Den 5. juni 2019 er der Folketingsvalg i Danmark, og i den forbindelse har ELLE sat fem kvindelige folketingskandidater i stævne til en snak om deres vej ind i politik, mærkesager og drømmelovsændringen. Mød Mathilde Vinther, der er førstegangskandidat for Enhedslisten.
I forbindelse med det kommende folketingsvalg har ELLE sat fem kvindelige folketingskandidater i stævne til en snak om kvinden bag politikeren. De fem kvinder tæller: Pernille Vermund (Nye Borgerlige), Anne Valentina Berthelsen (SF), Anette Prang (Klaus Riskær Pedersen), Anna Libak (Venstre) og Mathilde Vinther (Enhedslisten).
25-årige Mathilde Vinther er opvokset i Gammel Rye i Østjylland, men i dag bor hun på Nørrebro i København.
Hun har tidligere været forkvinde i Danske Gymnasielevers Sammenslutning, og i dag læser hun til folkeskolelærer på Københavns Professionshøjskole, Campus Carlsberg. Og så er hun Folketingskandidat for Enhedslisten i Køge og Lejre.
Men hvorfor har hun valgt at stille op til Folketingsvalget? Hvor startede den politiske interesse, og hvordan er det at være (ung) kvinde i det politiske spil? ELLE mødte hende.
Hvordan kom du ind i politik?
Det startede faktisk, da jeg gik i 8. klasse og sad hjemme i sofaen i Gammel Rye og så tv-avisen, mens nogle irakere søgte asyl i Brorson Kirke – det var også derfor, jeg foreslog, at vi to skulle mødes her i Brorson Kirke i dag. Det var nogle ret voldsomme billeder, man så dengang, hvor irakerne skulle sendes tilbage til deres hjemland. Det gjorde i hvert fald noget ved mig. Her så jeg Johanne Schmidt-Nielsen og Line Barfod, som er nogle seje Enhedslisten-kvinder, stå herude på gaden foran kirken og forsvare irakerne. Derefter skrev jeg til Johanne Schmidt-Nielsen og spurgte, om jeg måtte komme i praktik hos hende en uge i 9. klasse, og det kom jeg så. Derfra blev jeg engageret på en masse forskellige måder både i ungdomspartiet, i Socialistisk UngdomsFront, i elevrådet og i Danske Gymnasielevers Sammenslutning.
For cirka otte måneder siden besluttede jeg mig for, at jeg gerne ville stille op til Folketinget på sigt, altså ved valget om fire år, men det hørte de så i vores Sjællandskreds, og da der så var en, der sprang fra til det kommende valg, sprang jeg til. Jeg vil jo også gerne ud og være folkeskolelærer, men der er bare så mange ting, der skal laves om, før de børn, jeg skal undervise, kan leve i en god verden. Derfor må jeg stå til rådighed.
Hvordan vil du beskrive dig selv om politiker?
Det, der fylder for mig, er jo at lave organiserende arbejde og kæmpe for en sag, som jeg kan få andre med på. Det er sjovt lige pludseligt at skulle forholde mig til mig selv i det og se mig selv på valgplakater, for det jeg normalt bruger min tid på er jo at forholde mig til, hvad jeg gerne vil med verden.
Hvilke overvejelser har du gjort dig i forhold til det mediefokus, der følger med jobbet som politiker?
Det er jo bare sådan, det er, hvis man gerne vil være med til at definere nogle ting i vores samfund. Jeg synes jo, at det er rigtig vigtigt, at medierne er opmærksomme på, hvad politikerne og magthaverne i vores samfund gør. Men jeg tror da også, det kan blive hårdt.
Har du forberedt dig på de henvendelser, du vil få som person?
Det er jo en anden side af sagen. Jeg synes for eksempel godt, det kan være skræmmende at være kvinde i det her. Jeg kan huske, at jeg engang så en politisk debat et offentligt sted, hvor der var nogen, der sad og snakkede om, hvordan Johanne Schmidt-Nielsen så ud, og det blev jeg helt vildt vred over. De sagde, at hun lukkede nogle dumme ting ud, men i det mindste så hun godt ud imens. Jeg synes, det er vildt skræmmende, at det er en del af det. Jeg tror, at der er nogle andre vilkår for kvinder i politik, end der er for mænd. Man skal være rigtig god hele vejen rundt, for man skal jo også være en god mor imens, og det tror jeg, der bliver stillet meget mere spørgsmålstegn ved, end der gør ved mænd. Jeg tror og håber, at det er nogle af de ting, der lige så stille er ved at ændre sig, men det er jo en del af hele den ligestilling, som jeg arbejder for politisk. Hvis man gerne vil have, at tingene ser anderledes ud, er der jo ikke andet at gøre end at tage kampen op. Da jeg var i Danske Gymnasielevers Sammenslutning, var jeg også ude i medierne nogle gange, og når man lige rammer i bedste sendetid, så kan der ende rigtig mange beskeder i ens Facebook-indbakke. Jeg fik tit nogle fra nogle lidt gamle mænd, der gerne fik flettet mit køn ind i debatten, hvor det egentlig ikke handlede så meget om politik. Og så er der jo også en masse mennesker, der berettiget er vrede på politikerne, som oplever ikke at have magten over deres egen hverdag. De oplever for eksempel, at deres helt almindelige hverdag ikke er repræsenteret på Christiansborg, og så bliver de enten vrede på alle politikere, eller på nogle bestemte politikere, som de synes har lavet en dårlig politik. Jeg tror ikke, det er sundt at skærme sig fra den vrede, for det er jo et billede på virkeligheden. Jeg synes, det er fair, hvis der sidder en masse mennesker, som er frustrerede over de politikere, der er i dag, men jeg synes, det er skræmmende, hvis den kritik skal handle om køn.
Kan du lade de sårende kommentarer prelle af, eller tager du det personligt?
Jeg håber, at jeg får en måde at være i det på, hvor jeg ikke skal tage det hele ind, men jeg tror, det bliver en udfordring. Jeg synes aldrig, man skal blive så hårdhudet, at man ikke lytter på kritikken og kigger på, hvorfor den kommer. Jeg vil gerne bevare den del af at være menneske, der gør, at jeg reagerer på voldsomme ting, både i form af kritik, men også i forhold til andre politikeres holdninger. Jeg har en forhåbning om, at det aldrig bliver normalt for mig, at der er nogen, der synes, at andre mennesker skal skydes efter ved grænserne. Det vil jeg blive ved med at blive overrasket over. Der er noget med balancen i at skulle kunne være i det, men samtidig skal jeg også blive ved med at være et menneske.
Hvordan ser politiker-delen af din hverdag ud i dag?
Jeg laver helt vildt meget. Jeg skriver mange opslag til alle mulige sociale medier, men så bruger jeg også rigtig meget tid på at besøge den kreds, jeg stiller op for. Jeg har været på cykelrundtur i kredsen, og så har jeg været ude og besøge de mennesker, der bor og arbejder i den kreds. Jeg bruger også meget tid med vores afdelinger i kredsen, altså de mennesker, som er hos Enhedslisten i Køge og Lejre. Her op til Folketingsvalget har jeg også skulle svare på en masse kandidattests, som alle vælgerne kan tage for at se, hvem de er mest enig med. Man skal svare på cirka 50 spørgsmål og skrive en lille tekst til hver svar, og det har i hvert fald taget helt vildt lang tid for mig. Der er nok nogle, der har folk til at hjælpe sig med den slags, men der gør jeg altså det hele selv. Jeg har også banket på døre hos folk, der bor i min kreds, hvor jeg har haft en masse snakke med folk om, hvad der foregår i deres hverdag for at blive klogere.
Hvad er dine mærkesager?
Det er rigtig vigtigt for mig, at vi får en god folkeskole, hvor vi får bygget nogle mennesker op, der, lige meget om de kommer fra et hjem med bogreoler fra gulv til loft eller ej, har lige muligheder. Det er også derfor, jeg gerne vil være lærer, fordi jeg vil sikre, at alle børn får de samme muligheder for at lære og udvikle sig. Vi skal have mere frihed til skolerne og have ansat nogle flere lærere, og så skal vi have afskaffet nogle af alle de tests, der fylder i dag. Noget andet der fylder, for de elever jeg skal ud og undervise, er, at der er nogle politikere, der vil smide dem ud af landet, og så er det altså svært at koncentrere sig om at lære. Vi har også nogle politikere, som ikke vil prioritere daginstitutionerne. Jeg vil have minimumsnormeringer, så vores børn ikke bare skal opbevares, når de er i børnehave, men så de rent faktisk får omsorg og mulighed for at udvikle sig. Børnene står også overfor en fremtid med store klimaudfordringer, hvis ikke vi gør noget nu. Vi skal gøre noget ved den kollektive transport, og vi skal hjælpe folk over i elbiler. Der vokser så mange store problemstillinger op, og det er også derfor, jeg gerne vil være med til at gøre noget ved det.
Jeg synes også, at de stramninger, vi ser vokse på udlængeområdet, er skræmmende. Her tænker jeg fx på Rasmus Paludan og Pernille Vermund. Vi kan se 10 år tilbage på det, der skete her i Brorson Kirken, og dengang synes vi, der var voldsomme stramninger, men så ser vi på, hvor vi er i dag i forhold til, hvad nogle politikere siger. Nogle vil sende mindst 300.000 mennesker ud af landet. Det er nogle af de børn, jeg skal ud og undervise. Der vokser noget i vores samfund, som vi bliver nødt til at tage meget, meget alvorligt.
Kan du nogensinde føle, at du skal skabe en holdning til noget, som du egentlig ikke føler for?
Der er jo en tendens til, at man helst skal vide noget om alting, men hvis man er ude til en debat, og der kommer et lokalt spørgsmål op, kan jeg sagtens have brug for at undersøge tingene, før jeg kan sige noget. Jeg har da tænkt, at jeg skal vide alt, og jeg må sætte mig ned og lære det hele, men det kan man jo ikke. Der tror jeg også, man skal øve sig i at være ærlig og sige: ”Det ved jeg ikke, så det må jeg gå hjem og undersøge”.
Hvis du måtte føre en ting igennem lige med det samme, hvad skulle det så være og hvorfor?
Jeg tror, jeg ville lave en bindende klimalov, som skulle sørge for, at al lovgivning, som skal gennemføres, ikke må skade klimaet. Lige nu er der altid noget, der har sorte frem for grønne træk, når vi laver lovgivninger fx i forhold til landbruget, men jeg ville sørge for, at alle nye lovgivninger skulle være klimavenlige. Det ville være et sted at starte, som ville sørge for, at barren aldrig kunne komme lavere, end den er i dag.
Der er ofte stor fokus på kvinders tøj i politik. Hvilke tanker gør du dig ift. din fremtoning i den forbindelse?
Det har jeg ikke sat mig ned og lagt en plan for, men det er nok et af de steder, hvor der er forskel på at være mand og kvinde – som mand er det nok lidt nemmere bare at hoppe i et jakkesæt uden at folk skænker det en tanke, og uden at det står i vejen for ens budskab – som kvinde kan man hurtigt blive opfattet enten for snerpet eller for useriøs alt afhængigt af, hvordan man klæder sig, og så går ens budskab måske ikke så klart igennem. Det synes jeg er ærgerligt.
