Danmark står over for et kommende folketingsvalg, og i den forbindelse har ELLE sat fem kvindelige folketingskandidater i stævne til en snak om deres vej ind i politik, mærkesager og drømmelovsændringen. Pernille Vermund, der er formand i Nye Borgerlige, er første kvinde rækken af udvalgte nye ansigter i dansk politik.
I forbindelse med det kommende folketingsvalg har ELLE sat fem kvindelige folketingskandidater i stævne til en snak om kvinden bag politikeren. De fem kvinder tæller: Pernille Vermund (Nye Borgerlige), Anne Valentina Berthelsen (SF), Anette Prang (Klaus Riskær Pedersen), Anna Libak (Venstre) og Mathilde Vinther (Enhedslisten).
43-årige Pernille Vermund er folketingskandidat og formand i det højreorienterede parti Nye Borgerlige.
I 2001 blev hun færdiguddannet arkitekt, og den dag i dag er det stadig det hverv, der ifølge Pernille selv, beskriver hende bedst.
Pernille Vermund stiftede for 13 år siden en selvstændig arkitektvirksomhed sammen med sin daværende mand, som hun også har tre drenge på henholdsvis 8, 13 og 15 år sammen med. I dag driver Pernille forretningen alene. Partiformanden er altså mor, selvstændig erhvervsdrivende, folketingskandidat – og så er hun forlovet.
I maj 2019 gifter hun sig med iværksætter og forfatter Lars Tvede.
Så hvorfor politik? Hvordan kom arkitekten ind i den politiske verden? Hvordan forbereder man sig på livet som offentlig (udskældt) person, og hvilken lov skulle føres igennem med det samme, hvis det stod til Vermund?
ELLE mødte hende – som den første kvinde i rækken af udvalgte folketingskandidater op til folketingsvalget 2019.
Hvordan kom du ind i politik?
En veninde, som var ansat i Det Konservative Folkepartis pressetjeneste, spurgte mig i år 2008 om jeg ville stille op til kommunalvalget. Hun vidste, jeg var konservativ og samfundsengageret, og når vi var sammen, diskuterede vi ofte politik, men jeg var ikke medlem af partiet og havde på daværende tidspunkt aldrig været partipolitisk aktiv. Jeg sagde nej, fordi det ikke var noget for mig. Jeg var selvstændig erhvervsdrivende og havde mit firma og kunne ikke lige se mig selv som politiker. Efter noget tid ringede hun så igen og spurgte, om jeg ikke nok ville overveje det, og så sagde hun, at jeg bare skulle være fyld på listen, fordi jeg var en kvinde. Så tænkte jeg jo: Nej fandeme nej, det skal ikke hedde sig, at jeg bare er fyld på listen, fordi jeg er kvinde, og så gik der en djævel i mig, som ville vise, at politik og kvinder hænger sammen.
Det var anledningen, og så blev jeg faktisk valgt og fik et rigtig godt valg. Jeg sad i byrådet i Helsingør i to år, mens jeg blev skilt fra min daværende mand og mine tre børns far. Jeg ville gerne blive boende i drengenes barndomshjem, så jeg tog et ekstra job i en køkkenforretning ved siden af mit arkitektfirma og mit politiske arbejde. Alt det og tre små børn kunne bare ikke hænge sammen, for byrådsarbejdet ligger jo typisk fra kl. 17.00-20.00, hvor man ellers skulle være sammen med sine børn. Til sidst måtte jeg indse, at det ikke kunne hænge sammen, og så blev jeg fristillet fra mit byrådsarbejde i foråret 2011 og meldte mit ud af paritet samtidig. Jeg troede ikke, jeg skulle være partipolitisk aktiv igen, men i forbindelse med kommunalvalget i 2013 blev jeg spurgt, om jeg ville overtage et folketingskandidatur. Jeg var begyndt at føle, at Det Konservative Folkeparti gik i en forkert retning, så jeg sagde ja og brugte platformen til at skabe en debat, ud fra det som jeg synes burde være konservative mærkesager. Efter valget i 2015 tænkte jeg, at nu skulle jeg hjem og passe mit firma, men så kom hele migrantstrømmen i efteråret 2015, hvor de politikere, som var gået til valg på at løse udlændigeproblematikken, bare lod stå til. Så stiftede Peter Seier Christensen og jeg partiet Nye Borgerlige.
Fortæl om Nye Borgerlige
Peter Seier Christensen, som jeg har mødt igennem Det Konservative Folkeparti, og jeg stiftede partiet for 3 og et halvt år siden. Vi sad hjemme i sofaen en torsdag aften og var dybt frustrerede over, at politikerne lod migranterne vælte ind over grænserne og op ad vores motorveje, og vi følte ikke, at vi kunne lade stå til. Vi følte, de borgerlige partier i folketinget svigtede. Jeg kan huske, Peter Seier Christensen og jeg kiggede på hinanden og sagde: ”I værste fald bliver vi til grin, og i bedste fald lykkes det”. Og indtil videre er vi jo ikke blevet til grin, vi har tvært imod snart 5.000 medlemmer i partiet, 60 folketingskandidater og ni spidskandidater, hvoraf syv af spidskandidaterne er selvstændige erhvervsdrivende, så det er et parti af folk, som har deres erfaring fra det virkelige liv.
Hvordan vil du beskrive dig selv om politiker?
Jeg ser jo ikke mig selv som politiker. Jeg føler mig mere som arkitekt, og det afspejler mit politiske arbejde måske også, fordi jeg gør tingene på min egen måde. For mig er det ikke et mål at sidde på Christiansborg, det er et mål for mig at få løst udlændigeproblematikken fra bunden og få vendt udviklingen, og så tror jeg, der er nogle andre, der vil være bedre til at fortsætte den positive udvikling. Hvis jeg bliver valgt, er det jo i hvert fald for fire år, og det kan også godt være, det bliver for otte.
Hvilke overvejelser har du gjort dig i forhold til det mediefokus, der følger med jobbet som politiker?
En medkandidat sagde engang til mig, at hun ikke længere gik på stranden lokalt, og at hun levede meget anderledes end før, og der tænkte jeg bare, at sådan ville jeg ikke have det. Hvis jeg skal kunne leve frit og ikke blive en anden person, end den jeg er, så bliver jeg nødt til at kunne være mig selv. Jeg deler stadig private billeder og tanker på de sociale medier, for eksempel i forhold til at blive skilt, hvor nogen måske vil synes, det er for privat, men hvis jeg gjorde det før, skal jeg også gøre det nu. Jeg viser også mine børn, for de er en vigtig årsag til, at jeg overhovedet har engageret mig i politik. Hvis jeg ikke havde børn, tror jeg, jeg ville være mere egoistisk.
Har du forberedt dig på de henvendelser, du vil få som person?
I starten gjorde de grumme beskeder ondt, men i dag tænker jeg, at det er mennesker, som ikke kender mig, der sidder bag en skærm og agerer helt anderledes, end hvis man mødte dem i virkeligheden. Langt det meste preller af i dag, men det der er værst, er hvis det er mennesker, jeg kender i virkeligheden, der skriver ting om mig, som de måske ikke tror, jeg ser. Det er jo ikke rart. Men politik er jo virkelig noget, der kan splitte folk. Jeg har venner, der er både højre- og venstreorienteret, og jeg ville da synes, det var et utroligt trist liv, hvis man kun kunne omgås dem, som man er politisk enig med. Hvordan skal man så blive klogere?
Hvordan ser din hverdag ud i dag?
Min hverdag er jo lang fra den, man lever, når man er politiker på Christiansborg. Rigtig meget af mit politiske arbejde lige nu handler jo om interviews, debatter og om at køre rundt i landet og holde åbne møder, hvor folk kan komme og stille spørgsmål. Det er ikke særlig glamourøst. Indimellem får jeg at vide, at jeg bare er en levebrødspolitiker. Jeg har brugt tre og et halvt år af mit liv i Nye Borgerlige med en væsentligt lavere indtægt, end dengang jeg brugte al min tid som arkitekt. Om lidt skal jeg giftes med en mand, som har penge nok til, at jeg bare kunne gå hjemme, hvis det var det, jeg ville, så det politiske arbejde er absolut ikke noget, jeg har valgt for pengenes skyld. Jeg tror mere, at dem, der bliver siddende inde på Christiansborg for enhver pris, er optaget af magt. Det siger mig intet at have magt over mennesker, men det siger mig rigtig meget at give magten tilbage til de mennesker, der har fået den taget fra sig.
Hvad er dine mærkesager?
Udlændingepolitikken er det allervigtigste for mig. Vi skal bevare et samfund med frihed, sikkerhed og tryghed, og der har udlændingepolitikken rigtig meget at sige. Både i forhold til den økonomiske udgift vi har til indvandrere, der ikke integrerer sig i vores samfund, og med den gruppe indvandrer, der ikke overholder vores lovgivning og begår kriminalitet. Og så er der de problemer vi har i forhold til vores grundlæggende frihedsrettigheder og værdier, som jo knægtes, når ytringsfriheden knægtes, når religionsfriheden knægtes, når vi har en jødisk synagoge, hvor jøderne ikke kan passe deres tro uden at være militært beskyttede – så har vi altså et problem, og de problemer skal løses. De udlændinge som kommer hertil, skal skabe værdi for vores samfund og komme, fordi de gerne vil være en aktivt bidragende del af vores samfund. Vi skal ikke tiltrække folk, som kommer hertil for at leve af offentlige ydelser, som vi jo er gode til at dele ud af, eller folk, der kommer og begår kriminalitet, som vi så ikke kan skille os af med.
Friheden til at vi kan få lov til at bestemme mere over vores eget liv, også økonomisk, er også vigtig for mig. Når politikerne bestemmer så meget, som de gør nu, også over mange af vores penge, så er friheden til at indrette sin tilværelse, som man ønsker, mindre. Jeg tror, der er rigtig mange danskere, måske særligt kvinder, der kan genkende det der med, at man bare løber stærkere og stærkere i et velfærdshamsterhjul, hvor man står op om morgenen, smører madpakker, sender sine børn afsted i skole, kører på arbejde, skynder sig hjem, handler ind, laver aftensmad, og når det så er weekend, så falder man fuldstændig sammen. Mandag morgen starter man forfra. Det, som egentlig burde være livet – hverdagen – bliver bare en evig kamp for at få tingene til at hænge sammen. Og det hænger jo sammen med, at vi har skabt så stor en offentlig sektor, og et skattetryk som er verdens næsthøjeste.
Kan du nogensinde føle, at du skal skabe en holdning til noget, som du egentlig ikke føler for?
Nej, man kan jo ikke brænde lige meget for alt. Jeg synes, det er helt fair at sige: ”Det ved jeg faktisk ikke, det har jeg ikke sat mig ind i”, og jeg ville ønske, at flere politikere gjorde det, så vi ikke bare får den der snakken-udenom. Der siger jeg som regel: ”Det ved jeg faktisk ikke, men jeg vil gerne undersøge det”. Hvis jeg begår en fejl, erkender jeg det også gerne, så jeg kan blive klogere af det. Jeg ved, at jeg begår fejl, og det tror jeg er en af fordelene ved at have haft et almindeligt arbejdsliv, inden man engagerer sig i politik. Ofte er dem, der ikke laver fejl, jo dem der ingenting laver.
Hvis du måtte føre en ting igennem lige med det samme, hvad skulle det så være og hvorfor?
Et fuldt asylstop. Vi skal sørge for, at vi udelukkende hjælper folk i nærområderne. For mig er det helt vanvittigt, at vi svigter de svageste i nærområderne, som typisk er kvinder, børn og ældre, som ikke har kræfterne til at tage helt herop. Dem vi hjælper heroppe, er typisk unge mænd, som har energien til at komme herop, og jeg kan ikke huske noget andet tidspunkt i historien, hvor man har besluttet at hjælpe de stærke unge mænd på bekostning af kvinder, børn og ældre. Lige meget hvor mange penge, vi beslutter os for at afsætte, så er pengene bedst brugt i nærområderne. Dengang migrantstrømmen kom i 2015 var det jo fordi, nærområderne var så dårlige, fordi Danmark og mange andre lande ikke havde givet det, som FN bad om. Jeg synes, det er en vanvittig inhuman flygtningepolitik, der bliver ført i øjeblikket, så vi skal have lavet et stop for spontan asyl, så man ikke længere kan komme op til den danske grænse og søge asyl, og når der så en dag er styr på udlændingepolitikken, så kan vi åbne for kvoteflygtninge, men udelukkende i et begrænset antal og udelukkende hele familier fra kulturkredse, som kan integrere sig i et vestligt samfund. Hvis de flygtninge, vi har fået fra de muslimske lande, havde integreret sig på lige fod med flygtninge fra Vietnam eller Ungarn, så havde vi ikke haft noget problem.
Der er ofte stor fokus på kvinders tøj i politik. Hvilke tanker gør du dig i forhold til din fremtoning i den forbindelse?
Der er jo nogle kvinder før os i dag, der har taget ligestillingskampen, i forhold til at kvinder også hører til i politik. Men de har ofte klædt sig og ageret som mænd, og jeg tror, at der kommer en bølge af kvindelige politikere nu, som er mere feminine i deres udtryk. Det var Helle Thorning jo et eksempel på. Jeg har fået kommentarer om, at jeg da godt nok slår håret ud og tager makeup på. Øh ja, har mændene ikke også strøget deres skjorte og pudset skoene? Da jeg oplevede, at jeg også fik den slags kommentarer i bukser og blazer, kunne jeg jo lige så godt køre den fuldt ud, så jeg går faktisk mere i kjoler i mit politisk aktive liv, end jeg gjorde før. Jeg valgte jo også at kysse med Jonathan Spang på nationalt tv, så jeg tror måske, jeg har rykket ved nogle grænser i forhold til, hvad man kan tillade sig som politiker.
