.eks. fra Paradis Is eller Bravissimo, hvor du ikke behøver store mængder for at få en klar og fyldig smag. Er du gør-det-selv-typen, kan du med kæmpe smags- og sundhedsmæssig fordel lave dine egne is af rester fra smoothies – f.eks. hindbær/ mango/hyldeblomst-smoothie i frys-selv-forme. Lad evt. nogle af frugtstykkerne være hele i, eller spice det op med frisk mynte eller citronmelisse.
Til chokolade-elskeren
Er du et ægte chokoladeøre (min personlige ‘stil-straksmin- søde-tand-tilfreds’-favoritsnack), bør du gå efter – surprise – den mørke chokolade. Gå efter den korteste ingrediensliste (helst højst fem ingredienser) og den chokolade med mest mulig kakaosmør frem for kakaopulver. Modsat stort set alt andet sødt har chokolade en lang række betydelige sundhedsfremmende gevinster – lige fra en antioxidativ effekt til at virke beroligende, forebyggelse af hjertekarsygdom og at booste din sexlyst. Og så afrunder chokoladens bitre undertoner et måltid så smukt og akkompagnerer i høj grad den næsten obligatoriske kop mokka. En god rettesnor i jagten på den gode chokolade er, at kvalitet hænger sammen med pris.
Skal du designe desserttallerkner og vil undgå, at dine gæster bliver skuffede, fordi det hele ligner ét stort sundt klidkompromis, er her et par fif. Den hurtigste og sundeste dessertversion er at bage eller grille frugt (f.eks. æbler, pærer, ferskner, abrikoser, ananas etc.). Drys med vaniljesukker forinden, og server de forskellige frugter lune med skyr, fromage frais eller græsk yoghurt 0,1 procent, der er rørt med citronskal, vaniljesukker og en anelse flormelis.
Den kalorielette kage
Er du til kager – pompøse, smagsmættede, sprøde og seje kager – skal du helt enkelt lave en af mine absolut favoritdesserter, Pavlova, som er den skønneste marengskage. Server den med rørt vaniljeis og masser af friske bær ovenpå. Mums!