Bolig

Kom indenfor hos tekstil- og kostumedesigner Tatiana Andersen Camre

- 23/12/2018

Hos designer Tatiana Andersen Camre bliver der ikke skelnet stort mellem æstetik og hygge. For hende kan en lysestage eller pude sagtens være både smuk og hyggelig, og så kan hun aldrig helt få nok af julekugler, der hjemme hos hende ligesom masser af guld, sølv og levende lys er med til at skabe en decemberstemning a la Nøddeknækkeren.

Trykt i ELLE Decoration Januar 2018, nr. 25 // Tekst og styling: Mille Collin Flaherthy // Foto: Line Thit Klein  

 

Tatiana Andersen Camre er tekstil-, beklædnings- og kostumedesigner med eget brand T.A.C., der blandt andet kan købes hos Holly Golightly i København. Hendes lille andelslejlighed på Frederiksberg er som hendes design fuld af smukke tekstiler, farver og mønstre.

 

 

Min stil er farverig og mønstret. Æstetik betyder meget for mig. I mit arbejde og derved også i mit hjem. Grundstenen i min indretning er mønstre. Naturligvis på tekstiler, men også på porcelæn, æsker og i billeder. Mange ting i mit hjem er desuden købt på rejser.  

 

I de mørke måneder skal mit hjem være hyggeligt på en anden måde end om sommeren. Derfor er her lige nu masser af velour, silkepuder og uldtæpper – og mange stearinlys.

Og så betyder bøger noget helt særligt for mig. Når det bliver mørkt og koldt, opholder man sig altid mere hjemme, og både i forbindelse med research til nye projekter, og fordi de repræsenterer universer at forsvinde ind i, spiller bøger en stor rolle for mig. 

 

Æstetik bliver i mit hjem forenet med hygge overalt. En lysestage kan f.eks. sagtens være flot, selv om den er hyggelig. Puder i smukke tekstiler er også både hyggelige og smukke at se på.   

 

I vintersæsonen falder jeg typisk for materialer som uld, silke og velour, og så passer guld og sølv også bare bedre til vinteren. 

Jeg elsker tekstil, fordi det kan udtrykke så meget. Tekstiler var traditionelt en refleksion af et lands kultur, og der var meget symbolik knyttet til farver og symboler. Jeg har altid interesseret mig for beklædning, og særligt med print kan alting indfanges og gengives. 

 

I december måned er mit hjem forhåbentlig lidt eventyrligt. Jeg tilstræber en decemberstemning, der er ligesom balletten Nøddeknækkeren. Jeg pynter altid op med julekrybben fra Krakow i metallic farver og julekugler fra New York.  

 

Hos mig bliver det ikke jul uden italiensk panettone med mascarpone og smeltet chokolade ovenpå. Og så elsker jeg at dekorere honningkagehuse.