To af Lady Gagas elskede hunde er blevet kidnappet, efter et voldsomt skudoverfald på hendes private hundelufter. Nu udlodder hun en stor dusør.
Hvad der skulle have været en stille onsdag aften for hundelufteren Ryan Fischer, der var ude med Lady Gagas tre hunde, Miss Asia, Koji og Gustavo, endte dramatisk.
Da han var ude at lufte hundene i West Hollywood, blev han overfaldet af to gerningsmænd, som truede ham til at give dem Lady Gagas hunde. Da han nægtede, skød de ham fire gange i brystet. De to gerningsmænd endte med at kidnappe to af hundene.
Den tredje hund, Miss Asia, formåede at løbe væk fra mændene, og i en video kan man se, at hun løber tilbage til hundelufteren, efter gerningsmændene har forladt stedet.
I stabil tilstand
Da politiet ankom til stedet, fandt de Ryan Fischer ved bevidsthed, men han kunne knap trække vejret. Han blev derefter hastet til hospitalet, hvor hans tilstand blev beskrevet som kritisk.
Det er siden blevet bekræftet, at hundelufteren er i stabil tilstand.
Læs også: Lady Gaga har netop delt et sjældent, privat billede af sig selv
Ryan, som også er en personlig ven af Lady Gaga, beskrives som en person, der ”vil gøre alt for hundene – også ofre sit eget liv.”
Han har passet de tre hunde, mens Lady Gaga er i Italien for at indspille filmen ’Gucci’.
Udlodder stor dusør
Kort tid efter kidnapningen blev det annonceret, at Lady Gaga er villig til at betale en stor dusør for at få sine elskede kæledyr igen.
Ifølge flere medier tilbyder popstjernen intet mindre end 500.000 dollars, hvilket svarer til lidt mere end tre millioner danske kroner, til dem, der kan få hendes hunde tilbage i god behold.
En kilde tæt på stjernen fortæller desuden, at hun er ”dybt berørt” og ”knust” over situationen.
”Ryan er ikke kun hendes hundelufter, han er også hendes ven. Hun er forfærdet over, hvad der er sket. Hun føler sig ret hjælpeløs, fordi hun er så langt væk, men hun gør alt, hvad hun kan, og hun beder for Ryan, Koji og Gustavo,” fortæller kilden.
Vi ønsker Ryan god bedring, og håber, at Lady Gaga får sine elskede hunde tilbage igen.
Læs også: Lady Gagas look ved præsidentindsættelsen har sat internettet i kog