Matilde Trobeck: “De første par år mødtes jeg med de piger, der skrev til mig, og gik tur rundt om søerne og hørte deres livshistorier”

Matilde Trobeck har været blogger i over 10 år.

Egentlig kan man sige, at hun blev blogger og senere influencer, før nogen rigtig vidste, hvad det var, fordi hun havde noget på hjertet. Og måske var det den umiddelbare tilgang til mediet, der gør, at Matilde stadig den dag i dag har beholdt begge ben solidt plantet på jorden.

De mere end 65.000 Instagram-følgere og 80.000 unikke månedlige læsere på bloggen er nemlig aldrig steget Matilde til hovedet. Det er derimod vigtigt for hende at vise, at hun er helt almindelig, og det har hun det faktisk rigtig godt med. 

Igennem flere år har Matilde Trobeck åbenhjertigt skrevet om sit eget liv, der både har budt på spontane aborter, kærestesorg, lillebrorens dødsfald og senere ensomheden, der fulgte. Det betød, at en masse piger og kvinder begyndte at kontakte Matilde, og i dag lægges der (med glæde) timer og atter timer i at besvare de mange daglige direct messages fra piger og kvinder, der søger Matildes råd, når livet bliver svært at håndtere.

Læs også: Josephine Bredsted: ”Ulykken var virkelig et wake-up call, der mindede mig om, at jeg skulle til at tænke over, hvordan jeg behandlede mig selv og min krop”.

I dag er den pædagoguddannede blogger og influencer blevet en rollemodel for tusindvis af piger og kvinder.

ELLE mødte hende – blandt andet til en snak om ensomhed, kropsaccept og ansvaret, der følger med titlen som rollemodel. 

Hvad laver du til dagligt?

Jeg lever af min blog og min Instagram. Derudover holder jeg foredrag og laver workshops – og så sælger jeg træningsprogrammer. Jeg holder primært foredrag for unge piger og kvinder med lavt selvværd, og her taler jeg om, hvordan man får et godt forhold til sig selv. Jeg prøver at lære dem, at der er vigtigere ting i verden, end det at se perfekt ud på Instagram, og man kan godt have et godt liv lige meget hvad. Jeg prøver at vise dem, at jeg er helt almindelig, og det har jeg det helt fint med. Derudover er jeg ambassadør for julemærkehjemmene.

Hvordan kom rådgivning i forhold til ensomhed og sorg til at fylde så meget på din blog?

Jeg har jo blogget i over 10 år, og de første par år handlede det meget om træning og opskrifter. Men så mistede jeg min lillebror, og så begyndte jeg at skrive om det, fordi jeg følte en kæmpe ensomhed i forbindelse med tabet. Jeg havde ikke nogen veninder, der havde mistet deres søskende, og jeg oplevede lige pludseligt at blive enebarn. At se mine forældre være i sorg, var også enormt ensomt for mig. Så jeg skrev om det, fordi det var en måde, jeg kunne bearbejde min sorg. 

Ensomhed og sorg blev ligesom et emne på bloggen, fordi jeg oplevede hvor mange, der henvendte sig til mig, hver gang jeg skrev om det. Folk følte sig pludseligt ikke så alene, fordi jeg skrev om det, og det gjorde jo også, at jeg ikke følte mig så alene. Og så fandt jeg bare ud af, hvor ensomt det er at være ensom. For det er ikke noget, vi taler om. Det skal helst gå rigtig godt, og vi skal helst have et stort netværk – men hvad hvis nu man ikke har det? Jeg blev lidt provokeret af den her kultur, vi har, hvor det altid skal gå godt, og vi altid skal have mange venner. For det er bare ikke alle, der kan leve op til det, eller som har lyst til at leve op til det. Det er blevet et hjertebarn for mig, fordi jeg synes, det var så brutalt at være ensom. Det er virkelig den værste følelse, jeg har oplevet. Og jeg vil rigtig gerne formidle videre til andre, at det er en følelse som er mulig at rumme, det er ikke farligt, men også at man selv har et ansvar. Det er faktisk muligt at gå igennem en kæmpe krise og komme tilbage og få et godt liv.

Matilde med sin lillebror, Rasmus.

Kan du stadig føle dig ensom i dag?

Ja. Jeg kan for eksempel sagtens føle mig ensom, selvom jeg sidder sammen med min kæreste for der er jo også nogle ting, han ikke forstår. Jeg kan føle mig ensom, når jeg sidder sammen med mine forældre, og vi snakker om min lillebror, fordi de kan tale om deres sorg sammen, hvor de er fælles om at have mistet et barn, men jeg er alene om at have mistet en søskende. Vi kan aldrig helt forstå hinanden. Når jeg er sammen med mine veninder, som har søskende som de taler om, kan jeg føle mig ensom. Så det er bestemt ikke noget, der bare går væk, bare fordi jeg har fået en kæreste, som jeg bor sammen med.

Da du gik igennem din sorg, havde du så selv en rollemodel, á la den du agerer overfor mange kvinder i dag?

Nej, det havde jeg ikke. Jeg søgte og søgte på nettet efter nogen, der havde prøvet det samme som mig, men jeg kunne ikke finde det. Jeg prøvede også at finde nogen, jeg kunne tale med, men jeg fandt hele tiden frem til sorggrupper for børn, der havde mistet en forælder. Så det var egentlig også en motivation for mig, for jeg fandt ud af, at jeg modtog en masse personlige historier, når jeg delte, og dem kunne jeg spejle mig i.

Hvordan hjælper du, de kvinder der skriver til dig?

Der var rigtig mange, der skrev til mig, da jeg begyndte at skrive om sorg og ensomhed, og jeg følte et kæmpe ansvar overfor dem. Det gør jeg sådan set stadig, men de første par år mødtes jeg med de her piger og gik tur rundt om søerne. Jeg hørte deres livshistorier og skrev med dem og aftenen, hvis de havde svært ved at sove. Det var ret hårdt, men jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle gøre, indtil min mor sagde: ”Du kan ikke redde hele verden”.

Jeg synes bare, det var arrogant af mig, hvis jeg ikke kunne hjælpe dem med et eller andet. Så jeg lavede ret spontant en Facebook-gruppe, som hedder ”Find en veninde – du er aldrig alene”. Så når de her piger skriver til mig, så kan jeg henvise dem til den her gruppe, hvor de på egen hånd kan finde en veninde. Facebook-gruppen blev både et værktøj i forhold til at kunne henvise dem til noget, men også i den forstand at jeg selv måtte lægge det lidt fra mig. Ellers blev det for hårdt.

Men du har stadig dialoger med piger over de sociale medier?

Helt klart, det er nok det, jeg bruger mest af min tid på. Jeg er uddannet pædagog, så jeg kan godt lide at give mennesker noget. Jeg skriver sammen med piger hver eneste dag, og nogle af dem har jeg skrevet med i flere år. Nogle gange gør jeg endda lidt ekstra, giver dem måske mit mobilnummer, så de altid kan skrive. Der er for eksempel nogle piger, der er på udveksling lige nu og en anden, der lige har mistet sin søster. Der synes jeg simpelthen bare, jeg har et ansvar, og det er noget, jeg tit diskuterer med mine bloggerkollegaer, fordi de ikke synes, de har et ansvar. Men det har jeg. Jeg gør selvfølgelig også ting, der ikke er rollemodel-agtige, men så er jeg meget bevidst om ikke at dele det, for når man har så mange følgere, der ser op til en, så er man bare nødt til at påtage sig et ansvar.

Ensomhed fylder mere og mere i medierne for tiden. Hvorfor er der så mange ensomme unge?

Jeg tror egentlig ikke, der er flere ensomme unge, end der hele tiden har været. Jeg tror bare, vi kan opleve os mere ensomme på grund af de sociale medier. Dengang jeg gik i skole, var der jo ingen, der havde mobiltelefoner. Der kunne jeg jo komme i skole om mandagen og finde ud af, at der havde været en fest om fredagen, men det kom jeg jo hurtigt over, hvor i dag kan man sidde derhjemme og se på de sociale medier, at der er en helt masse mennesker til fest, men man ikke selv er inviteret. Jeg tror, det er blevet nemmere at få ensomhedsfølelsen, fordi man oftere bliver mindet om, hvad andre laver.

Kan du give et godt råd til dem, der er pårørende til ensomme og folk i sorg?

Det værste du kan gøre, det er ikke at sige noget. Så hellere sig noget dumt. Hvis du har mistet en, der er død, så dør personen jo igen, hvis du aldrig taler om ham/hende. Jeg har nogle veninder, som aldrig nogensinde nævner min lillebror, og jeg har efterhånden accepteret, at det er fordi, det er for svært et sprog for dem, og så er der heldigvis nogle andre veninder, jeg godt kan tale om ham med.

Sig sådan noget som ”jeg føler med dig” og ”jeg tænker på dig”. Der er mange, der siger ”du må sige til, hvis jeg kan gøre noget”, men det kan man ikke, når man er i sorg. Jeg havde en veninde, der bare kom uanmeldt og havde handlede ind, lavede mad og vaskede tøj. Det havde jeg aldrig selv kunne bede hende om, for det havde jeg bare ikke ressourcer til på det tidspunkt. Hvis man har en i sin omgangskreds, der er ensom, så skal man gå til personen og spørge ind til det. Men jeg synes også, det er vigtigt at sige, at man også har et ansvar selv, hvis man føler sig ensom. Man kan ikke bare sætte sig ned og vente. Der kommer ikke nogen og banker på. Man er nødt til at gå derud, selvom det er så sårbart. Og så tror jeg også det er vigtigt at vide, at ensomhed er et grundvilkår, vi kan alle sammen føle os ensomme i perioder i vores liv. Da jeg gik fra min ekskæreste i slutningen af 20’erne, var jeg enormt ensom, men jeg vidste også godt, at det var en fase, jeg skulle igennem. Ligesom jeg kan forestille mig, at man kan føle sig ensom, hvis man er den første i venindegruppen til at blive mor.  Ensomhed er ikke farligt, hvis det ikke hæmmer vores liv.

Bliver man mere afslappet med alderen?

Helt klart. Der sker altså bare noget, når man bliver 30. Jeg er for eksempel langt gladere for min krop i dag, end jeg har været tidligere. Men det handler nok også om, at jeg har fået sat tingene i perspektiv. Jeg har mistet min lillebror, så jeg gider altså ikke bruge tid på at bekymre mig om strækmærker. De går jo alligevel ikke væk af den grund, og de siger ikke noget om mig som menneske.

Lige nu er du fuldtidsblogger og influencer, men kunne du forestille dig at implementere rådgivning endnu mere i dit job?

Ja! Jeg er rigtig glad for mit arbejde, men det kan også godt blive lidt overfladisk, så jeg tror, at alle de her snakke jeg har med piger hver eneste dag, gør at jeg kan holde ud at være i det. Jeg får mere og mere lyst til at få mere rådgivning ind i mit liv. Jeg overvejer lidt at blive kontaktperson eller mentor ude i det virkelige liv – fremfor kun på de sociale medier.