Mode

Karlie Kloss forlader Victoria’s Secret

- 24/02/2015

Victoria's Secret englen Karlie Kloss har valgt at lægge vingerne fra sig. Undertøjsgiganten roser topmodellen for sit hårde arbejde og indsats for brandet.

Det er netop blevet bekræftet, at skønheden Karlie Kloss har valgt at forlade undertøjsgiganten Victoria’s Secret. Det kommer ikke som en overraskelse for Victoria’s Secret Ed Razek, der har været i samtale med Kloss over flere måneder.

Læs også: ELLE beautyprofil: Karlie Kloss’ hemmeligheder

Karlie Kloss fik sine vinger i en alder af bare 18 år, da hun gik sit debutshow for undertøjsbrandet i 2011. Nu har hun valgt at stoppe, når hendes kontrakt udløber sidst på året. 

En af grundene til, at Kloss har valgt at stoppe, er blandt andet, at hun er blevet tildelt en hel del flere prestigefyldte modeljobs i løbet af det sidste år. I august, 2014, blev hun blandt andet gjort til officielt ansigt for Chanels ikoniske Coco Noir duft, og hun er ligeledes blevet ambassadør for L’Oreal Paris. 

Det er uden sure miner, at Kloss har valgt at stoppe for Victoria’s Secret. “Jeg holder utrolig meget af og beundrer Karlie, hun er en nær ven. Hun er uden tvivl en af de bedste modeller, og en skøn person. Jeg er meget spændt på at se, hvad hendes lyse fremtid vil bringe,” udtaler Razek om Karlie Kloss’ farvel. 

Her på ELLE-redaktionen ønsker vi også Karlie alt det bedste i fremtiden, og vi glæder os til at se hvad hun nu vælger at kaste sig over.

I galleriet kan du få et gensyn med Victoria’s Secret showet fra december, 2014. 

Psst… Brug pilene eller ‘swipe’ dig igennem galleriet.