Nord for København har smykkedesigner Charlotte Lynggaard indrettet et smukt træhus med plads til både japansk ro og masser af kreativitet.
Tekst: Mette Skjødt // Foto: Heidi Lerkendfeldt
Charlotte Lynggard, der er smykkedesigner og kreativ direktør hos smykkebrandet Ole Lynggard, bor i det skønneste træhus i Hellerup.
Grundstenen i Charlotte Lynggaards indretning er en ambition om at bevare stedets oprindelige sjæl og at samle de inspirationer, der er vigtigst i hendes liv: naturen, roen og havet:
“Placeringen var helt sikkert det, der gjorde, at jeg øjeblikkeligt forelskede mig i stedet. Vi er omgivet af natur – skov på den ene side og en smuk udsigt over havet på den anden. Naturen er en stor inspirationskilde for mig. At kunne mærke det sprøde lys fra havet, der i de tidlige morgentimer strømmer ind i mit soveværelse, fylder mig med energi og liv,” fortæller Charlotte.
Se også: På besøg hos stylist Pernille Teisbæk
Qua sit job hos Ole Lynggaard Copenhagen har Charlotte Lynggard rejst meget i blandt andet Japan, og den japanske indretning, med stærke kontraster og en zen-lignende følelse, har hun forsøgt at tage med ind i sit eget hjem:
“Vi ønskede at skabe et varmt og indbydende hjem, hvor folk kan fornemme hyggen og den gode energi. Og det er lykkedes os ved at respektere sjælen i huset og også ved hele tiden at udvikle og tilpasse stedet.”
Læs også: ELLE elsker.. bænk fra Florence Knoll
I Charlotte Lynggards hjem vil du altid finde friske blomster fra haven, da de bringer den vilde danske natur ind i hendes stuer. Ellers er det klassisk dansk design, der blander sig med vintagemøbler, som præger Charlotte Lynggards hjem.
Mørkt træ og rå materialer bliver blødt op af blomstrede tekstiler, og Yin møder Yang i en ekstremt forfinet palet af farvenuancer:
“Vores hjem skal have en vis ro, så jeg foretrækker farver som hvid, brun, grå, sort og et strejf af blå. Og alting i vores hus har en særlig betydning. Det er et hjem med mange historier – ting, der minder mig om mit barndomshjem, mine bedsteforældres hjem, en særlig rejse eller en særlig lejlighed i vores liv,” fortæller Charlotte.
Se også: Fotograf Petra Kleis’ stilige loftslejlighed i hjertet af København
Vi har samlet en masse skønne billeder af Charlotte Lynggards hjem i Hellerup, og du kan se dem alle i galleriet nedenfor. Der er en lille tekst tilknyttet hvert billede, der beskriver nogle af tankerne og historierne bag hjemmet.
Psst.. Hvis du sidder ved computeren, bruger du pilene i galleriet, og sidder du ved mobilen, ‘swiper’ du bare 🙂