Tanja fra designbureauet All the Way to Paris har et stilbevidst syn på indretning - kom med på besøg hos den feterede designer
Som partner i designbureauet All the Way to Paris har Tanja Vibe et stilbevidst syn på indretning. I hendes lejlighed i hjertet af København er der højt til loftet. Også i overført betydning. ELLE har besøgt den feterede designer, der har indrettet med ikoniske designmøbler og masser af personlige fund.
Tekst og styling: Mille Collin Flaherty & redaktionen. Foto Line Thit Klein
Tanja Vibe er typen, der ikke lader sig begrænse. Hverken i sit arbejde eller når hun indretter sit hjem. Hun er den ene af to partnere i det grafiske designbureau All the Way to Paris, eller blot AT WTP, som hun startede sammen med Petra Olsson Gendt i 2004, og som løser opgaver for kunder som Georg Jensen, Muuto, Malmö Kunsthal, Stilleben, Adax og Hay.
Tanja bor sammen sin mand og deres 3 drenge i en kæmpe lejlighed blot et stenkast fra Tivoli. Det er en af de helt store, gamle københavnske herskabslejligheder med plankegulve, stuk og flere meter til loftet. Stilen er enkel og tidløs, og hun indrømmer gerne, at hun tit rykker rundt, og der kommer også jævnligt nye ting og møbler til, mens andre bliver rykket i baggrunden eller ryger helt ud. Visse møbler og objekter er dog mere eller mindre hellige. Hun er rigtig glad for sine Mogens Koch-stole, der kommer fra hendes barndomshjem, og for hendes mand Ulrik Wecks værk Vertical Horizon
Se billeder og beskrivelser af Tanjas hjem i galleriet nedenfor

I Tanja Vibes spisestue fungerer to tidligere skriveborde som ét langt spisebord. Stolene er et miks af blandt andet Arne Jacobsens 7’er med armlæn og Piano Chair, som er designet af Wilhelm Wohlert og nu produceres af Stellar Works. Pendlerne er af Tom Dixon.

Tanjas skrivebord med grønt linoleum på pladen og den grønne stol er begge dele tegnet af Egon Eiermann og forhandles af Please Wait to Be Seated. Lampen er fra Restart Milano.

Designbureauet All The Way To Paris, hvor Tanja Vibe er partner, har stået for det grafiske udtryk til kataloget for Jeppe Heins kunstprojekt A Smile for You.

Sofaen i stuen er designet er Hans Wegner og købt på Lauritz.com. Det runde sofabord er fra Muuto, og det lille Eames-bord fra Paustian. Væglampen, 265, er designet af Paolo Rizzatto for Flos.

Bordet i køkkenet er tegnet af Alvar Aalto og var stillet til storskrald i gården. Stolen for bordenden er af Børge Mogensen og købt på Lauritz.com, den grønne er fra Muuto. Taburetterne er fra Mater.

Det hvide kunstværk Vertical Horizon af Tanjas mand Ulrik Weck over en skattet Mogens Koch-foldestol. Lampen er fra Muuto.
