Trends

Fra selleri til slikpind: De mest opsigtsvækkende påfund til Milanos modeuge

- 26/02/2024

Den netop overståede modeuge i Milano bød på overraskelser såvel på catwalken som udenfor. Og præsenterede os blandt andet for den accessory, vi ikke vidste, vi manglede

Dette års vintermodeuge i Milano nåede mandag sin ende. Dermed blev også bundet en sløjfe på en uge, hvor de mest prominente italienske modehuse har vist deres bud på næste sæsons gevandter.

Foto: Launchmetrics

Ferragamo FW24

Og mens ugen bød på den klassiske luksusmode, som vi kender den, med alt fra veludførte silhuetter hos Gucci til en drømmende farvepalette hos Ferragamo, så var der også plads til et par overraskelser.

Her fik alt fra skæve accessoires a la slikpindetui og ‘fyrværkeri’-briller til usædvanlige showgæster os til at kigge en ekstra gang, da flere modehuse serverede særlige wow-øjeblikke både på og udenfor catwalken.

Vi har samlet de tre mest opsigtsvækkende nedenfor.

Selleritaske hos Moschino

Foto: Launchmetrics

Det italienske modehus er ikke bleg for at lave mode med et glimt i øjet. Og det begrænser sig bestemt ikke kun til brandets tøj, hvor også taskerne årene igennem har fået et uhøjtideligt nøk opad. Således præsenterede man også i 2020 ’Baguette’-tasken, altså ikke at forveksle med Fendis ikon, men slet og ret en taske formet som det franske bagværk. Deres FW24 bød dermed også på et gensyn med uhøjtidelige taske.

Foto: Launchmetrics

Moschino FW24

Men i denne kollektion havde man dog taget skridtet videre, da man også præsenterede en taske formet som selleri. De to utraditionelle tasker blev således komplimenteret, da en model spankulerede ned af catwalken med en indkøbspose med det moderigtige indhold. Tal lige om en både fashionabel påmindelse om at huske at få spist sine grøntsager på.

Slikpindetui hos Fendi

Foto: Launchmetrics

Fendi FW24

En holder til slikpinde er måske ikke ligefrem den første accessory, man ville forbinde med en designertaske. Ikke desto mindre var det, hvad det hvad modehuset Fendi introducerede, da de til vinterens modeuge sendte læderetuier til den velkendte slikspise ned af catwalken. Her var det italienske modehus nemlig gået sammen med slikpindproducenten Chupa Chup i et lidt utraditionelt, man absolut æstetisk samarbejde.

Foto: Launchmetrics

Fendi FW24

Og den skæve accessory gav en humoristisk kant til den elegante kollektion, hvor formfuldendte silhuetter og lækre materialer af fløjlsblød læder og blød strik var i højsædet. Og strøg direkte ind på vores ønskeliste som den accessory vi ikke vidste, vi gik og manglede.

Madonnas tvilling hos Diesel

Celebrities på første række til modeshows er ikke et særsyn. Ej heller er det at se superstjernen Madonna gæster ’frow’, når de største modehuse viser deres kollektioner. Men til FW24-showet for Diesel ankom superstjernen dog i en form, man endnu ikke har set hende i. Eller rettere en, der lignede hende.

Her havde den britiske drag queen og influencer Alexis Stone nemlig impersoneret ’Material Girl’-stjernen. Drag queen-stjernen er ikke fremmed for at udføre den slags gimmicks og har før klædt sig ud som alt fra Jennifer Coolidge til Mrs. Doubtfire. Vi er dog alligevel vild med at se den ukronede dronning af pop i nye former.

‘Fyrværkeri’-brille hos Margiela

De velkendte sikkerhedsbriller som er fast inventar til nytårsaftener er ikke ligefrem kendt på deres pæne ydre. Til den italienske modeuge gjorde modehuset Margiela dog et ihærdigt forsøg på at omgøre dette, da brandets undermærke MM6 præsenterede en brille, der drog inspiration på netop disse.

Foto: Launchmetrics

MM6 Maison Margiela FW24

Og selv om det måske kræver lidt overtalelse at indføre den opsigtsvækkende acetat-brille i vores solbrillebeholdning, så er vi vilde med inspirationen fra en højest uventet kant. Og hvem elsker ikke en accessory, der emmer af ‘safety first’?

Foto: Launchmetrics

MM6 Maison Margiela FW24

Læs ogå

Den bedste streetstyle fra modeugen i Milano