Home / Interiør / Bolig / Sonja Wolffbrandt Christensen: Sådan bor jeg
Sonja Wolffbrandt Christensen mener, at personlig stil er mere end bare dit look. Alt, hvad du omgiver dig med – fra beauty til bøger – viser, hvem du er. Og for Sonja Wolffbrandt Christensen, kvinden der står bag det fine undertøjsmærke, Viola Sky, inkluderer en personlig stil silke og sarte farver.
Tekst: Rebecca Laudrup
Sonja Wolffbrandt Christensen bor i en lille hyggelig lejlighed på fjerde sal. Hun er designer og grundlægger af det smukke lingeri og badetøj Viola Sky.
Lejligheden er feminin, men alligevel enkel. Sonja elsker ting, men er også klar over, at hvis man vil have noget til at træde frem, kan det ikke nytte noget at have alt for meget, derfor må man give plads, for det er vigtigt, at der også er steder, hvor øjet kan hvile. Hun har haft Viola Sky siden 2004, men tog en pause i et par år og lukkede sin butik, mens finanskrisen kradsede. I 2011 tog hun fat igen, denne gang online, og det blev til en succes. Derfor kunne drømmen om en ny butik også blive til virkelighed i 2016 – bare fem minutter fra, hvor hun bor.
Sonjas hjem er blevet hendes helle, og når hun arbejder hjemme, slapper hun af. ”Jeg elsker mit ’workspace’, der kan jeg sidde og fordybe mig fuldstændig – hele verden forsvinder omkring mig, for her sidder jeg og udvikler modeller, leger med farver og kigger på materialer. Når jeg sidder der, er jeg nok allermest fredfuld. Dét at man fuldstændig kan forglemme sig og bare være i en proces. Det elsker jeg.”
Sonjas indretning og Viola Sky-universet ligger tæt op ad hinanden; det er et univers med feminine og finurlige dimser, lyse farver og lidt fransk forår, som hurtigt får dig til at glemme, hvor du befinder dig.
Se med i galleriet og fordyb dig i Sonajs feminine og yderst smukke univers.
Foto: Pia Winther, styling: Stine Tidselbak Jacobsen
Foto: Pia Winther, styling: Stine Tidselbak Jacobsen
Det blomstrede silketørklæde, der hænger på den franske lampe, er fra vintagebutikken Carmen, der ligger i Larsbjørnsstræde i København K.
Foto: Pia Winther, styling: Stine Tidselbak Jacobsen
De sorte sko med de fine pelspomponer er købt i Cambodia i sommer. Sonja er ikke den store shopper, men har lært af erfaring, at hvis der er noget, som hun med det samme ved er hende, så skal hun købe det, ellers fortryder hun det senerehen. Tæppet, fundet på Lauritz.com, er skabt med en speciel fransk væveteknik. Normalt koster denne type en del og kommer ikke så tit på auktion, men Sonja var heldig at få fingrene i det.
Foto: Pia Winther, styling: Stine Tidselbak Jacobsen
Alle Viola sky-kollektioner har et navn, f.eks. ’Let’s dance’ som en hyldest til afdøde david Bowie. s/s 2017-bh’en hedder ’Cherry Kiss’ inspireret af Vladimir Nabokovs roman Lolita.
Foto: Pia Winther, styling: Stine Tidselbak Jacobsen
Sonja er vild med at finde ting på loppemarkeder (såsom ’Lilje’-lysestagerne fra Skultuna) eller steder som den blå avis (marmorbordet). Hun er heller ikke en, der gemmer på for meget; hun ’nøjes’ med at beholde sine yndlingsting, hvilket også gælder for indholdet i klædeskabet. Puffen en gave fra hendes datter og er købt i Marokko.
Foto: Pia Winther, styling: Stine Tidselbak Jacobsen
Tørklædet, der hænger under klokkehatten, er købt i Cambodia og har været tre måneder undervejs. det er lavet helt fra bunden – fra silkelarverne til indfarvningen, til vævningen – og er et unikt håndværk, som har en speciel betydning for Sonja.
Foto: Pia Winther, styling: Stine Tidselbak Jacobsen
Skabene er spækket med Viola sky ting som materialer, mapper og mønstre, og i soveværelset har Sonja en fin lille undertøjsskuffe, hvor alt det yndige lingeri ligger som små pakker slik.
Foto: Pia Winther, styling: Stine Tidselbak Jacobsen
Inde i Sonjas fantastiske ’workspace’ hænger hendes inspirationsvæg med alt fra udklip til smukke blonde- og stofprøver.
Foto: Pia Winther, styling: Stine Tidselbak Jacobsen
Kreativiteten kommer ikke fra fremmede: Maleriet med den unge kvinde er malet af Sonjas mor, da hun var omkring 16 år gammel.