I mean, isn’t that just kick-you-in-the-crotch-spit-on-your-neck fantastic? Oh, yes it is! Rachel Greens arbejdsgarderobe er nu i butikkerne, og du kan få fingre i den.
Det er 25 år siden, vi første gang lærte vores nye Venner at kende – nemlig Monica, Chandler, Rachel og alle de andre. Det er derfor også 25 år siden, vi begyndte at sukke over Rachel Greens fantastiske garderobe og begyndte at klæde os som hende. For at fejre jubilæet har Ralph Lauren i samarbejde med filmproduktionsselskabet Warner Bros kreeret en kollektion inspireret af karakteren spillet af Jennifer Aniston, Rachel Green.
Skal du have fingre i den?
Efter at have serveret kaffe på de seks venners stamkaffebar, Central Perk, i nogle år, lander Rachel Green drømmejobbet hos Ralph Lauren. Her arbejder hun i fem ud af seriens ti sæsoner. Faktisk optræder selveste Ralph Lauren i en af episoderne for at være med til at underbygge fortællingen.
Læs også: Ny pop-up-oplevelse lader dig træde ind i Friends’ mest ikoniske scenografier.
Kollektionen er derfor inspireret af hendes arbejdsuniform og vil blive solgt i den amerikanske luksuriøse butikskæde, Bloomingdales, som er Rachel Greens hyppigt frekventerede ’go to’-butik. Og for at tilføje lidt ekstra pizzazz omdanner de dele af butikken til en kaffebar, hvor der vil være kaffe på kanden og en stemning, som var du en del af venneflokken.
Og i bedste Central Perk-stil er kampagnen for Rachel Greens kollektion selvfølgelig skudt i sofaen i kaffebaren, hvor vi så ofte så Rachel hænge ud med vennerne efter en endt arbejdsdag hos Ralph Lauren.

’Wear-to-work’-kollektionen, som den vil blive kaldt, er et miks af Rachels mange forskellige looks. Den er spækket til med referencer fra modeguruens klædeskab i 90’erne, men tilpasset 2019. De forskellige designs tæller blandt andet rullekravetrøjer, miniskørter, klassiske, hvide skjorter, læderstøvler og en leopardjakke.
Kollektionen kan du finde i Bloomingdales, New York fra den 21. september 2019, men har du ikke mulighed for at drage over atlanten, kan du allerede nu få fingre i kollektion online, hvor priserne ligger fra 800 kroner og opefter.
Psst! Har du lyst til at blive inspireret af Rachel Greens garderobe? Se med i galleriet herunder hvor vi har samlet 15 stiltips, som vi har lært af Rachel.

Track pants.
Måske Rachel ikke var helt anstændigt klædt på til Ross' bryllup, men hendes bukser fejler ikke noget. I dag finder du lignende hos brands som Balenciaga, og vi styler dem med chunky sneakers og lange frakker.

Smækbukser.
Rachel beviser endda, at de både fungerer i en kort og en lang version. Vi er især vilde med stylingen med hvide sneakers og en sort blazer.

Den sorte blazer.
Rachel er en business-woman, og det kommer til udtryk i nogle af hendes outfits. En klassisk hvid skjorte med en klassisk sort blazer. Voila, Rachel beviser, at der ikke skal mere til... Hvis vi så også kunne kopiere frisuren, ville det være dejligt!

Culottes.
Rachel, der her fejrer sin datter Emmas fødselsdag, sætter en klassisk lille pump til, og vi siger tak for tippet.

Jeans.
Okay, måske kan Rachel Green ikke alene tage æren for jeans. Men hun beviser i hvert fald, at de holder i går, i dag og i morgen.

Her gik vi og troede, at klipklappere blev moderne under den københavnske modeuge i august 2018, men nix. De danske influencere kan altså ikke tage æren for at gøre Havaianas fashion, når Rachel allerede sportede dem til sine kjoler i 90'erne.

Det gode ved Rachels stil er, at den ofte er nem at kopiere, og dette tip er ingen undtagelse. Sæt en stram langærmet t-shirt under en løs stropkjole, og med ét har du, med Rachels hjælp, lige forlænget din sommergarderobe.

Rachel er jo født med en guldske et vist sted, og indimellem bliver hendes outfits lidt mindre monokrome og lidt mere pyntede. Leopardfrakken er et skønt eksempel, og over 20 år senere ville vi stadig gå med den.
Psst! Se lige den perlebesatte taske! Mon den er vintage?

Flatterende, sexet og tidløst. Need we say more?

Rachel er vild med den komfortable 90'er-stil, og det er vi også. Den printede t-shirt er lige så relevant i dag, som den var for 25 år siden. Vi stopper den ned i enten jeans eller højtaljede nederdele tilsat sneakers.

En klassiker går aldrig af mode, og det er lige så sandt for Rachel Green, som det er for hendes turtleneck. Rachel sporter sin i en modig farve, der matcher den ternede nederdel, og vi gør hende stadig kunsten efter den dag i dag. Psst! Prøv en version uden ærmer á la Rachel. Om vinteren kan du sætte en langærmet t-shirt under.

Der er intet, vi elsker højere, end når moden bliver afslappet og behagelig. Rachel er aktiv i Central Park, men det betyder ikke, at hun går på kompromis med looket. Det er lige før, vi får lyst til at optage en udendørs sport bare for at imitere looket 1:1.

Genialt. Intet mindre. Rachel parrer sin sorte kashmir-sweater med en kortærmet hvid skjorte, som titter frem ved krave og ærme, og vi spekulerer på, om Phoebe Philo mon fandt inspiration til sit sofistikerede Céline lige her?
Psst! Lav et lille bug på dit skjorteærme, så det kommer udover sweateren á la Rachel.

You saw it here first. Rachel sporter et monokromt sæt med højskaftede støvler under. I dag ELLEsker vi, når vores outfit matcher fra top til tå i form af et sæt. Den lange nederdel med høje støvler giver desuden Victoria Beckham-vibes, så du kan kigge videre hos den engelske designer, hvis du også elsker looket.

Nå så det var her, Gossip Girl fandt inspiration? Rachel viser ofte sine smukke stænger frem i korte nederdele (se også på sidste afsnit, hvor Rachel er iført en sort mini-skirt tilsat højskaftede støvler), og den ternede version er stadig fin. Vi sætter den til en stram turtleneck á la frk. Green.
