I anledning af den smukke udstilling, Edvard Weie – Poesiens Natur, lader GL STRAND den også litterære poesi blomstre, når tre unge poeter gæster kunsthallen.
I Københavns centrum danner Kunstforeningen GL STRAND ramme om et levende arrangementsprogram i tilknytning til kunsthallens skiftende udstillinger. Onsdag den 8. april er dagen for forårets andet poesiarrangement, UNG POESI II, der, på baggrund af den aktuelle udstillings udgangspunkt i modernist Edvard Weies begreb om det poetiske, præsenterer de tre unge poeter Josefine Graakjær Nielsen, Ninette Larsen og Joakim Vilandt.
Arrangementet er tilrettelagt af digter og litteraturkritiker, Lars Bukdahl, der med kærlighed til ny digtning og smal litteratur indbyder de tre hædrede poeter til at læse op fra deres første værker og berette om deres forfatterskab.
Læs også: ELLE anbefaler: Påskens 7 bedste kulturelle oplevelser
Josefine Graakjær Nielsen debuterede smukt – dog ingenlunde lunt, yndigt og blot sødmefuldt – med det fint lyserødt indbundne langdigt, Rosebud, udgivet ved forlaget Gladiator. Som et kærestebrev med ni ubetitlede afsnit er Rosebud en kvindes henvendelse til en mand, en længsel efter det tabte og en egensindig fortælling om et for længst kæntret kærlighedsforhold.
Debutant Ninette Larsens Hybrid er et bemærkelsesværdigt, uspoleret og frit flagrende stykke skønlitteratur. En flimrende melodisk og hybrid tekstsamling med vidtløftige sproglige knopskydninger, også udgivet ved forlaget Gladiator.
Læs også: Øregaard Museum præsenterer: Selma Lagerlöf, Agnes Cleve og Ellen Hillingsø
Joakim Vilandt har bidraget til Lars Bukdahls lyriktidskrift, Hvedekorn, og desuden forfattet Larmens antologi og Een Reise gjennem det danscke Sprog. Med en koket og subtil tone har også Joakim Vilandt begejstret sine læsere, og du kan ligeledes få et indblik i Vilandts lyriske virke, når han, Lars Bukdahl, Ninette Larsen og Josefine Graakjær Nielsen gæster GL SLTRAND.
Glem ikke at se eller gense forårets store udstilling, Edvard Weie – Poesiens Natur, der kan opleves frem til den 3. maj 2015. Du kan naturligvis se mere om denne og om arrangementet, UNG POESI II, der finder sted den 8. april, her.
Læs også: Oplev Gardar Eide Einarssons kunstneriske tæppefald