I ELLEs magasin nummer 100 kunne du møde designerne bag Baum und Pferdgarten, Helle Hestehave og Rikke Baumgarten, og gå på opdagelse i deres misundelsesværdige skoskabe. De kan begge godt lide sko, der stikker ud - enten med en flot farve eller fine detaljer.
Designerne bag Baum und Pferdgarten, Helle Hestehave (tv.) og Rikke Baumgarten (th.), går kun i deres eget design, når det gælder tøj. Til gengæld er de ikke blege for at shoppe nye sko, især når de rejser, for ”det er, som om man ikke rigtigt kan komme hjem uden nye sko,” som de siger.
Der er skomærker, som går igen hos begge designere, såsom Miu Miu og Chloé, men alligevel er deres skostile meget forskellige. Helle kan godt lide et nedtonet outfit i hverdagen, og derfor må hendes sko gerne larme lidt:
“Jeg har ofte jeans på og er egentlig ret nedtonet i mit tøj, så nu, hvor jeg kigger på mine sko, kan jeg godt se, at de allesammen stikker ud på en eller anden måde. Skoene skal ’kunne’ noget. Så når jeg har sneakers eller mere praktiske vinterstøvler på til arbejde, skifter jeg rigtig ofte, når jeg kommer frem,” fortæller Helle Hestehave.
Se også: Trine Kjær: Se mine sko
Når det kommer til Rikke, så er hendes skostil lidt mere vild med mange sko-showstoppers og fine detaljer:
”Jeg er måske lidt mere crazy end Helle, når det kommer til sko, og vi falder faktisk sjældent for de samme sko. Vi har bestemt hver vores stil, men jeg kan sagtens se, at Helles sko er flotte, og forstå, hvorfor hun skal købe dem. Vi er ret gode til at motivere hinanden til det næste køb.”
Vi har besøgt duoen i deres smukke showroom i Amaliegade til en snak om sko, og nedenfor kan du komme se deres misundelsesværdige skoskab.


De orange Maison Margiela-pelsstøvler købte jeg, fordi jeg manglede nogle støvler til den ternede frakke (fra Baum und Pferdgarten, red.) – og de passede så godt.

Vi har arbejdet rigtig meget med den lilla farve til vores S/S 2017-kollektion, så da jeg faldt over disse Adidas-sneakers, kunne jeg ikke rigtigt lade være. Jeg bruger dem selvfølgelig, når det skal være lidt praktisk, men kan egentlig også bedst lide at have sneakers på, når jeg har en kjole på. Det er ret flot.

Miu Miu-skoene (tv.) er fra vores fælles shoppetur i London; de var bare så eyecatching, at jeg måtte have dem med det samme. De røde Aquazzura har jeg været vildt glad for, de er perfekte om sommeren til kjoler – men også til jeans. Jeg er vild med, at de er så feminine. De sorte lak-loafers er fra Prada. De er nogle år gamle, og dem har jeg virkelig været glad for.

De er for vilde, de her alpaca-støvler! Dem må jeg bare eje!
Maison Margiela hos Net-a-porter.com, 10.450 kr.

Begge vores støvler er fra Chloé. Helles (tv.) er nye, mens mine (th.) er lidt ældre. Jeg har en ting med frynser – de her er ret nedtonede, men jeg elsker, at der sker noget. De er også gode om sommeren med bare ben.

Helle synes, at de her sølvsko er ”sådan, som jeg ser ud”. De er fra Charlotte Olympia, købt i Illum. De er lidt til den høje side, men så fantastiske – de er som små kunstværker i sig selv. De er perfekte til et par jeans.

Da jeg så Helles røde Aquazzura-sko, tænkte jeg med det samme, at jeg også måtte have nogle røde sko. Vi påvirker hinanden ret meget... Jeg kunne ikke få dem, men til gengæld fandt jeg disse i Holly Golightly i stedet. De sorte er fra Gianvito Rossi, dem sagde Helle, at jeg bare skulle købe. De er vildt gode, for selv om de er klassiske, er det med et tvist. Jeg har fundet ud af, at det klæder min fod ret godt, når skoene snører sig op ad anklen; det er både vildt feminint og sexet på samme tid.

Jeg købte disse Marc by Marc Jacobs-sko, da vi holdt show på Thorvaldsens Museum (i februar 2016, red.). Jeg syntes, de funklede så flot i mørket, også selv om jeg kun var ude på catwalken i få sekunder efter showet. Jeg bruger dem ikke så meget, men de ser jo så flotte ud, når de bare står der.

Lige efter ’Brexit’ tog vi til London; vi tænkte, vi måtte hjælpe økonomien lidt... Pundet var egentlig ikke faldet på det tidspunkt, men vi gik i Miu Miu og shoppede løs begge to. Jeg kom hjem med de hvide ballerinaer med snørerne. Sidst jeg havde dem på, blev jeg spurgt, om jeg selv havde lavet dem... De røde Miu Miu er gamle og er bare så 1950’er-cool og ladylike. Øreringene er også fra Miu Miu.

Jeg elsker de her ’strømpestøvler’, og så passer de også godt til det grønne glimmer i vores nye kollektion.
Vetements hos Mytheresa.com,12.460 kr.