Louis Vuitton har taget springet og lanceret en linje med ”hårde” kufferter, som du med ro i sindet kan udsætte for bagagebåndet. I ELLE Travel mødte vi manden bag den nye, hårde kuffertserie, Marc Newson, og her kan du læse hans ord om serien ”New Rolling Luggage” fra Louis Vuittion.
Kufferter er Louis Vuittons kerne og der, hvor det hele startede for det franske modehus. Men de kostbare læderkufferter egner sig ikke ligefrem til moderne rejser, som i bagagebåndets navn udsættes for lidt af hvert. I anden udgave af ELLE Travel kunne du læse ELLEs Editor, Marie Louise Wedel Bruuns, interview med den australskfødte designer Marc Newson, som fik den fornemme opgave betroet at designe Louis Vuittons nye kuffertserie ”New Rolling Luggage”, som består af ”hårde” kufferter, du med ro i sindet kan tage med dig i flyet. Det franske modehus har nemlig taget springet ud i kuffertdesign, der med sine hårde materialer som f.eks. titanium, har kufferternes funktion i højsædet.
Se også: Her er de nye musthave-kufferter fra Louis Vuitton
Designeren Marc Newson har skabt alt fra flykabiner til møbler, og hans design bliver solgt for skyhøje priser. Om hvordan han bar sig ad med at samarbejde med Louis Vuitton, fortæller han:
”Når alt kommer til alt, så er det et Louis Vuitton-produkt, ikke mit produkt. Det var jeg også hele tiden bevidst om: Når du ser det i den anden ende af rummet eller i lufthavnen, er det genkendeligt som et Louis Vuitton-produkt og ikke nødvendigvis som et produkt, jeg har designet,” slår den berømte designer fast, som desuden figurerer på Times liste over verdens 100 mest indflydelsesrige personer.
Historien om Louis Vuitton er også historien om en rejse, idet modehusets grundlægger startede ud med at lave kufferter i 1854 og blev anerkendt for sine detaljerede rejsekufferter, der kunne rumme alt fra sminkepladser til garderobeskabe. Og Marc Newson har netop kigget tilbage på historien om kuffertmageren Louis Vuitton, da han skabte den nye kuffertserie:
”Jeg var meget inspireret af Louis Vuitton helt generelt, fordi det her projekt handlede om at designe en rejsekuffert, og, som vi alle ved, så er Louis Vuitton primært og i allerhøjeste grad historisk anerkendt som kuffertmager,” udtaler Marc Newson.
Læs også: Årets julegave til fashionistaen: Et abonnement på ELLE
Men hvordan greb Marc Newson opgaven, at redesigne et så ikonisk produkt som den klassiske Louis Vuitton-kuffert, an? Han fortæller, at han fik frie rammer til at designe håndbagage på en måde, som gav mening for rejsende i dag, og at funktion først og fremmest var i fokus:
”Funktion var på alle måder det vigtigste, og det indebar overvejelser om vægt, hårdførhed, volumen den faktiske anvendelige kapacitet af de indre dimensioner, og hvordan forbrugeren interagerer med produktet,” fortæller Marc Newson, der selv foretrækker en så problemfri og fornøjelig rejse som muligt. Han kender nemlig mange, som ikke nyder at rejse, og sådan mener han ikke, at det var for bare 50 år siden.
Se også: Louis Vuitton lancerer ny eksklusiv parfurmelinje
Om Marc Newsons ide om, hvordan rejsen vil udvikle sig i fremtiden, fortæller han, at han tror, vi vil blive ved med at tage vores bagage med på rejsen, men måske behøver vi ikke at tage kufferten med os. I Japan kan man få sendt sin bagage i forvejen, og det tror Marc Newson, at vi kommer til at se mere til.
Ifølge Marc Newson må rejsen gerne blive lidt mere elegant og problemfri – og i hans arbejde som designer fortæller han, at han elsker ideen om at designe et produkt, der er skabt så godt overhovedet muligt, og kan holde så længe som muligt.
Hvis han skulle vælge, ville Marc Newson selv bruge Monogram-kufferten, og det skyldes dens slidstærke kanvas, som for mange år siden blev opfundet specielt til Louis Vuittons Monogram-kuffert:
”Det jeg godt kan lide ved kanvassen, er, at det helt fundamentalt er et utroligt slidstærkt materiale, som blev opfundet til præcis denne brug for længe siden,” slutter han.
Se billederne fra Louis Vuittons nye kuffertlinje “New Rolling Luggage” i galleriet herunder: