ELLE har besøgt topmodel Frida Gustavsson, der, på trods af sine misundelsesværdig lange ben, ikke er bange for at gå i høje hæle. Til gengæld kunne hun aldrig finde på at gå i sneakers. Vi spurgte hende hvorfor.
Når svenske topmodel Frida Gustavsson ikke poserer foran fotograferne, er hun ivrig rytter, og så har hun en cool og feminin stil.
Derfor har ELLEs Fahion Director, Josephine Aarkrogh, været på besøg hos Frida, hvor hun fik lov til at tage et kig i modellens skoskab, der bød på alt fra ridestøvler og herresko til feminine sko – de fleste af dem – med lidt hæl.
Ja, Frida er trods sine misundelsesværdig lange ben ikke bange for at gå i høje hæle, da hun elsker den klikkende lyd hælen giver. Samtidig går hun dog meget op i komfort, men kunne aldrig finde på at gå i sneakers:
”Mine yndlingssko er de flade Manolo Blahnik-sko (på portrættet, red.), som jeg havde på til mit bryllup. De klarede en hel dag (og nat) med regn, terræn og dans, dans, dans! Jeg går meget op i, at mine sko er komfortable, men når det er sagt, kan jeg ikke lide at gå i sneakers. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at de er lavet til at træne i. Så går jeg mere efter sko i godt kvalitetslæder, så de er behagelige. Mit yndlingsmærke er Prada.”
Se alle Frida Gustavssons sko i galleriet – hvor du også finder hendes næste køb, som er et par herreinspirerede sandaler fra Dorateymur.
Foto: Hjalmar Rechlin
Festskoene
Jeg elsker kontrasten mellem maskulint og feminint, og hvis jeg ikke har herresko på, er det ofte nudefarvede kitten heels. Disse er fra Miu Miu og Prada.
Foto: Hjalmar Rechlin
Herresko
Jeg elsker vintageherresko; jeg synes, de tilfører en følelse af autoritet og lidt ekstra power til ethvert outfit. Jeg har altid elsket italienske sko, men især Prada.
Fra venstre: Prada, & Other Stories, Gucci, vintage.
Foto: Hjalmar Rechlin
Høje hæle
Engang havde jeg ALTID høje hæle på. Jeg elskede (og elsker stadig) den følelse, man får af et par høje hæle, men jeg har nogle skader, som har fået mig til at gentænke min skogarderobe. Nu har jeg sjældent hæle på over 10 cm, men dog næsten altid et par centimeter. Ikke fordi jeg behøver det, men fordi jeg elsker lyden.
Foto: Hjalmar Rechlin
Ridestøvlerne
Jeg var på jagt efter et par nye ridestøvler, der ville være pæne både til træning og konkurrencer (Frida Gustavsson er ivrig rytter, red.), men uanset hvor jeg ledte, var de ikke lange nok til mine ben. På min fødselsdag var jeg til en turnering afholdt i anledning af Sveriges nationaldag, hvor der også var en stor messe med rideudstyr. Der talte jeg med en fra De Niro, som hev den længste støvlemodel frem, de havde. Hun havde aldrig solgt et par, der var så lange før, men hvis det skal være rigtigt, var de faktisk ikke helt lange nok.
Foto: PR
Fridas næste køb
Jeg er vild med disse skønne sandaler, der minder lidt om et par herresko.
Dorateymur hos Net-a-porter.com, 2.750 kr.