Film og TV

Kom helt tæt på Cecilie Stenspil

- 06/05/2010

Som barn ville hun være konditor, men skuespillet sneg sig ind på hende, og Cecilie Stenspil spiller i dag de helt store kvinderoller, lige fra den hårdtslående livvagt Jasmina over Bess i Breaking the Waves på Odense Teater til den syngende blomsterpige Eliza i My Fair Lady på Det Kongelige Teater.

 

ELLE interviewer Cecilie Stenspil

Hvad er det første, du gør om morgenen?
I øjeblikket spiser jeg tidlig morgenmad, for det er svært at synge senere på dagen med maven fuld, så måltiderne skal koordineres med forestillingerne. Grøntsagsjuice, æg, havregrød med banan eller avocado, noget, der har substans. Og så drikker jeg rigeligt med vand. Jeg har læst et sted, at det tager seks uger for det vand, jeg drikker nu, at nå ned til mine stemmelæber.

Har du nogen skønhedsritualer?
Jeg gør jo ikke så meget … men jeg er lidt forelsket i Andrea Elisabeth Rudolphs ansigtsolie, og så bruger jeg solfaktor hver dag. Til hverdag er jeg en Jane Iredale-pige, og skal jeg noget, er det ‘Lumious Silk Foundation’ fra Giorgio Armani og ‘Dior Show’-mascara. Og så har jeg endelig fundet en makeupfjerner, der kan tage fire lag vippelim, Matas den blå to-fase, det skulle man ikke lige tro …

Se også: Køb Cecilie Stenspil’s BORCHER-kjole til fordel for Haiti

Hvordan holder du dig i form?
Det kommer an på, hvad mine roller kræver. Til Jasmina løb jeg, boksetrænede og trænede kettlebells (tunge, runde håndvægte, red.), men dem holder jeg en pause fra nu, for til Eliza træner jeg vals og sang. Da jeg spillede Bess i Breaking the Waves (på Odense Teater, red.), svømmede jeg meget, både fordi Bess har en helt anden kropsholdning end mig, og så fordi det er en fysisk superkrævende rolle.

Hvad ville du være, da du var barn?
Konditor! Jeg var i praktik på La Glace. Måske er det, fordi jeg er halvt færing; vi elsker søde sager, men jeg ville jo aldrig kunne have et konditori, for jeg ville spise alle kagerne selv.

Ligner du de kvinder, du spiller – Eliza, Bess, Jasmina?
Nej, de ligner mig, fordi det er mig, der fortolker dem. Jeg elsker at spille kvinder, som handler: Bess er parat til at give sit liv for sin mand, Jasmina parat til at ofre det for ytringsfriheden, og Eliza tager skæbnen i sin egen hånd og banker på hos professor Higgins, fordi hun vil lære noget.

Let’s talk fashion – hvilke designere kan du li’?
Hvis du havde en million og måtte ribbe en designer, hvem skulle det være?
Ole Yde, Armani Privé, Tusnelda Bloch … Hvilken kvindes garderobe ville du gerne låne? Dita von Teeses.

BLÅ BOG

Cecilie Stenspil (født 22. oktober 1979 i Glostrup) gik på en folkeskole, hvor to engagerede lærere brugte drama som indlæringsteknik. Senere blev det til dramahold efter skole og Eventyrteatret, inden hun kom på Skuespillerskolen ved Odense Teater. I 2009 fik hun hovedrollen som Jasmina i Livvagterne, og samme år spillede hun en meget rost Bess i Breaking the Waves på Odense Teater. Lige nu står hun på Det Kongelige Teaters store scene som Eliza i My fair Lady, hvor hun spiller over for Søren Pilmark. Privat danner hun par med skuespilleren Mads M. Nielsen.

Andre relevante links

Kunstprofil:
Maria Rubinke
Wolfman-aktuelle
Emily Blunt eksklu-
sivt for ELLE.dk
Skuespillerinden
Vera Farmiga