Hvad gør dig genert? Dit bedste køb nogensinde? Og hvad er din guilty pleasure? Alt det og meget mere kan du få svaret på fra nogle af de sjove, skøre, cool, skarpe og lækre damer, vi taler med herinde på ELLE-redaktionen.
Du kender sikkert venindebogen fra din barn- og ungdom, hvor små hemmeligheder og skøre tanker blev skrevet ned og delt med resten af venindeflokken.
Læs også: 21 spørgsmål til Maria Fantino
Den har vi ELLE-ficeret, og hvis du har lyst til at læse om de andre inspirerende kvinder, som vi allerede har haft besøg af her på domænet, så klik ind på Bex Fagerholt, Johanne Brostrøm, Emilie Helmstedt, Stine Goya, Christine Egholm og Camilla Balles venindebog.
Er du også en kæmpe kjole-entusiast, der elsker smukke designerdrømme? Så kan du umuligt have undgået at falde over Cecilie Thomsen.
Cecilie er nemlig kvinden bag udlejningsprofilen på Instagram ‘Cecilies kjoler‘, og vi er så heldige, at det i denne uge er Cecilie, der har svaret på en side i ELLEs venindebog.
Læs også: Charlotte Caroline svarer på 20 spørgsmål i ELLEs venindebog
Cecilie fik ideen til ‘Cecilies kjoler’, grundet kvinders uskrevne naturlov, der lyder, at det nærmest er umuligt at bruge den samme kjole to gange. En problematik hun syntes, kunne hjælpes på vej på en meget simpel, men også bæredygtig måde.
I et tidligere interview med Cecilie fortæller hun, at hun bor på sit 20 kvm kollegieværelse på Østerbro – sammen med sine 99 kjoler, som hun selv vasker i hånden og damper naturligt, mens hun er i bad.
Kjolerne er specielt håndplukket af Cecilie, derfor er udvalget begrænset, men udelukkende bestående af de smukkeste kjoledrømme, de fleste af os vil elske at iføre os.
Kunne du tænke dig at vide mere om denne uges veninde, kan du læse med herunder, når Cecilie blandt andet fortæller, hvilket item i sin garderobe hun bruger mest, hvad hun er komplet afhængig af og hvilken by, der er hendes absolutte yndlings.
Udover mit navn kalder folk mig: Cille.
Alder: 23.
Livret: Lasagne. Og jeg kan helt glæde mig til at spise det til morgenmad dagen efter.
Da jeg var lille, ville jeg være: Mange ting. Men jeg så, for nogle år tilbage, en dokumentar om Sylvia Earle (uden tvivl en YouTube-søgning værd, hvis du ikke kender hende) og fra da af, ville jeg være marinebiolog. Efter 100 dyk var jeg klar over, at jeg i bund og grund egentlig bare gerne ville være ligeså sej og dedikeret som hende.
Mit bedste køb nogensinde: Min første Bettina Bakdal kjole. Alene produktionen af kjolerne kunne jeg rose til skamme, og så var jeg endda så heldig at kunne købe den brugt af Caroline Brasch. Jeg har så mange gode minder i den kjole, og nu udlejer jeg den gennem mit hjertebarn cecilieskjoler.
Hvis jeg skulle beskrive mig selv med tre ord, ville det være: Kærlig, selvkritisk og nysgerrig.
Min absolut yndlingsby er: København om sommeren. Ellers foretrækker jeg landet og meget luft omkring mig.
Det har jeg altid i tasken: Min mobil og en lader. Gid jeg kunne skrive noget andet…
Sidste gang jeg græd, var: Jeg går i en terapigruppe på Ballerup psyk hver tirsdag – for en spiseforstyrrelse jeg har haft, siden jeg var 15. Det er stadig meget tabubelagt, men jeg øver mig i at åbne op. Der er jeg altid meget rørstrømsk.
Mit næste køb er: Jeg har fået fortalt, at det er meningen, at man skal leve på en sten, de første år man driver virksomhed. Derfor køber jeg næsten udelukkende kjoler.
Jeg vil gerne blive bedre til at: Tro på at alting nok skal gå i sidste ende, for jeg ved, at det er rigtigt. Og udenadslære – det ville gøre min hverdag markant nemmere.
All time favorite movie: Jeg ser faktisk aldrig film, da jeg har så svært ved at holde koncentrationen.
Læs også: Isabella Stokholm svarer på 20 spørgsmål i ELLEs venindebog
Jeg er komplet afhængig af: Nus når jeg er udkørt.
Det gør mig vred, når: Det er jeg sjældent, men mest når folk ikke gør deres arbejde ordentligt. Eller når børn er strenge ved andre børn.
Jeg er gladest, når: Jeg vågner op en søndag, i en seng der er alt for lille til at rumme to mennesker og en forvokset Berner Sennen hvalp på en gang.
Den her sang får mig altid på dansegulvet: Jeg er 183 høj, og har så længe jeg kan huske altid følt mig ret kejtet i egen krop – derfor er jeg kun på dansegulvet, når jeg er pænt fuld.
Det item i min garderobe, jeg bruger allermest, er: Mine Sophie Bille Brahe øreringe. Jeg havde tænkt, at det skulle være en gave fra mig til mig, når jeg fik min bachelor i medicin. Den plan blev fremskyndet, og jeg købte dem efter, at jeg med nød og næppe bestod mine eksaminer i anatomi og centralnervesystemet på 3. semester. Sidenhen har jeg stort set ikke taget dem af igen.
Mit højeste ønske er: At få 5 børn. Og at bo et sted med sildebensparket.
Guilty pleasure: Chokoladelakrids.
Jeg er stolt af: At jeg bliver bedre og bedre til at passe på mig selv.