Mode

Louis Vuittons nye samarbejde får TikTok til at gå i selvsving – se her hvorfor

- 10/01/2023

Der skal efterhånden en hel del til at få en modekampagne til at gå viralt. Alligevel ser det ud til, at Louis Vuitton har knækket koden til at få vindue-shoppere til at stoppe op en ekstra gang.

Modehuse går i dag langt for at skabe de mest mindeværdige øjeblikke og kampagner, der skal skabe opmærksomhed.

Og mens nogle desværre får skabt opmærksomhed omkring deres brand af uheldige grunde, så formår andre at skabe buzz omkring deres nyheder gennem vilde happenings eller noget så simpelt som et smukt produkt.

Det er her, franske Louis Vuitton træder ind i billedet. For mens det i sig selv er opsigtsvækkende, at de for anden gang i deres 169 år lange historie har indledt et samarbejde med den legendariske, japanske kunstner Yayoi Kusama, så er det ikke kun kollektionen selv, der lige nu får opmærksomhed.

Foto: PR

Modehusets samarbejde med Yayoi Kusama fra 2012 er gået over i modehistorien for sine opsigtsvækkende prikker.

Det er i stedet brandets vilde vinduesudsmykninger i deres eksklusive butikker, der har fået flere forbipasserende overalt i verden til at dele videoer af kunstsamarbejdet på TikTok, hvor hashtagget #YayoiKusama i skrivende har over 27 millioner visninger, mens #LouisVuittonxYayoiKusama har over 300.000 visninger.

Grunden skal findes i, at modehuset i anledning af den storstilede kollektion, der lander ti år efter deres første samarbejde med den japanske kunstner, har installeret ganske livagtige robotter i deres flagskibsbutikker i byer som Paris, New York og London.

Her står robotterne, der er tro kopier er kunstneren selv, i butikkernes vinduer, hvor de ganske fredfyldt står og maler Yayoi Kusamas ikonske, multifarvede polkaprikker på glasset. Prikkerne er kunstnerens varemærke, og pryder både hendes tidligere samarbejde med Louis Vuitton og det nye, der blev lanceret 1. januar i år.

@mickmicknyc #yayoikusama x @louisvuitton on 57 & 5th ?? #louisvuitton #nyc #fifthavenue ♬ Made You Look – Meghan Trainor

Robotterne er åbenbart så livagtige, at flere har filmet deres møde med dem i fortvivlelse af, om det nu også er en mekanisk robot eller Yayoi Kusama selv. For de gennemarbejdede detaljer på robotterne med blinkende øjne og små hovedbevægelser virker så underspillet ægte, at man kun kan gisne om, hvad fremtidens vinduesudsmykninger vil bringe med sig.

Særligt Louis Vuittons butik på Champs-Élysées i Paris har fået opmærksomhed. Ikke bare for den animatroniske figur i vinduet, men for sin gigantiske skulptur af kunstneren, der hænger udover husets facade fra taget. Som i øvrigt også er iklædt kunstnerens signaturprikker, der også var omdrejningspunktet for kunstmuseet Louisianas udstilling med Yayoi Kusama i 2015, som for en stund overtog de flestes Instagram-feeds.

@marusyakoval1 Today in Paris @louisvuitton #yayoikusama ♬ Renaissance (Main Title Theme) [from "The White Lotus: Season 2"] – Cristobal Tapia De Veer

Selve kollektionen er heller ikke gået ubemærket hen. Mens både multifarvede og monotone polkaprikker igen pryder alt fra modehusets klassiske monogram-tasker til sneakers på samme måde som i 2012, så er der kommet flere motiver til som psykedeliske blomster og metalliske detaljer.

Kollektionen er i butikkerne og online nu. 

Læs ogå

TikTok kalder denne kjole til 300 kr. det bedste kjolekøb nogensinde