Home / Kultur / Rejser / ELLE Rejser: Skønhedens ø, Korsika
Ved synet af uendelige hvide sandstrande, der møder mørkerøde klipper, azurblåt hav og store, grønne, uspolerede naturarealer, forstår man i sandhed, hvorfor de gamle grækere har givet den franske perle i hjertet af Middelhavet tilnavnet; Skønhedens ø.
Midt i Middelhavet, lige mellem den franske østkyst og den italienske vestkyst har Skønhedens ø, Korsika hjemme. Kigger man på Korsika fra et par kilometers afstand, ligner det mest af alt bare et stort bjerg midt ude på havet, men jo tættere man kommer på, des mere går det op for en, at den franske ferieø er så meget mere end det.
Korsika er en af de mest frugtbare øer i hele Europa, og med Frankrig på venstre side og Italien på højre, er det lokale mad en virkelig lækker og yderst smagfuld sammensætning af det allerbedste fra det franske – og det italienske køkken.
Læs også: ELLE Rejser: Luksustur til perlen, Bellagio
Det fantastiske ved denne franske perle er dens unikke toenighed. Oppe i den nordlige del af Korsika er øens pulserende hjerte. Det er her størstedelen af turisterne, især børnefamilierne rejser til, mens den sydlige del af Korsika mest består af smuk, uberørt natur og masser af plads til sindsro, hvile og total afkobling.
Læs også: ELLE Rejser: Pulserende Barcelona
Læn dig tilbage og tag med ELLEs skribent, Mette Størum Krogh på en lille rejse gennem det allerbedste, Korsika har at tilbyde.
Psst… klik eller ‘swipe’ dig igennem billederne.
Foto: Anders Jørgensen, Mette Størum Krogh
Dage på stranden: Langs Korsikas kyst kan du finde afsides og fredelige strande, som man med fordel kan lede lidt efter, men også mere tilgængelige som Plage d’Arone ved bjergkæden Les Calanches på vestkysten eller Ghisonaccia på østkysten. Nogle af de smukkeste strande ligger på den nordlige spids, Cap Corse, men udvalget er uendeligt, hvad enten du er til sand- eller stenstrand, krystalklart eller azurblåt vand. Mange af strandene har strandbarer og restauranter, hvor du kan søge skygge med en Corsica Cola eller den lokale boblevand Orezza og spise grillet fisk, salat og is.
Foto: Anders Jørgensen, Mette Størum Krogh
Den bedste is: Øens nære slægtskab til Italien fornægter sig ikke i det korsikanske udvalg af is. Særligt gode er de hos Pierre Geronimi, der har til huse ved restauranten A Volta i Cargese med udsigt til havet. Prøv varianter som kastanje, figen, cédrat og sågar brocciu (friskost af fåre- eller gedemælk, red.), der smager fortrinligt!
A-volta.com
Foto: Anders Jørgensen, Mette Størum Krogh
Ferie a la Clarins: Den afsondrede Clarins-spa på La Grand Hotel de Cala Rossa ligger i den smukke vig lidt nord for Porto-Vecchio og har et utal af forskønnende behandlinger og en fin pool. Hvis du har tid og råd til at blive mere end en enkelt nat i de luksuriøse omgivelser, er der særlige pakker, der strækker sig over helt op til fem dage, så hele kroppen kan få kærlig pleje. Stedet har også en Michelin-restaurant, egen strand med bådebro samt en stor og stilfuld terrasse med liggestole på lange rækker og uforlignelig udsigt over havet, så der er al mulig grund til at tjekke ind.
Hotel-calarossa.com
Foto: Anders Jørgensen, Mette Størum Krogh
Il Vino: Korsika er storproducent af vin, så nyd et glas hvidvin eller rosé i solen til en spuntino (snack, red.). Prøv f.eks. den lokale guldmedaljevindende ost ’Corsica Fromage de Brebis’ og kager bagt på kastanjemel til dessert.
Foto: Anders Jørgensen, Mette Størum Krogh
Charmerende Boutiquehotel: Boutiquehotellet Castel Brando ligger i den maleriske landsby Erbalunga på Cap Corse. Værelserne i hovedbygningen er smukt indrettet med røde fliser, grønne skodder, kunst på væggene, bøger i reolerne og stilfulde, gamle møbler. Udenfor er der to swimmingpools, jacuzzi samt en stemningsfuld gårdhave, hvor den lækre morgenmad serveres. Stedet har også en fin lille spa, L’Olivier, med hammam. Prøv deres signaturmassage med den lokale stolthed evighedsblomst.
Castelbrando.com
Foto: Anders Jørgensen, Mette Størum Krogh
Bo helt ned til vandet: I Ajaccio ligger det charmerende Hotel Les Mouettes helt ned til vandet med egen strand og poolområde med parasoller, liggestole og havudsigt, selv fra boblebadet. Stedet har også en lille, privat strand og en terrasse med blomstrende bougainvillea, hvor der serveres god morgenmad og lette anretninger. Hotellesmouettes.fr
Foto: Anders Jørgensen, Mette Størum Krogh
Økologisk spa: Spa Casanera på marinaen i Porto Pollo ved Valincobugten tilbyder behandlinger med de økologiske skønhedsprodukter fra Casanera, der er lavet af ingredienser fra den korsikanske natur som evighedsblomst og myrte. Spaen ligger på det firestjernede Hotel le Golfe, hvor du efter en velfortjent massage eller ansigtsbehandling også kan spise friskfanget fisk, skaldyr eller andet fra middelhavskøkkenet i restauranten La Cantine.
Hotel-porto-pollo.com
Foto: Anders Jørgensen, Mette Størum Krogh
Shop lækre delikatesser: Gør god plads i returkufferten til de mange fristelser, du smager undervejs, så du kan tage lidt af ferien med hjem. De fleste byer har små eller store markeder, hvor der handles med fristende lokale specialiteter som ost, skinke, kastanjemel, honning, konfiture, frugt og grønt. Ved markedspladsen i Bastia ligger Cap Corse Mattei, en vin- og specialforretning med alskens korsikanske specialiteter, der er værd at opsøge, hvis du skal finde en velsmagende gave. Også til dig selv selvfølgelig.
Capcorsemattei.com