Du har set dem før, men lige denne udgave i samarbejde med modehuset Jacquemus rimer nærmest på sommer.
Foråret og sommerens skotrends byder på alt fra sneakers til hæle – men et gennemgående tema for tendenserne er et klassisk, retro og old school udtryk. Èn af de sko, som flere store modehuse for alvor har blåstemplet for sæsonen, tapper ligeledes ind i denne karakteristika. Vi snakker sejlerskoene.
Miu Miu er et af de modehuse, der virkelig har sat en retning for diverse skotrends de seneste år – først med sine total-udsolgte sneakers og dernæst sin mokkasin-lignende udgave af netop sejlerskoen – og nu gør Jacquemus (på sin helt egen måde selvfølgelig) det italienske modehus kunsten efter.

Miu Miu
Jacquemus har nemlig offentliggjort, at de er teamet op med det klassiske, amerikanske skobrand Timberland omkring en nyfortolket udgave af en af Timberlands allerede eksisterende modeller, nemlig deres boat shoe, som daterer tilbage til 1978 – og som, ligesom med udgaven fra Miu Miu, også har været særligt efterspurgt det senere halve år, hvor sejlerskoene har fået sin renæssance.
Med udgangpunkt i sin klassiske og genkendlige silhuette har Jacquemus x Timberland-sejlerskoene de karakteristiske elementer, som vi kender fra skoene, dog tilsat en mere chunky sål. Skoene kommer i læder, hvorpå et småt Timberland-logo er stemplet i materialet tone i tone, og har snørebånd i bomuld og metal-stoppere for enden heraf med Jacquemus’ logo.

Man kunne tænke, at skoen umiddelbart blot ligner en Timberland sko, hvor Jacquemus beskedent har fået sit navn trykt på metal-detaljerne på skoene – men kender du Jacquemus som brand, ved du måske, at der selvfølgelig er en iboende karakteristika fra det franske modehuse, som præger hele skoen ..
Kan du gætte det?
Det er selvfølgelig farven. Sejlerskoene har selvfølgelig fået et ægte Jacquemus-touch i form af den fine og karakteristiske pastelgul tone, som er en af de farver, det franske modehus gør hyppigt brug af, og som gør dem perfekte til de stigende temperaturer og de lysere måneder – modsat de ellers klassiske, brune Timberland boat shoes. Modellens farve er dog ikke døbt Jacquemus-gul men ‘banana yellow’, og så har de fået navnet ‘La Bateau’, som er det franske ord for sejlbåd, og som nok også refererer til Jacquemus’ franske rødder.
Skoene lancerer på både Jacquemus’ og Timberlands hjemmeside samt i udvalgte butikker 23. april 2025.

La Bateau i 'banana yellow', Timberland x Jacquemus, 1.899 kr.