Der er gode nyheder til alle Outlander-fans derude. I fredags løftede tv-netværket Starz nemlig sløret for, hvornår sæson 4 af den eventyrspækkede serie ruller over skærmen.
3. sæson af Outlander udkom sidste år i september måned, og derfor var det en stor skuffelse for de mange dedikerede fans, da det amerikanske tv-netværk Starz tidligere på året annoncerede, at 4. sæson af dramaserien først ville få premiere engang i november. Det betød nemlig, at den trofaste fanskare måtte væbne sig med tålmodighed og vente en hel måned ekstra på gensynet med deres yndlingsserie.
Men nu er der endelig gode nyheder. I fredags afslørede Starz nemlig, at 4. sæson af den prisbelønnede serie allerede løber af stablen søndag d. 4. november 2018. Det at premieren falder tidligt på måneden – og ovenikøbet i en weekend – må siges at opveje en del for den forlængede #draughtlander tid.
For at markere anledningen offentliggjorde Starz denne fine plakat fra sæson 4:
Viaplay har rettighederne til den 4. sæson af Outlander og hvis det kører, som det har gjort de forrige gange, så betyder det, at vi kan se det første afsnit dagen efter – altså d. 5. november 2018.
Læs også: ELLE-redaktionen: Disse serier glæder vi os til at gå efteråret i møde med
Sæson 4 er baseret på det fjerde bind ”The Drums of Autumn” i Outlander-serien, som er skrevet af den amerikanske forfatterinde Diana Gabaldon. I den nye sæson er det skotske højland byttet ud med ”the land of opportunities”. Her følger man nemlig Claire og Jamie, som de bosætter sig i 1700-tallets kolonier i North Carolina, mens de kæmper med kendte såvel som ukendte udfordringer. Det er også i denne sæson, at Jamie for første gang møder sin biologiske datter Brianna – et øjeblik som mange outlander-fans uden tvivl har ventet på i spænding.
Den nye sæson byder også på en ny række karakterer, hvilket betyder, at Outlander-castet vil blive beriget med endnu en håndfuld talentfulde skuespillere. I den nye sæson vil man blandt andet kunne opleve den irske sangerinde og skuespiller Maria Doyle Kennedy som Jamies tante, Jocasta Cameron, og Eragon-stjernen Ed Speelers i rollen, som piraten Stephen Booney, der efter sigende skulle være en ny fjende til Fraser-parret.
Forsød ventetiden lidt ved at (gen)se traileren på sæson 4.