Annonce

I samtale med Becky G, Tara Davis-Woodhall og Jessica Chastain om empowerment og de nye spilleregler for succes

01/09/2026

Becky G, Tara Davis-Woodhall og Jessica Chastain, de tre ambassadører for BOSS Bottled Beyond for Her, fortæller om ambitioner, autenticitet og om, hvorfor det ultimative power move er at hjælpe andre kvinder frem. 

I årevis er succes blevet omtalt som noget individuelt: Arbejd hårdere, nå højere op, vær bedre end resten. Men en ny generation af kvinder ser ud til at definere succes på en helt anden måde. De tre ansigter i kampagnen for den nye duft BOSS Bottled Beyond for Her – skuespiller Jessica Chastain, sanger Becky G og OL-atlet Tara Davis-Woodhall – har vidt forskellige karrierer, men deler den samme overbevisning; ægte indflydelse opstår, når kvinder ser, støtter og skaber plads til hinanden. ELLE taler her med kvinderne om ambitioner, søsterskab, sårbarhed og om, hvorfor fremtiden ikke handler om at være den mest højtråbende kvinde i rummet, men om at være den, der også hjælper andre med at vokse. 

Becky G: Sammen er vi så meget mere

Becky G er global popstjerne, sanger og sangskriver, iværksætter og aktivist. Gennem det seneste årti er hun blevet en af sin generations mest genkendelige stemmer med mere end 28 milliarder streams på verdensplan. På projekter som ESQUINAS (2023) og ENCUENTROS (2024) udforsker hun identitet, ophav og sårbarhed. Men hendes indflydelse rækker langt ud over musikken. Hun har blandt andet vundet American Music Awards, Latin American Music Awards, E! People’s Choice Awards og en Billboard Music Award. I juni 2025 havde hendes personlige, biografiske film REBBECA premiere på Tribeca Festival i New York, og samme år blev hun optaget på TIME100 Next-listen. Med rødder i sin mexicansk-amerikanske baggrund fortsætter Becky G med at udvikle sig kreativt på tværs af musik, mode, film og aktivisme. 

ELLE: Dine medambassadører Jessica Chastain og Tara Davis-Woodhall er mildest talt imponerende! Hvad beundrer du mest ved dem? 

Becky G: “Når man ser på deres cv’er, tænker man: Wow, sikke nogle utrolige kvinder. Men da jeg for alvor lærte dem at kende og tilbragte tid sammen med dem, opdagede jeg, hvor søde og nede på jorden de er. De turde være sårbare, vi havde det virkelig sjovt og grinede utrolig meget. Det er det, jeg elsker mest ved den fase af kvindelivet, jeg befinder mig i; erkendelsen af, at vi har værdi, bare fordi vi eksisterer. Ikke på grund af, hvem vi er på papiret, eller hvad vi har opnået, men på grund af dem, vi oprigtigt er. Det er det, jeg beundrer mest ved dem; at jeg fik lov til at tilbringe tid med dem og virkelig lære dem at kende ud over deres cv’er.” 

Det er også det, kampagnen handler om; at inspirere og styrke hinanden. Hvad håber du, at kvinder tager med sig fra den? 

Becky G: “På spansk siger jeg altid: ‘Juntas somos más’. Sammen er vi så meget mere. Det er også det budskab, jeg håber, folk tager med sig. At en anden persons shine ikke får dit eget lys til at skinne mindre. Derfor synes jeg, det er utrolig vigtigt at fejre sig selv – og at gøre det sammen med andre.”

Du bevæger dig ubesværet mellem musik, mode, aktivisme og iværksætteri. Hvordan forbliver du tro mod dig selv i så mange forskellige roller? 

Becky G: “Jeg tror, at fællesskab er kernen i alt, hvad jeg nogensinde har lavet. På både min mors og min fars side er jeg ét af nitten børnebørn, og jeg er den ældste af fire søskende. Derfor har jeg, selv i mine mest ensomme øjeblikke, aldrig følt mig helt alene. Den erkendelse har altid fungeret som en slags kompas i en branche, der ikke har noget problem med at fortælle dig, hvem du bør være, hvordan du bør være, og hvad du bør være. At være en del af et fællesskab er stadig mit lille pejlemærke – noget, der guider mig i det, jeg gør og opnår.”

Og hvad gør du, når du ikke længere ved, hvad du skal gøre? 

Becky G: “Helt ærligt, så indser jeg oftere og oftere, at der cirka hvert femte år – næsten som et urværk – dukker en krise op. Men jo ældre jeg bliver, og jo mere livserfaring jeg får, desto tydeligere kan jeg se, at de øjeblikke, hvor jeg var mest bange og blev konfronteret med ubehag, ofte har ført til en bedre version af mig selv. Selvom jeg ikke kender hende endnu, forestiller jeg mig næsten, at hun står og venter på den anden side og siger: ‘girl, you got this’. Noget andet, der hjælper, er at tænke tilbage på mit yngre jeg. Før jeg for alvor forstod, hvilke begrænsninger verden kan have, drømte jeg stort. Som barn havde jeg på en måde så meget selvtillid, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg var oppe imod. Den følelse prøver jeg at finde frem igen, når jeg føler mig fortabt. Men i virkeligheden er man ikke rigtig fortabt. Som det lidt klichéfyldte citat lyder:’ Når det føles, som om alting falder fra hinanden, er det måske i virkeligheden ved at falde på plads’.”

Hvad betyder autenticitet for dig i en tid, hvor så meget af dit liv er synligt takket være sociale medier? 

Becky G: “Det, man deler, er altid kun en lille del af ens liv. Når andre ser dig gennem deres egen linse, og du begynder at leve ud fra deres blik på dig, kan det blive tungt – som om du bærer rundt på noget, der ikke er dit. 

For mig handler mental sundhed også om de mennesker, man omgiver sig med; venner eller den familie, man selv har valgt, som virkelig kender én – ud over ens jobtitel eller det billede, omverdenen har af én. Det hjælper mig med at håndtere det. For selvom jeg er taknemmelig for det, internettet har givet mig, er jeg også vokset op med det, og jeg ved, hvor tungt det pres kan være. Man behøver ikke være popstjerne for at mærke konsekvenserne af det – især ikke i denne generation.”

Hvad ville du sige til unge kvinder, der måske kæmper med perfektionisme eller med at sammenligne sig med andre? 

Becky G: “På et tidspunkt hjalp min perfektionisme mig i mit håndværk og min kunst. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, men man skal kunne genkende det øjeblik, hvor den begynder at arbejde imod dig. Så må man ærligt se på, hvad den engang gjorde for dig, og give slip på den, når den ikke længere tjener dig. Jeg behøver ikke at være en perfekt rollemodel, men et ægte eksempel. Mit største ansvar er over for mig selv. Det er dét, jeg gerne vil have unge kvinder til at forstå. Lad være med at rette det ansvar mod alle omkring dig. Du kan ikke gøre hele verden tilfreds. Så giv dig selv den nåde og plads, der skal til for at finde ud af det.”

Duftkampagnen er tæt forbundet med minder. Er der en duft, som øjeblikkeligt fører dig tilbage til et betydningsfuldt øjeblik i dit liv? 

Becky G: “Ja, allerede nu føles denne kampagne og dette samarbejde som noget, der vil vække minder senere. I denne periode arbejdede jeg på mit nye album Baraha Babita, og jeg tror, at denne duft om tyve år vil føre mig direkte tilbage til dette øjeblik.”

Tara Davis-Woodhall: Det handler om, hvordan du rejser dig igen. Det er den virkelige nøgle til succes

Tara Davis-Woodhall, der er født i Texas, er en atlet i verdensklasse. I 2024 vandt hun OL-guld i længdespring i Paris. Året efter blev hun verdensmester for anden gang og udretterede verdensførende resultater i længdespring. Hun var også med til at arrangere en længdesprings-konkurrence på Times Square, der forvandlede New York til en energisk scene for hendes sport. Med sin karakteristiske stil og personlighed er hun populær både på og uden for stadion. Sammen med sin mand, den paralympiske mester Hunter Woodhall, regnes hun for at være en del af et af sportens mest indflydelsesrige par. I dag er hun med til at forme fremtiden for kvindesport – blandt andet ved at træne en ny generation af atleter. 

Du har nået den absolutte top i din sport, hvor mental robusthed er lige så vigtig som fysisk talent. Hvad har atletikken lært dig om selvtillid? 

Tara Davis-Woodhall: “Selvtillid udvikles gennem træning og ved at være sig selv. Det er noget, man bygger op, og som man hele tiden skal arbejde på.”

Kampagnen bygger på gensidig respekt og anerkendelse. Hvem har hjulpet dig med at tro på dig selv undervejs? 

Davis-Woodhall: “Der har været mange mennesker, ikke én bestemt person. Mine forældre – og helt sikkert min far.”

Elitesport handler lige så meget om sårbarhed som om præstationer. Hvordan håndterer du de øjeblikke, hvor tingene ikke går efter planen? 

Davis-Woodhall: “Man må gerne være skuffet og give sig selv lov til at mærke de følelser, netop fordi det betyder noget for én. Men i sidste ende handler det om, hvordan man rejser sig igen. Det er den virkelige nøgle til succes.”

Hvad betyder femininitet for dig i en verden, der ofte forbindes med konkurrence og styrke? 

Davis-Woodhall: “Det betyder at finde skønheden i sig selv og ikke lade sig styre af samfundets standarder for, hvordan man bør se ud. For mig betyder det også at spraye mig med parfume, hver gang jeg får chancen.”

Som rollemodel for en ny generation af kvindelige atleter, hvilket ansvar. føler du, følger med den rolle? 

Davis-Woodhall: “At forblive tro mod mig selv og inspirere andre.”

Hvad tiltrak dig ved historien og budskabet bag BOSS Bottled Beyond for Her? 

Davis-Woodhall: “Det handler om kvindelig selvtillid. At være en BOSS betyder at lede med et formål.”

Hvis du skulle beskrive dit liv lige nu med tre ord, hvilke ville du så vælge? 

Davis-Woodhall: “Vedholdende. I udvikling. Ydmyg.”

Kampagnen antyder, at ægte succes ikke kun handler om personlige præstationer, men også om at inspirere og styrke andre. Hvad håber du, at kvinder tager med sig fra kampagnen og fra din medvirken i den? 

Davis-Woodhall: “At mulighederne er uendelige. Jeg er en sort, kvindelig længdespringer i en verden, hvor de sagde, at jeg aldrig ville klare det.”

Jessica Chastain: Succes bliver langt mere meningsfuld, når den også skaber plads til andre

Oscar-vinderen Jessica Chastain er en anerkendt film-, tv- og teaterskuespiller, kendt for sine stærke og nuancerede roller. Hun vandt en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle for The Eyes of Tammy Faye og har modtaget adskillige nomineringer og priser ved blandt andet Academy Awards, Golden Globes, SAG Awards og Emmy Awards. På teatret modtog hun en Tony-nominering og en Drama Desk Award for A Doll’s House. Senest blev hun hædret med American Cinematheque Award i 2024 og en stjerne på Hollywood Walk of Fame i 2025. Ved siden af sit arbejde foran kameraet engagerer Jessica sig i ligestilling mellem køn og humanitære formål. 

ELLE: Kampagnen kredser om idéen Boss Recognize Boss – kvinder, der ser, anerkender og styrker hinanden. Hvornår oplevede du første gang for alvor at blive set og støttet af en anden kvinde i din karriere? 

Jessica Chastain: “Første gang var faktisk, før min karriere overhovedet var begyndt. Jeg voksede op omgivet af kvinder, der arbejdede utrolig hårdt og bar et enormt ansvar uden at få særlig meget anerkendelse for det. Senere, da jeg kom ind i denne branche, var de kvinder, der ændrede mit liv, de, der ikke så succes, som om der kun var en begrænset mængde af den. De delte deres råd, åbnede døre, anbefalede mig til roller og mindede mig om, at en anden kvindes succes ikke var en trussel mod min egen. Den tanke har præget mig dybt.”

Du er ikke kun skuespiller, men også producer og aktivist. Hvordan definerer du succes i dag? 

Chastain: “I lang tid så succes primært ud som noget ydre, fordi det er det, vi lærer at stræbe efter. Priser, tal, overskrifter. I dag føles succes langt mere som frihed. Friheden til at vælge projekter, der stemmer overens med mine værdier, arbejde med mennesker, jeg beundrer, skabe muligheder for andre og samtidig være til stede i mit eget liv.”

Mange kvinder føler et pres for både at være stærke og bløde på samme tid. Hvordan navigerer du i den tilsyneladende modsætning? 

Chastain: “Jeg synes slet ikke, det er en modsætning. En af de forestillinger, jeg har arbejdet mod gennem hele min karriere, er idéen om, at kvindelig styrke skal se maskulin ud for at blive taget alvorligt. Medfølelse er ikke en svaghed. Følsomhed er ikke en svaghed. Venlighed er ikke en svaghed. Kvinder kan være ambitiøse, beslutsomme, sårbare, omsorgsfulde, kompromisløse og sjove på én og samme tid. Mennesker er komplekse. Det må kvinder også gerne være.”

BOSS Bottled Beyond for Her hylder dualiteter; styrke og elegance, blødhed og beslutsomhed. Hvilke kontrasterende egenskaber mødes i din personlighed? 

Chastain: “Jeg er meget konkurrence-minded og samtidig meget samarbejdsorienteret, og det er netop derfor, både skuespil og producerarbejde er så tilfredsstillende for mig. Jeg tager også mit arbejde meget alvorligt og næsten alt andet meget lidt alvorligt. Professionelt kan jeg være ekstremt målrettet og derefter med stor glæde bruge en time på at tale om havearbejde, bøger eller om tomater smager bedre, når man selv har dyrket dem. Jo ældre jeg bliver, desto mindre føler jeg behov for at vælge den ene side af mig selv frem for den anden.”

Du har i årevis været en markant fortaler for ligestilling mellem køn. Hvilke forandringer i Hollywood giver dig håb for fremtiden? 

Chastain: “Det, der giver mig håb, er ikke kun, at vi ser flere kvinder på skærmen. Endnu vigtigere er det, at der er flere kvinder i de rum, hvor beslutningerne bliver truffet – såsom producere, instruktører, finansielle beslutningstagere og mennesker, der sammensætter filmhold og giver grønt lys til historier. Historier former kulturen. De billeder, vi sender ud i verden, påvirker, hvordan unge mennesker forstår deres eget potentiale og deres egen styrke. Derfor er repræsentation bag kameraet så vigtig.”

Hvilke kvinder inspirerer dig mest lige nu – i eller uden for underholdningsbranchen? 

Chastain: “Jeg bliver inspireret af kvinder, der bygger fællesskaber og ikke kun karrierer. Lærere, forskere, aktivister, iværksættere, kunstnere, mødre og omsorgspersoner. Kvinder, der ikke kun skaber muligheder for sig selv, men også for de, der kommer efter dem. Overalt findes der kvinder, som udfører et ekstraordinært arbejde med meget lidt applaus og en næsten alarmerende grad af kompetence. For mig er det lederskab.”

Hvis du kunne give ét råd til unge kvinder, der er fast besluttede på at skabe deres egen vej, hvad skulle det så være? 

Chastain: “Forveksl ikke tilladelse med mulighed. Der står meget få mennesker klar til at give kvinder tilladelse til at tage plads, lede eller bede om mere. Respekter dit talent, stol på din intelligens, og forstå din værdi uafhængigt af andres anerkendelse.”

Kampagnen antyder, at ægte succes ikke kun handler om personlige præstationer, men også om at inspirere og styrke andre. Hvad håber du, at kvinder tager med sig fra kampagnen og fra din medvirken i den? 

Chastain: “Jeg håber, kvinder tager med sig, at beundring ikke er en begrænset ressource. En anden kvindes succes mindsker ikke dine egne muligheder så meget som et enkelt molekyle. De kvinder, der har støttet mig, ændrede mit livs kurs, og jeg tror, at noget af det mest kraftfulde, vi kan gøre, er at bruge den indflydelse, vi har, til at åbne døre for andre. Succes bliver langt mere meningsfuld, når den også skaber plads til andre.”

Teamwork 

BOSS Bottled Beyond for Her er resultatet af et enestående samarbejde; Parfumørerne Quentin Bisch, Benoist Lapouza og Louise Turner fra dufthuset Givaudan slog sig sammen om at skabe denne unikke Eau de Parfum med gensidig respekt og beundring som drivkraft. Quentin Bisch fortæller om hemmeligheden bag duften – og hvorfor samarbejdet blev så vellykket.

Quentin Bisch havde allerede arbejdet sammen med Louise mange gange. Han kalder dem ‘en slags vinderduo’. Benoist blev netop taget med, fordi de ikke havde arbejdet lige så meget sammen. “Det udviklede sig til en smuk historie med os tre.”

Duften kredser om en uventet kombination af pæon og ahornsirup – blomstrende friskhed side om side med varm sensualitet. Ifølge Bisch var udfordringen først og fremmest at finde den rette balance. “Det var præcis det, vi arbejdede med i tre år; at balancere alle facetterne, så parfumen hverken bliver for tung og sød eller for blomstret og frisk.”

Parfumen skulle være sød, vanedannende og let gourmand, men aldrig for meget. “Det ligger virkelig i detaljerne – helt små detaljer i formuleringen, som vi legede med gennem mange forskellige forsøg for at finde den rette balance. Til sidst nåede vi frem til den, man kan dufte nu.”

Ahornsirup spillede en vigtig rolle helt fra begyndelsen. “Vi ledte efter noget vanedannende i en ny formulering, en form for gourmandise eller nydelse,” siger Bisch. “Jeg tænkte, at det kunne være interessant at arbejde med ahornsirup, fordi den er meget vanedannende, sød og gourmand, men samtidig har træagtige facetter – raffinerede, lagdelte trænoter, røg og næsten noget læderagtigt.” 

Det var netop den kombination, der gjorde den interessant – gourmandise i en feminin duft, men med nicheparfumeriets raffinement. Samtidig løfter ahornsiruppen ifølge ham duften og giver hele kompositionen en haute couture-følelse. 

Konceptet om søsterskab og kollektiv empowerment var ikke centralt under skabelsesprocessen. Bisch tog først og fremmest udgangspunkt i selve formuleringen. Han ønskede at indfange en ny fortolkning af gourmand – en ny form for floral gourmand. 

At kvindedufte i dag kan være mere komplekse eller vovede, ser Bisch primært som et spørgsmål om, at der er kommet flere muligheder. “I dag har man adgang til en større variation af dufttyper og karakterer i parfumer. Tidligere var der måske mindre træagtighed. Nu er det mere markant, og man kan vælge det til.”

Ifølge ham er gourmanddufte også blevet mere ekstreme. Alt kan eksistere side om side – fra supertræagtigt til udpræget pink. “Man kan opdage mere,” siger han. 

Bisch beskriver arbejdet med tre parfumører som effektivt og givende. Efter tre år kan man ifølge ham fare vild i sine egne forsøg og miste evnen til at se helheden med tilstrækkelig distance. “Så er det rart at stoppe lidt op, tænke på noget andet eller tage på ferie, mens ens kolleger arbejder videre.” 

Han sammenligner processen med et stafetløb. “Når man kommer tilbage, ser man tingene på en ny måde og kan tage stafetten igen et stykke tid, så de andre kan få en pause. Så det var virkelig teamwork.”

Hvad håber han, at folk føler, når de bærer parfumen? “Glæde,” siger Bisch. For ham er det en sprudlende og farverig parfume. “Jeg ville elske, hvis folk oplevede den følelse af glæde. Noget i retning af fyrværkeri, noget lyst, saftigt og farverigt.”

Og ville han arbejde sammen med tre parfumører om én enkelt duft igen? “Absolut. Som sagt: Det var virkelig teamwork.”