Det er sommer, og vinderen af' Årets modeskribent' ved ELLE Style Awards 2015, Uffe Buchard, har trukket stikket ud og smækket Givenchy-sandalerne op, så i stedet for en klumme får du her et potpourri over nogle af de emner, Uffe har dissekeret i sin faste ELLE-klumme igennem det sidste år.
Intet brand bliver husket for dets flade middelmådighed. Tag nu for eksempel Dolce & Gabbana, der satte himmel og hav i bevægelse i 2007, da de sendte en række imagekampagner på gaden, der tog inspiration i fantasien omkring noget så kontroversielt som gruppevoldtægt. Både af kvinder og mænd, i øvrigt, i ligeberettigelsens tegn… man skulle jo nødigt få rødstrømperne på nakken. Selv om en kreativ ide var eksekveret på et kunstnerisk højt niveau, var kampagnen naturligvis ganske usmagelig, men det år fik firmaet til gengæld et forøget salg på hele 21 procent. En lille skandale kan gøre meget godt for et brand! Om skabelonagtige danske reklamekampagner (juni 2015).
Oven på reaktionerne og opstandelsen post de internationale modeuger kan jeg ikke lade være med at tænke, at det i grunden er skræmmende, at vores maskulinitet i dag er blevet så skrøbelig, at en rød binde bluse eller en skægget dame i en aftenkjole kan ryste os i den grad. I 2015! Om at modens manifest lige nu handler om kønsneutralitet – androgyn er det nye sort (maj 2015).
Læs også: Saks Potts: “Vi er så spændte på vores første modeshow”
Et billede lyver altid! ALTID! Uanset om du har fundet det på Instagram eller Tinder. Og i særdeleshed selfies viser sjældent, hvordan man ser ud, men i højere grad hvordan man gerne vil se ud i sit selvfede parodierede online-parallelliv. Og frem for alt, så skriger den planlagte selfie jo ’jeg synes, jeg ser godt ud på det her billede! – synes du også det?’. Selvhøjtideligt. Se mit outfit! Se mit hår! Se min taske! Se mig. Mig. Mig! Er jeg ikke fin? Like mig. Like! Nu, for fanden! Undskyld, men trying too hard bliver aldrig charmerende i min bog. Hvad sker der mon den dag, man erkender, at ens pseudo-selfieliv ikke har megen rod i det virkelige? Flere lykkepiller, anyone? Måske vi skal til at rose hinandens udseende lidt mere ude i virkeligheden… Selfie trenden har endog taget en uudholdelig still life-drejning. Still life-selfies. Please ladies! – ikke flere still life-selfies fra lufthavne af Starbucks-kaffe på bord med pas og samme designertaske nonchalant placeret i billedet igen og igen, tak! Hvad skal det være godt for? Hvis man blot har råd til én Chanel-taske om året, så er det vel næppe noget, man vil skilte med, eller …? Om selfies (marts 2015).
Læs også: ELLE September // Nyt magasin på gaden!
Hvad er det, man siger? Når enden er go’, så er alting godt! At det er en universal megaløgn, blev jeg klar over, da jeg ganske uforvarende og mentalt improviseret forleden blev øjenvidne til rapper Nicky Minajs nyeste musikvideo til nummeret “Anaconda”. Titlen er uappetitlig nok i sig selv, men pigens omfangsrige bagdel – blot ’dækket’ af en minimal g-strengstrusse, der i sagens natur bortkommer dybt inde i den afgrundsdybe ballekløft – er i sandhed et studie udi LOL-worthy deformitet. Synet af en nougatmås på størrelse med Bornholm fasttømret på en tøs af noget nær dværgvækst er i forvejen årsag nok til at kigge væk i beklemmelse. Men Gud hjælpe mig om popoen ikke også twerker! Den dag spiste jeg ingen aftensmad. Og jeg holder også lige en pause fra Bornholm… Bare rolig, det er for længst gået op for mig, at den østrogenstruttende – eller implanterede – bagdel er den nye barm, men skal den absolut twerke? Jeg tror, jeg hader piger, der twerker. Også de danske blege, der er begyndt at gøre det lige foran næsen på mig, når jeg tror, jeg skal have en glad aften på Sunday. Om twerking (december 2014).
Jeg er duperet over, at den generelle globale markedsføringsmaskine har boret sig så slagkraftigt ind i vores livsmønstre, at vi sådan uden videre dumper et par årtier for at holde fast i den del af den altsaliggørende livsfase, der primært tales til fra kommerciel side. Markeds-kræfterne har lært os, at 30’erne er det uovertrufne årti at leve i… så vi gør det gerne flere gange. En omsiggribende folkealdersforskrækkelse er bivirkningen. Og selvsagt har effekten været endnu stærkere i modebranchen, der jo typisk går til ekstremerne. Rivaliserende modekonglomeraters rotteræs i kampen om at hyre de yngste og mest dugfriske designere taler deres eget sprog. Balmains Olivier Rousteing og Balenciagas Alexander Wang er blot to eksempler på unge designere i 20’erne på absolutte topposter. Ingen af dem har fået skægstubbe endnu… Mangen midaldrende og erfaren designer har måttet slippe tøjlerne på den konto, for når minimælken i køleskabet har overskredet udløbsdatoen, så vil man typisk gerne undvære at stikke snudeskaftet i kartonen. Om alder (januar 2015).
Læs også: Stylingredaktørens 10 august-favoritter
Moden er selv ude om det. Den går for hastigt for selv de hurtigste, og den har fået sidestik af at skulle opfinde sig selv igen og igen i den kommercielle turbokarrusel skabt af branchen selv. Nyhederne, som moden lever af, indhenter gang på gang sig selv og spiller sig derfor skakmat. Selvmål! Om modens normcoretendens (november 2014).
At kalde sig modeblogger forpligter. Det er ikke for de dovne og perspektivløse, det er for stålsatte typer, der tør føre an og være meningsdannere og inspiratorer på et højere niveau. Moderne modeformidling må ikke falde så dybt ned i socialrealistisk øjenhøjde, at vi glemmer at kigge opad. Jeg går jo heller ikke ind og ser en ballet, hvor ballerinaerne er skiftet ud med flodheste. Og det mindste, man kan forvente, er vel, at en såkaldt modeblog skal handle om mode, non? Om modeblgggere, der skriver mere om rejser og cupcakes (oktober 2014).
Selv om jeg lige skal vænne mig til, at jeg nu er aktivist – og ikke mindst, at jeg må finde mig et andet sted end baren på Le Meurice at sippe drinks under modeugen – så føles det skønt og fandenivoldsk. Jeg er modens John Lennon! Men med al respekt for sultanens forretningssans, så har han altså ikke lavet sin research særligt tilbundsgående, når han vil klappe kage med den oh-so-gay modebranches elite og samtidig pisser på bøsserne og alle dem, der elsker dem. Enhver idiot kan se, at det ikke rigtig hænger sammen! Om at boykotte hotelkongen og sultanen af Bruneis homofobe styre (september 2014).
Læs også: Revolver Village: Modeuge for alle i Kødbyen i København!
Som velbevandret verdensshopper vil jeg indrømme, at rusen til tider faktisk har virket på mit humør. Men de bedste oplevelser har ikke haft så meget med erhvervelsen af en bestemt vare at gøre. Det er shoppeoplevelsen i sig selv, jeg husker. Hyggen. Forkælelsen. Endog lefleriet. Ahhhh … lefleri! Heri ligger implicit, at man skal til udlandet for at opleve det tilpas lækre lille slik i bagen. Medmindre, naturligvis, at man er så heldig at blive betjent af en svensker i det københavnske. Om shopping i rigtige butikker (august 2014).
Ingen – og jeg mener virkelig ingen – er mere sensationel og ombejlet til et tilfældigt middagsselskab, end den, der meddeler, at hun har fået tilført en lille sjat Botox og Restylane til det trætte, nedfaldne ansigt. Mangen en soulmate har jeg selv fået på den konto, blot funderet på en simpel ærlig udmelding om mit personlige vedligeholdelsesregime. For ja, jeg har valgt at droppe hykleriet og tager gerne konsekvenserne af den sandhed, der er min. Jeg er aktiv bruger af Botox og Restylane. Now shoot me! Om voksnes brug af botox og restylane vs. unges tatoveringer og piercinger (juni 2014).
