Designer Nanna Søbirks hjem er enkelt indrettet, men i december fylder hun det smukke vinterhjem med levende lys, enkelt julepynt og masser af knas til alle sine mange gæster i løbet af december. Kom med indenfor...
For grundlæggeren af de to modebrands Kokoon og Label no. 2 Nanna Søbirk er december en måned, hvor man samles. Nanna er med sin familie flyttet i et 240 kvm stort hus i Charlottenlund. Og et af Nannas vigtigste fund til boligen er et stort spisebord, så hun har plads til at samle venner og familie i løbet af december. I januar 2016 kunne du i ELLE Decoration komme med indenfor i Nanna Søbirks vinterhjem, og her bringer vi interviewet og den flotte billedserie.
Tekst af Mille Collin Flaherthy
I Nanna Søbirks nyindrettede rækkehus er stilen enkel, rummelig og personlig – præcis som det tøj, hun designer. Tændte stearinlys og dæmpede lyskilder er en stor del af udtrykket, der i december understreges af enkel pynt, knas og åbne invitationer til alle, der har lyst til at slå vejen forbi.
Hvordan vil du beskrive din stil?
Rigtig mange af de ting, jeg omgiver mig med, er nogle, jeg har haft i mange år, og sådan er det også i min garderobe. Jeg er meget til langtidsholdbare løsninger. Mit univers er behageligt med fokus på fine detaljer, der ikke er ’in your face’, men mere lidt skjulte. Jeg elsker ting og tøj, hvor man kan se, at der ligger en ekstrem ekspertise bag håndværket. Jeg kan godt lide ting, der er lidt underspillede. Jeg er nok på det seneste redet lidt med på den aktuelle farvebølge i mit hjem, men i en mere støvet palet.
Hvordan tilpasser du dit hjem de mørke måneder?
Jeg er meget til hygge og tænder tit stearinlys – også om sommeren. Jeg ville også ønske, jeg havde en pejs. Jeg klæder primært mit hjem på i vintermånederne med levende lys og tæpper, men helt generelt er jeg tiltrukket af varme og en hyggelig stemning frem for det mere kolde – som jeg sjovt nok foretrækker i min påklædning. Puder, plaider og lys skaber varme herhjemme sammen med masser af træ.
Hvordan forener du æstetik med hygge i dit hjem?
Jeg har som udgangspunkt nemt ved at forene de to begreber, fordi jeg nok typisk falder for noget, der har et element af begge dele. Vi er lige flyttet ind, og i huset her er der en karnap, hvor jeg havde forestillet mig, der bare skulle stå en stol. Men da stolen kom, kunne jeg godt se, det ikke var særlig hyggeligt, fordi den ligesom var for lille i det store rum. På den måde vinder hyggen nok over æstetikken. Nu får vi lavet en indbygget daybed i karnappen i stedet. I tanken var stolen enkel og smuk, men i praksis har jeg det bedre med at synke ned i et hjørne fyldt af puder.
Prøv at beskrive stemningen hjemme hos dig i december.
Varm og hyggelig. Her er alt det, man forbinder med jul: pynt og knas. Jeg kan godt lide jul og dyrker det også meget i hjemmet. Jeg tror, at det med at pynte er noget, jeg har med hjemmefra. Min mor pyntede altid fint op, og som barn elskede jeg, når julekassen kom op fra kælderen. Hos os kan man godt se, når det er december.
Hvad ønsker du dig til dit hjem i julegave?
En sofa. Jeg har set en på Artilleriet.se. ’Belleville’ hedder den. Jeg kan godt lide, at den er rummelig, indbydende og hyggelig i udtrykket. Den har store, tykke, dunfyldte hynder, og så er den i hør, der er blødt at sidde i, selv om uld nok er mere praktisk. Jeg ønsker mig den i mørkegrå. Den passer godt i mit univers, fordi den samtidig er enkel og uden dikkedarer.
Hvilke traditioner er det ikke rigtig december uden?
Vi har lidt småkagebagning, men har faktisk talt om, at det ville være rart med nogle faste traditioner, der var vores egne. Måske med venner. Vi køber dog altid et juletræ, som vi pynter. I år er der plads til et stort et, fordi her er plads og højt til loftet.
Se Nannas smukke vinterhjem i galleriet nedenfor.