TikTok har endnu engang talt. Og trenden er både perfekt til helt korte og lange negle.
Denne artikel kan indeholde sponsorerede links.
2025 er kun lige begyndt, og der begynder allerede at tegne sig et billede af, hvad vi kan forvente af året – i hvert fald når det kommer til trends inden for mode og skønhed.
Oftest er det designernes kollektioner, der dikterer, hvilke trends vi kommer til at se gå igen i alt fra butikker til streetstyle, men over de seneste par år er vi i den grad også blevet styret af, hvad der trender på TikTok – og særligt, når det kommer til skønhedstrends. Derfor kommer det heller ikke helt bag på os, at mediet allerede har tegnet et meget akkurat billede af, hvordan vores negle bør se ud i 2025.
Er du til volumen, blikfang, mønstre og vilde farver, kommer du måske til at synes, at negletrenden er en anelse kedelig, men er du modsat til mere naturlige, diskrete fingernegle, er der altså gode nyheder – og de gode nyheder er af de sociale medier blevet døbt ‘soap nails’.
Som du måske kan gætte dig frem til, dækker begrebet over en manicure, som ser frisk, simpel og helt ren ud – præcis lige som et stykke sæbe. Udtrykket på negletrenden er delikat, blødt og imiterer farven på dine negle – blot med et baby-/boblebads-lyserødt tvist, hvilket også gør, at den er dejlig nem at bære, og derfor også kan fungere til de fleste looks og de fleste anledninger – og ikke mindst til de lyse forårsdage, vi går i møde.
En af de stjerner, som har givet soap nails en god medvind, er Selena Gomez, som flere gange har vist sig med de yndige negle. Senest var, da hun kunne offentliggøre forlovelsen med Benny Blanco, hvor de mange billeder af hendes smukke ring, der er gået viralt, også portrætterede stjernens soap nails i samme omgang.
Vis dette opslag på Instagram
Hvis den delikate negletrend får dine tanker til at ledes hen på den franske manicure, som også har samme lette og gennemsigtige look, forstår vi.
Forskellen er egentlig også mere eller mindre blot, at soap nails ikke har de mælkehvide negletipper, at deres nuance changerer en anelse mere lyserødt, og at de har et endnu mere rent og “naturligt” (så naturligt som det kan blive, når det er lavet) look – præcis som vi blandt andet også så det med ‘clean girl’-looket, som præsenterede sig i form af wet-looket på catwalken, da foråret og sommerens kollektioner blev fremvist.

Hvordan laver jeg soap nails?
Hvis du også gør og drømmer om at gå foråret og sommeren i møde med de fine negle, er der først og fremmest to muligheder, du skal vælge imellem: Vil du selv lave dine negle, eller vil du gå til en negletekniker?
Som de fleste ved, vil sidstnævnte højest sandsynligt sikre dig et bedre og måske mere langtidsholdbart resultat, men det kan selvfølgelig også være en udskrivning.
Kaster du dig selv ud i det, kan du følge denne fremgangsmåde:
Ret dine negle til med en neglefil i den form, du ønsker og skub dine neglebånd ned. Det gode ved trenden er, at den både egner sig til helt korte og til lange negle. Påfør derefter en lyserød neglelak efter eget valg (obs. det er vigtigt, at du påfører det samme antal gange på hver negl). Når disse lag er helt tørre, lægger du (alt efter topcoat) minimum to lag topcoat ovenpå, så dine negle får den tykke men samtidig bløde overflade, der giver 3D-effekt. Slutteligt smører du dine negle ind i negleolie.
Shop produkter til soap nails

'Movie buff'-neglelak, OPI, 100 kr.

'Almond'-neglelak, Nailberry, 165 kr.

'Muchi Muchi'-neglelak, Essie, 74 kr.

Top coat, Dior, 240 kr.

Negleolie, Nilens Jord, 80 kr.