ELLEs digitalredaktør elsker at have sine ting stående fremme - lige fra sit tøj til små opstillinger af lækre bøger, magasiner, dimser og blomster. Få et blik ind i Laura Lawaetz fine Københavnerlejlighed...
Tekst: Maria Frederikke Munch Thorgaard // Foto: Pernille Enoch // Styling: Jesper With
For Laura Lawaetz, der er ELLE.dk’s digitalredaktør, har interessen for mode eksisteret, siden hun var helt lille – ikke mindst fordi hun har en moster og en mormor, der begge arbejder og har arbejdet inden for branchen. Laura har arvet mange ting fra dem – ikke bare fysiske ting, men også forkærligheden for at shoppe.
Ikke overraskende for en digitalredaktør foregår det oftest på nettet, f.eks. på Net-a-porter.com, Mytheresa.com eller Zara.com, for Laura synes, det er nemmere at overskue webshoppen end den fysiske butik.
Indretningsmæssigt synes Laura selv, hun har flere ting stående fremme, end hun ser i mange andre hjem, og selv om kæresten godt kunne ønske sig, at flere af tingene var inde i skabene, så elsker Laura de små opstillinger af mode- og fotobøger, dimser, magasiner og blomster i vaser.
Ikke engang hendes tøj er gemt væk i et skab – men fordi det er fremme, kan Laura nemmere holde styr på det, og selv om der er godt fyldt op på hylderne, så har hun faktisk kun det, hun bruger og har lyst til at gå i.
Klik dig igennem galleriet og få en blik ind i Lauras fine hjem!
Psst…klik eller ‘swipe’ dig igennem billederne.
Foto: Pernille Enoch
Laura Lawaetz er 28 år og digitalredaktør på ELLE.dk. Hun står desuden bag modebloggen Stylejunkie.dk. Laura bor sammen med sin kæreste.
Foto: Pernille Enoch
Foto: Pernille Enoch
’Det lyserøde hjørne’ kalder Laura vindueskarmen, som hendes kæreste ikke bryder sig så meget om. De fleste af tingene i hjørnet er arvestykker fra Lauras mormor.
Foto: Pernille Enoch
Karlekammerskabet har Laura arvet af sin mormor, så det betyder noget helt særligt for hende. Silkeskjorten er fra Heartmade, et af Lauras danske yndlingsmærker.
Foto: Pernille Enoch
At have tøjet hængende fremme og ikke bag låger stiller selvfølgelig krav til Lauras ordenssans, men det giver hende også det perfekte overblik over, hvad hun har. Om vinteren får hun opmagasineret sit sommertøj og omvendt. ’Metro’-reolerne er købt hos Casashop.
Foto: Pernille Enoch
Laura drømmer om at skifte sin sofa ud med en, der er lidt større, og som har chaiselong. De to stole er Arne Jacobsens ’Ægget’ i læder, og sofabordet er fra John Dick & Son.
Foto: Pernille Enoch
Foto: Pernille Enoch
Da Chanel-espadrillerne kom i butikkerne, var Laura så opsat på at få dem, at hun fik sin gudmor i London til at købe dem for sig, og de er stadig blandt hendes favoritter.
Foto: Pernille Enoch
Fordi Laura og hendes kæreste rejser meget, får friske blomster dem til at føle sig hjemme.
Foto: Pernille Enoch
Laura er ikke bange for at indrette sig med farver, som i soveværelset med det multifarvede Beni Ouarain-tæppe og Jan Wessel-maleriet, der er et arvestykke.