Mode

10 ting, du ikke vidste om Grace Kellys ikoniske brudekjole

- 04/01/2023

Fra fravalget af en klassisk prinsessetiara til gemte lykkeamuletter i skoen og et slør med et helt særligt formål, er der masser af detaljer at svælge i, når vi kigger nærmere på en af modehistoriens mest berømte brudekjoler til dato.

Da den amerikanske skuespillerinde, Grace Kelly, giftede sig til titlen Prinsesseaf Monaco den 19. april 1956, skrev hun historie.

Ikke nok med at hendes fortælling var som taget ud af et moderne Hollywood-eventyr; den glamourøse skuespillerinde, der bliver gift med en rig europæisk prins, så blev brylluppet mellem Prinsesse Grace af Monaco og Prins Rainier III af Monaco den første begivenhed i ’nyere tid’ til at skabe en hidtil uset mediestorm.

Desuden er prinsesse Graces kjole den dag i dag stadig en af de mest berømte brudekjoler nogensinde, som har inspireret blandt andre Prinsesse Kate af Wales, Jasmine Tookes, Lady Kitty Spencer, Miranda Kerr og Nicky Hiltons brudekjoler.

Den delikate blondekjole med det klassiske ’eventyrprinsesseskørt’, der blev skabt af kostumedesigneren Helen Rose, er siden brylluppet i 1956 blevet kopieret over hele verden, men ingen kopi kan nogensinde måle sig med det sirlige blonde- og perlebroderiarbejde og de 365 meter stof, der kendetegner prinsesse Graces fortryllende brudekjole, som gemte på mange små hemmeligheder.

Nedenfor får du 10 detaljer om prinsesse Graces brudekjole, som du måske ikke kendte til i for vejen.

1. En Oscar-vinder designede kjolen
Da forlovelsen mellem Grace Kelly og Prins Rainier III af Monaco blev annonceret, dominerede ét spørgsmål alles sind: Hvem skulle designe Hollywood-prinsessens ubetinget glamourøse kjole? Mange lagde deres bud på designeren Edith Head, der var en nær ven af Kelly, men det var den Oscar-vindende kostumedesigner Helen Rose, der løb med æren. Hun havde arbejdet sammen med Grace Kelly i fire film, herunder ’The Swan’ og ’High Society’.

Foto: Christy L/TOPFOTO/Ritzau Scanpix

2. Kjolen var en ’gave’ fra MGM
På sin vis kan man sige, at brudekjolen var en slags pensionsgave til Grace Kelly, der indstillede sin filmkarriere til fordel for prinsessetitlen. Kjolen blev nemlig skænket som en gave til den kommende prinsesse af filmselskabet Metro-Goldwyn-Meyer, som Kelly var tilknyttet. Kjolen anslås at have kostet $65.200 at fremstille tilbage i 1956, som svarer til $623.000 i nutidens valuta, altså 4.383.552 kr., hvilket gør kjolen til en af de dyreste brudekjoler til dato. MGM fik også filmrettighederne til at broadcaste brylluppet, som mere end 30 millioner mennesker så. Aftalen kom i stand som en kompensation fra Prins Rainier III til MGM, da Grace Kellys syvårskontrakt med selskabet måtte ophøre før tid grundet brylluppet.

Foto: AFP/Ritzau Scanpix

3. Inspirationen til kjolen var taget ud af et eventyr
Fordi Grace Kelly på mange måder udlevede en ægte eventyrfortælling, var inspirationen til hendes brudekjole også de kjoler, man typisk forbinder med eventyrprinsesser: en tæt, højhalset og langærmet blondeoverdel med perlebroderi, en stram talje og et voluminøst, klokkeformet skørt i elfenbensfarvet, fed fransk silke.

Foto: Afp Photo/AFP/Ritzau Scanpix

4. Metervis af silke og 36 syersker
Brudekjolen bestod af 10 dele; en separat overdel, underkjole og underskørt med støtte. Dertil var der et kjolelag, et blondelag og tylskørt samt overskørtet i silke, et påsat slæb, taljebånd samt slør. Der blev brugt 22 meter silke taffeta, 90 meter ægte silke, 800.000 pailletter og 1.500 perler og rhinsten på kjolen samt 125 år gammel brusselblonde. Der gik i alt omkring 365 meter stof til kjolen, og det tog 36 syersker seks uger at sy hver eneste detalje på kjolen i hånden.

Foto: Mega

5. Et helt specielt slør
Når man var så kendt et ansigt som Grace Kelly, og hele verden fulgte med i brylluppet på TV, så var der ingen pointe i at dække ansigtet helt til med et slør. Derfor var Kellys cirkulære slør designet særligt til ikke at skjule hendes ansigt, men derimod gøre det så synligt som muligt. Sløret havde dermed kun blonder langs kanten, blandt andet et motiv af to turtelduer som symbol på parrets kærlighedsaffære.

Foto: Afp Photo/AFP/Ritzau Scanpix

6. Ingen tiara
Det er mere reglen end undtagelsen, at prinsesser og royale brude bærer en tiara med en særlig historie eller symbolsk værdi til deres bryllup. Men her gik Kelly imod traditionen og bar i stedet en blondekyse, der holdt det 80 meter lange slør på plads. Hoveddekorationen bestod af en krans af orangeblomster samt blonder og perler

Foto: Afp Photo/AFP/Ritzau Scanpix

7. Hemmelige lykkecharms
Da Grace Kelly og Prins Rainier III var næsten samme højde, var det vigtigt, at Kellys sko ikke var for høje til brylluppet, så hun ville være højere end sin mand. Derfor fik hun speciallavet pumps i blondebrokade som kun havde seks centimeters hæl. Manden bag var David Evins, og ud over at dekorere skoene med perler, broderede han brudens navn i den venstre sko og gemte en kobber-mønt i hælen for held. I den højre sko broderede skodesigneren gommens navn.

Foto: Matt Rourke/AP/Ritzau Scanpix

8. En bog i stedet for buket
I midten af det 20. århundrede var det normalt at brude bar en Bibel i stedet for en buket til en kirkelig vielse. Grace Kelly modtog forud for brylluppet en bogen ”Bride’s Manual: A Manual of Catholic Devotion with Mass for the Marriage Ceremony and the Nuptial Blessing” af Rev. J.M. Lelen og MGMs kostumeafdeling dekorerede den med blonder og perler, så den passede til kjolen. Kelly bar bogen og et enkelt bundt af liljekonvaller på den store dag.   

Foto: Matt Rourke/AP/Ritzau Scanpix

9. Flere brudekjoler
Hvor det er kjolen og brylluppet fra den verdensberømte religiøse ceremoni den 19. april 1956, der løber med al æren for det storslåede royale bryllup, så er den faktiske bryllupsdag for Prinsesse Grace af Monaco og Prins Rainier III den 18. april 1956. Efter vanlig katolsk skik havde parret nemlig en civil vielse forud for den religiøse handling. Den 16 minutter lange civile vielse fandt sted i tronesalen i kongepaladset Palais du Prince i Monaco. Her bar den kommende prinsesse en mindre kendt brudekjole, også skabt af Helen Rose, i taffeta, fuldt dækket af en sart rosa fransk Alencon-blonde. Kjolens silhuet var en tilsyet overdel med en rundhalset jakkekrave og et klokkeformet skørt, der nåede til midt på læggen. Hertil bar hun, profetisk for den kommende brudekjole, også en kyse samt små handsker. Til den efterfølgende reception, hvor 3.000 borgere fra Monaco deltog, bar bruden en Lanvin-kjole i hvid silke.

Foto: Ent_ctc5473/Allstar/Ritzau Scanpix

10. Kjolen i dag
Grace Kelly blev født og voksede op i Philadelphia i USA, og siden brylluppet i 1956 har den berømte brudekjole været udstillet på Philadelphia Museum of Art. På museets hjemmeside står der: ”Som royal brud skabte hendes fantastiske, men stadig enkle kjole intens interesse og beundring. Kort efter brylluppet skænkede prinsessen kjolen til museet, hvor den er blevet en af de mest populære og folkekære objekter i samlingen, hvor den stadig i dag er et udtryk for det ultimative symbol på bryllupselegance.”

Foto: Mega
Læs ogå

11 detaljer, du ikke vidste om prinsesse Dianas brudekjole