Home / Interiør / Bolig / Kom indenfor hos kvinden bag Jérôme Vintage
Personlig stil er mere end bare dit look. Alt, hvad du omgiver dig med – fra beauty til bøger – viser, hvem du er. Og for indehaver af Jérôme Vintage Pia Anna Kierulff inkluderer det unikke vintagefund fra bl.a. Paris og Berlin med enestående kvalitet og historier – og så er det bæredygtigt.
Tekst og styling: Maria Frederikke Munch Thorgaard // Foto: Pia Winther
Boligen har været bragt i ELLE, april 2018
Som barn var Pia Anna Kierulff ofte med sin farmor rundt i byen og kigge på butikker. Farmoren var den eneste i familien, der gik op i tøj og mode, og hendes yndlingsbutik lå i Tullinsgade. I dag ligger Pias vintagebutik, Jérôme Vintage, i selv samme lokale, og det er mildest talt et skatkammer for alle, der elsker unikke styles i enestående kvalitet fra Christian Dior, Yves Saint Laurent, Chanel & co.
Egentlig er Pia uddannet inden for hotel- og restaurationsbranchen og har altid gerne villet være selvstændig, men med tre små børn og en mand, der som filmfotograf rejser meget, havde Pia brug for et fleksibelt job.
Det var hendes mands ide, at hun åbnede en butik og solgte noget af alt det vintagetøj, hun over årene havde samlet. I dag er Jérôme Vintage en af byens mest populære vintageforhandlere, og når Pia lægger noget på butikkens Instagramprofil, bliver det solgt lynhurtigt. Tøjet finder hun på rejser til bl.a. Paris og Berlin og på internationale netauktioner.
Kun en sjælden gang imellem bliver hun fristet og beholder noget selv, for som hun siger, så har hun haft oplevelsen af at finde det og købe det og har derfor ikke brug for, at det flytter ind i hendes egen garderobe. Derfor bugner hendes skabe ikke, men det, hun har, er – ud over overvejende at være sort – af højeste kvalitet og med fine håndværksmæssige detaljer. Det samme gælder i hendes indretning – størstedelen er købt brugt, for Pia kan godt lide det bæredygtige aspekt samt at tingene har en historie.
Gå på opdagelse i Pia Anna Kierulffs fine bolig i galleriet.
Her bor: Pia Anna Kierulff, 37 år, indehaver af vintagetøjbutikken Jérôme Vintage, der ligger på Tullinsgade 12 på Frederiksberg. Bor privat på Vesterbro sammen med sin mand og deres tre børn.
Følg Pia på Instagram @piaannakierulff og hendes butik på @jerome_vintage
På trods af at Pia har tre børn, er hverken hendes tøj eller sko til den praktiske side – det vidner hendes støvletter (begge par fra Balenciaga) om. Fotografiet, der er skudt juledag i Berlin, har hendes mand taget, glaslampen er vintage fra Murano, og bogkasserne er af Verner Panton.
Fordi Pia ser så meget tøj, får hun også selv ideer til ting, hun godt kunne tænke sig, og i samarbejde med en skrædder er der bl.a. kommet den rosa kombinerede kåbe/kjole i silke og den lange, sorte aftenkjole ud af det. Blondekjolen har hun købt på amerikansk E-bay – et sted, hun gør mange fund.
For Pia, der samler på gamle italienske lamper, er Bestlite-lampen lidt en torn i øjet, men hun synes, den hænger godt og giver et fint lys. Det grafiske værk fik hun i 18-års fødselsdagsgave af kunstneren bag, Brit Windahl, der også er hendes barndomsveninde. Gio Ponti-koppen har Pia for nylig selv købt, og den bliver udelukkende brugt som pynt. Lampeskærmen er et berlinerfund.
Med undtagelse af de sorte Christian Lacroix-stiletter med pelspomponer, der er fundet og købt i Paris, har Pia ingen vintagesko. Til gengæld er næsten alle hendes sko sorte. Senest har hun købt det flade par Céline-laktøfler, som er tænkt til at have på i butikken. Sandalerne er fra Gucci, og de spidse mules er fra Balenciaga.
Pia kan godt lide store øreringe, men går altid kun med én ad gangen.
Hendes seneste køb er den store røde ørering med stene fra Balenciaga. Similiøreringen, der er fra Saint Laurent, bar Pia til sit bryllup. Den lille sølvæske formet som et marengskys fik Pia af sin mand i morgengave, og askebægeret er fra Hermès.
Pia har kun få tasker, for til daglig bruger hun stofnet, så taskerne her fra hhv. Loewe og Chanel bliver brugt, når hun skal ud. Christian Lacroix-skørtet med broderier er håndværksmæssigt så fin, at den er endt i Pias garderobe frem for i butikken.
Selv om tøjet i Pias garderobe både er unikt og til tider skrøbeligt pga. dets alder, passer hun ikke ekstra godt på det – hun bruger det, og skulle det gå i stykker, kender hun en god skrædder. Ruskindsfrakken er fra Fendi, 1970’er-trenchcoaten er fra Yves Saint Laurent, og den prikkede silkeherrekåbe er fra Christian Dior.
En af de få nye ting i Pias garderobe er den bilmåtte-inspirerede Balenciaga-nederdel – et modehus, Pia generelt er meget begejstret for. Farvefilterrullerne er Pias mands.