Mode

Fransk modelegende er død

- 25/08/2016

Den franske modedesigner Sonia Rykiel er død i en alder af 86 år. Vi ser tilbage på den franske designers liv, hvor hun skabte ikoniske designs, og gav kvinder bevægelsesfriheden med de første sofistikerede joggingsæt.

Den franske modelegende og designer, Sonia Rykiel er død i en alder af 86 år efter at have lidt af sygdommen Parkinsons i 15 år. Det bekræftede hendes datter, Nathalie Rykiel til France24.

På trods af sin sygdom formåede Sonia Rykiel at være en inspirationskilde til det sidste for datteren, Nathalie Rykiel, som sammen med chefdesigneren for modehuset, Julie de Libran, siden har stået i spidsen for Sonia Rykiel.

Under den københavnske modeuge i januar 2015 mødte ELLEs Editor, Marie Louise Wedel Bruun, datteren Nathalie Rykiel i forbindelse med et interview til ELLE.

Læs også: Mød Nathalie Rykiel under modeugen i København 

Her fortalte Nathalie, hvordan hendes mor i 1968, helt uden baggrund indenfor mode, grundlagde sit eget mærke ved at stille spørgsmål ved normerne. Hun vendte sømmene, hun vendte vrangen ud og skabte tøj, der kunne følge kvinden hele dagen. Og så var hun også den første designer, der valgte at sælge tøj billigt via postordre;

”Det var en slags social revolution, fordi bourgeoisiets kvinder købte Rykiel; det var temmelig dyrt, og de havde ikke lyst til at se deres sekretær i det samme tøj. Men min mor var den første, og så fulgte alle andre efter. Så ja: Mode handler om det sociale, men også om sociologi, og om den tid, vi lever i, den måde, vi klæder os på, om adgangen til mode, og så kan du tage den videre derfra: Hvordan producerer du tøjet, under hvilke forhold, i hvilke lande, er du sikker på, der ikke er børnearbejde involveret … Så selvfølgelig hænger det sammen med politik og økonomi. Og med frihed! I mange, mange, mange henseender,” fortalte Nathalie Rykiel, da vi mødte hende.

Dertil fortalte beskrev Nathalie Rykiel også, at noget af det, som hendes mor, Sonia Rykiel, formåede med mærket var at give kvinder bevægelsesfrihed:

“Jeg mener, at Chanel frigjorde kvinderne fra korsettet og alting. Og Saint Laurent gav dem en form for magt med det skrædder-syede, den styrke, tøjet kan udstråle. Og Rykiel gav dem bevægelsesfriheden med alle jersey-sættene og de første sofistikerede joggingsæt – det, at en kvinde kunne bevæge sig i sit tøj; gå på arbejde, tage metroen, køre bil, løbe, tage på hotel med sin elsker og blive klædt af i det …” , lød det fra Nathalie.

Udover bevægelsesfrihed gav Sonia Rykiel os også de pink-røde-gule-sorte striber, de store smil og de glade glimt i øjet. Noget, som vi er mange, der vil være Sonia Rykiel evigt taknemmelig for. 

Heldigvis efterlader Sonia Rykiel sit modehus i trygge hænder hos datteren og ikke mindst den forrygende chefdesigner, Julie de Libran, som i den grad formår at løfte arven fra en af fransk modes allerstørste.