Home / Interiør / Bolig / Kom indenfor hos designer Rikke Baumgarten
Personlig stil er mere end bare dit look. Alt, hvad du omgiver dig med – fra beauty til bøger – viser, hvem du er. Og for Rikke Baumgarten er håndværk, farver og mønstre i højsædet – både hvad angår hendes virke, hjem og garderobe.
Der er den fineste røde – eller rettere multifarvede – tråd mellem det danske brand Baum und Pferdgarten og den ene af mærkets to designere, Rikke Baumgarten, og hendes Vesterbro-hjem. For både i designet og i hendes indretning er der skruet helt op for farve- og mønsterpaletten. Det er simpelthen en kæmpe passion for designeren, og for Rikke har netop farver og tekstiler noget hjemlighed over sig – og noget ”trygt og rart”, som hun siger.
Hun siger også selv, at hun lidt ser en ”blandet landhandel”, når hun kigger rundt i hjemmet, men fællesnævneren er æstetik og det gode håndværk, som hun ofte kigger længe på, før hun slår til. Og så går hun højt op i, at det ikke må blive for pænt, så da hun f.eks. skulle vælge betræk til sine ’Beetle’-stole fra Gubi blev det til fire ret forskellige tekstiler.
Garderobemæssigt siger Rikke, at hun er blevet mere klassisk i sin tøjstil på sine ”lidt mere modne dage”, og fordi hun arbejder så meget med farver og print, har hun af og til brug for ’bare’ at klæde sig i mørkeblåt. Dog må hendes sko altid gerne larme lidt og tilføre noget til hendes outfits, og det er især Céline, nærmere bestemt ’Old Céline’, som Rikke går efter for tiden – mens de stadig er til at få fat på.
Gå på opdagelse i Rikke Baumgartens univers i galleriet herunder.
Foto: Pia Winther
Her bor: Rikke Baumgarten, 48 år, designer, kreativ direktør hos og grundlægger af Baum und Pferdgarten sammen med Helle Hestehave. Bor i en lejlighed på Vesterbro i København med sin mand og deres to døtre. Følg hende på Instagram @rikkebaum
Foto: Pia Winther
Hvert år tager Rikke på møbel- og designmesse i Milano sammen med Helle Hestehave for at suge inspiration til sig. På turene er der også tid til at kigge i vintagebutikker, hvor glasknagen er fundet. Den grønne ’Kelly’-taske er fra den første lædertaskekollektion, Baum und Pferdgarten skabte, mens den røde Saint Laurent ’Envelope Chain Wallet’ og den blå vintage-taske med stene begge er købt i forbindelse med ELLE Style Awards. Baum und Pferdgarten har vundet prisen som Årets designer i både 2014 og ’17.
Foto: Pia Winther
For Rikke kan et par lækre og specielle sko redde ethvert outfit, og hun er især glad for Céline – ’Old Céline’. Både de hvide Céline-stiletter og de pyntede mørkeblå Manolo Blahnik-mules er købt i anledning af ELLE Style Awards. De turkise mules er fra Balenciaga, mens begge par støvletter er fra Céline. Det hvide par ringede Rikke rundt til samtlige europæiske Céline-butikker for at skaffe, indtil kollega Helle Hestehave en dag ringede og sagde, at de havde dem hos Storm i København …!
Foto: Pia Winther
Kristine Engelbrecht står bag det røde relief-værk, som er det seneste, Rikke har købt til sit hjem. Hun faldt især for den stærke farve, der er fra File under Pop, som hun også selv maler sine vægge med. 1970’er-gulvlampen med de røgfarvede glas er købt på Lauritz.com.
Foto: Pia Winther
En af Rikkes yndlingsgenstande er den høje bordlampe skabt af Cathrine Raben Davidsen – Rikke faldt især for samspillet mellem farverne, keramik-ken og stofligheden. Lampen med den grønne skærm er en ’Snoopy’ designet af Achille Castiglioni for Flos, mens lysestagen er en ’Nagel’-sølvstage.
Foto: Pia Winther
Ét af de første Cathrine Raben Davidsen-værker, Rikke købte, er dette, og hun synes, det hænger særligt godt her, fordi værkets rosa nuancer spiller godt sammen med den karryfarvede væg.
Foto: Pia Winther
Det er Rikke, der er ansvarlig for strik hos Baum und Pferdgarten, og hun bruger også selv striktrøjer ofte, fordi de er så nemme ”lige at hive over hovedet”. Stolen er en ’Beetle’ fra Gubi.
Foto: Pia Winther
Rikkes seneste køb til sig selv er ’Puzzle Bag’ i kernelæder fra Loewe (t.v.), som hun har købt i Paris. Den cognacfarvede ’Keia’-taske er fra Baum und Pferdgarten, og de sorte lakpumps med glimmerhæle er fra Marc Jacobs.
Foto: Pia Winther
Rikke kan sagtens finde på at bruge store øreringe til hverdag. På fadet af Dorte Holbek ligger et par af Rachel Comey købt hos Lot #29 og et par med similisten fra Miu Miu, som har været Rikkes yndlinge gennem mange år. De hjerteformede simili/perle-øreringe er af Alessandra Rich, mens perleøreringene er fra Céline.
Foto: Pia Winther
Kurvestolen i læsehjørnet er fundet på Lauritz.com og skulle egentlig ombetrækkes, men Rikke endte med at blive glad for det blomstrede stof. Væglampen er oprindeligt designet til Statens Museum for Kunst og er fundet hos en antikvitetshandler, mens den neonorange taburet er designet af Tom Dixon.
Foto: Pia Winther
Den prikkede bomuldskjole er fra Baum und Pferdgar¬tens prespring-kollektion, og Rikke kan især godt lide dens vintageinspirerede look. Hun bruger den både med lidt pænere sko (som her pumps fra Gucci og lakstiletter fra Miu Miu) og sneakers – gerne tilsat en blazer. Blomsterne er fra online-blomsterhandlen Blooming, som Rikke bruger, når hun ikke selv kan nå at binde buketter.