Kunst, bøger og musik

Oplev Moon Skin Lucid Walk – En vandring blandt neon og drømmekabinetter

- 06/02/2015

Udstillingsbygningen Den Frie i København indbyder til et smukt og glædeligt gensyn med de kvindelige danske kunstnere, Evren Tekinoktay og Kirstine Roepstorff, og et, for manges vedkommende, nyt bekendtskab med italienske Carol Rama.

Med sit fokus på samtidskunstneriske fællesskaber har Den Frie en betydelig plads i dansk kunsthistorie og kulturliv, og udstillingsbygningen på Oslo Plads har denne gang skabt rum for kunstnerisk sammenslutning mellem Kirstine Roepstorff, Evren Tekinoktay og Carol Rama. Med en særlig sans for materiale, stoflighed og taktilitet har de tre kunstnere med hver deres kunstneriske særpræg skabt et skrøbeligt, poetisk og forførende univers med udstillingen MOON SKIN LUCID WALK.

Læs også: Lad kærligheden blomstre på Nationalmuseet

Med referencer til 1970’ernes kollager har tyrkiskfødte Tekinoktay, der privat danner par med kunstneren Tal R, ved sin brug af neon, udklippet visuelt materiale og farver fra pastelpalletten skabt en detaljerigdom, der er den besøgendes nærvær værdig. Tekinoktay er desuden kendt for sin tilknytning til modehuset Moonspoon Saloon samt for lingeributikken, Tekinoktay Finest Lingerie, et niårigt kunstnerisk projekt afsluttet i 2013.

Med titler som Lucid Dream Cabinets og Horizon of the Moving Minds har Roepstorff skabt smukke gyldne skulpturer og skrøbeligt svævende mobiler i geometriske former. Harmonisk balancerer disse blandt et mindre udvalg af Ramas poetiske og surrealistiske billeder, som tilskynder den kunstinteresserede til videre udforskning af Ramas kunstneriske virke.

Læs også: Se værkerne til 1,2 milliarder der nu bortauktioneres på Sotheby’s

Udstillingen MOON SKIN LUCID WALK er på programmet ind til den 1. marts 2015, og husk endelig, at Den Frie hver søndag i udstillingsperioderne indbyder til en uformel introduktion til den aktuelle udstillings tematikker og baggrund.

Du kan finde Den Fries åbningstider, entrépriser samt oversigt over aktuelle og kommende udstillinger her.

Se billeder fra udstillingen i galleriet – brug pilene eller ‘swipe’ for at se mere.