Sommeren er gået på hæld, og det betyder, at vi har en masse grå regnvejrsdage i vente. Heldigvis er der mange spændende kunstudstillinger rundt omkring i landet, hvor man kan gå i skjul for regnen og drømme sig væk i kunstens finurlige univers.
Efteråret er så småt ved at indtage Danmark, og med sig hører udsigten til lavere temperaturer og øgede chancer for nedbør. Det betyder, at det er slut med ture til stranden for at bade, picnic under åben himmel og isvafler på havnen. Til gengæld er dage med dårligt vejr som skabt til at gå på museum, hvor man både kan få sig en kulturelindsprøjtning og samtidigt pleje sit Instagram-feed.
Det kan være svært at få dannet sig et overblik over hvilke kunstudstillinger, der kører hvornår og hvor henne i landet. Derfor har ELLE udarbejdet en lille guide over efterårets bedste kunstudstillinger, så du ikke selv behøver at lave den helt store research.
Læs også: Bella Hadid som kunstværk for britisk magasin
Du kan eksempelvis kaste din kærlighed over Vincent Van Goghs fortryllende malerier og tegninger på Arken eller tage et smut forbi cisternerne på Frederiksberg, hvor kunstneren Jeppe Hein tager dig med på en underjordisk vandring fra mørket mod lyset.
Swipe dig rundt i galleriet for at se efterårets mange spændende udstillinger.
Foto: Statens Museum for Kunst
Take My Breath Away, Dahn Vo, Statens Museum for Kunst
I udstillingen Take My Breath Away berører den dansk-vietnamesiske kunstner Danh Vo emner som migration, globalisering og begær. Måden han gør det på er igennem allerede eksisterende materialer, som han sammensætter til nye værker med nye betydninger. Udstillingen er åben i perioden: 30.08.-02.12.18
Foto: Cisternerne
IN IS THE ONLY WAY OUT, Jeppe Hein, Cisternerne
Årets udstilling IN IS THE ONLY WAY OUT i cisternerne på Frederiksberg er med den anerkendte danske kunstner Jeppe Hein, som fører den besøgende med på en underjordisk vandring fra mørket mod lyset i de labyrintiske søjlegange.
Udstillingen er åben i perioden: 15.04.-30.11.18
Foto: Kunsthal NORD
Transmission from Dark Spaces, Nynne Livbjerg & Pernille Priergaard Worsøe, Kunsthal Nord
Udstillingen Transmission from Dark Spaces tager afsæt i det faktum, at kunsthal NORD tidligere var en transformerstation, hvor sort kul blev omdannet til hvidt, elektrisk lys. De to kvindelige kunstnere vil derfor lade mørke og lys mødes i en form for erkendelsesrum, der skal sætte fokus på alting iboende dualitet.
Udstillingen er åben i perioden: 08.09.-28.10.18
One Two Three Swing, Superflex, Copenhagen Contemporary
En imponerende orange linje af gyngestativer bugter sig igennem SUPERFLEXs store installation One Two Three Swing. Gyngerne er designet til, at publikum kan gynge tre personer sammen og dermed opleve styrken i den kollektive bevægelse og potentialet i fællesskabet.
Udstillingen er åben i perioden: 29.06.-30.12.18
Foto: Copenhagen Contemporary
SONG 1, Dough Aitken, Copenhagen Contemporary
Copenhagen Contemporary byder også på et andet interessant værk, nemlig SONG 1 som er en 35 minutter lang lyd- og videoinstallation skabt af kunstneren Dough Aitken. Det dragende videoværk afspejler nutidens urbane landskaber og trækker desuden tråde tilbage i modernitetens kulturhistorie.
Udstillingen er åben i perioden: 29.06.-30.12.18
Foto: Louisiana Museum of Modern Art
Fra den indre verden til det ydre rum, Louisiana Museum of Modern Art
Månen har altid fascineret mennesket, og Louisiana er i denne udstilling dykket dybt ned i motivet månen. Udstillingen præsenterer mere end 200 værker, der viser hvordan månen spejler sig i vores kunst og kulturhistorie.
Udstillingen er åben i perioden: 13.09.18-20.01.19
Foto: Kilde: GL. Holtegaard
SOLO: Rita Kernn-Larsen, GL. Holtegaard Gl. Holtegaard hylder dette efterår det 20. århundredes danske kunsttalent Rita Kernn-Larsen, der i dag er noget overset, men som i sin samtid høstede stor international anerkendelse for sit surrealistiske univers.
Udstillingen er åben i perioden: 24.08.18-13.01.19
Foto: Pop-Up Contemporary
Resonans, Pop-Up Contemporary
Til efteråret dukker den mobile udstillingsplatform Pop-Up Contemporary igen midlertidigt op, denne gang i indre by med gruppeudstillingen Resonans, hvor otte danske kunstnere slår nye toner an i velkendte genstande i en undersøgelse af erindring, tid og erkendelse.
Udstillingen er åben i perioden: 08.09.-06.10.18
Foto: Arken Museum for Moderne Kunst
Van Gogh, Arken Museum for Moderne Kunst
Det er mere end 50 år siden, at man i Danmark har kunne opleve en stor separatudstilling af Van Goghs malerier og tegninger, men nu præsenterer Arken en omfattende udstilling med hans værker, der sætter fokus på forholdet mellem kunst, menneske, natur og religion.
Udstillingen er åben i perioden: 01.09.18-20.02.19
Foto: Kilde: Arken Museum for Moderne Kunst
Ensomhedens sprog, Ugo Rondinone, Arken Museum for Moderne Kunst
Hvis du alligevel tager et smut forbi Arken, så gå også på opdagelse i Ugo Rondinones drømmelandskab beboet af 45 naturtro klovne.
Udstillingen er åben i perioden: 16.12.17-09.12.18
Foto: Nikolaj Kunsthal
TEGN, HuskMitNavn, Nikolaj Kunsthal
Hvis du er i det humoristiske hjørne, så skal du gå ind og se udstillingen TEGN i Nikolaj Kunsthal, som både er for børn og voksne. Hele nedre galleri er omdannet til et farverigt univers, hvor kunstnerens humoristiske tegneseriefigurer kan opleves fra gulv til loft. Der indbydes desuden til, at man selv griber ud efter pen og papir, hvis man rigtigt vil være i det kreative hjørne.
Udstillingen er åben i perioden: 29.08.18-06.01.19