Den travle forretningskvinde er gået all in på 80'erne i ny kampagne for sit undertøjs- og badetøjsmærke.
Normalt er du vant til at se reality-stjernen Kim Kardashian i Balenciaga fra top til tå med sin stramme signaturfrisure og moderne makeup. Men nu debuterer milliardæren et helt nyt look, som vi ikke havde set komme.
Verdensstjernens undertøjs- og badetøjsmærke SKIMS har nemlig netop lanceret en ny kollektion bestående af badetøj i metallic materialer. Og hvilken bedre måde at promovere det på end ved at dedikere hele kampagnen til årtiet, der gav os nogle af de mest ikoniske frisurer og looks – nemlig 80’erne.
Kim Kardashian er, som vanligt, med i kampagnen, hvor hun næsten ikke er til at kende med højt hår, blå øjenskygge og clip on-øreringe, der med det samme leder tankerne hen på nogle af 1980’ernes største stjerner som Heather Locklear og Farrah Fawcett.
Det hele er iscenesat i vaskeægte 80’er-æstetik komplet med hvide liggestole og sløret filter – som var det taget direkte ud af en scene fra serien ‘Dollars’.
Kim Kardashian er langt fra den eneste til at omfavne det ikoniske årti, for flere elementer er allerede (eller igen om man vil) på retur i både moden og hele popkulturen.
Tag bare filmatiseringen af Barbie, der allerede har budt på nogle vilde retro-antræk, neonfarver i kollektioner hos modehuse som Valentino, Louis Vuitton og danske Stine Goya og ikke mindst lyden af firserne i nye numre fra artister som The Weeknd, Tove Lo og Kylie Minogue.
Hvis 70’erne var 10’ernes helt store besættelse, så bliver firserne det igen i 20’erne. Og selvfølgelig er det Kim Kardashian, der går forrest.