Kom med indenfor i indretningskonsulent og grafisk designer Karen-Lise Yde Knudsens lejlighed i København, hvor væggene er prydet med forskellige tapeter, mens indretningen er blød og feminin.
Tekst: Maria Frederikke Munch // Styling: Stine Tidselbak Jacobsen // Foto: Pia Winther
Som indretningskonsulent og grafisk designer hos Tapet-Café arbejder Karen-Lise Yde Knudsen rutineret med farver og materialer, og det afspejles i hendes hjem, hvor ingen af væggene er hvide, men i stedet udgøres af et miks af teksturer og farver – fra sand til dyb grøn og blå – og dertil masser af mønstre på både tapeter, gardiner, puder og tøj.
Hendes stil i både indretningen og garderoben er feminin med et grafisk islæt og understreger, at hun altid har gået op i detaljer. Det betyder, at hvad enten der er tale om hendes hjem eller påklædning, så sætter hun tingene sammen til mindste detalje – helt ned til hvilken farve hårelastikken har – for hun tager stilling. Hun forelsker sig ofte i nye ting, men bruger netop sin stillingtagen til hurtigt at finde ud af, om det er noget, hun kan undvære, eller noget, hun ikke kan leve uden.
Klik dig igennem galleriet og få et kig ind i Karen-Lises fine lejlighed.
Psst…hvis du sidder med mobil eller tablet, så ‘swipe’ dig gennem billederne.
Foto: Pia Winther
Karen-Lise Yde Knudsen er 26 år og indretningskonsulent og grafisk designer hos Tapet-Café. Hun bor i lejlighed på Østerbro i København med sin kæreste.
Foto: Pia Winther
Karen-Lise har en svaghed for tasker. Den seneste, hun har tilføjet til samlingen, er den sandfarvede med blå kanter fra Stella McCartney.
Foto: Pia Winther
Soveværelset er holdt i lyse nuancer og med smukke mønstrede puder fra Tapet-Café. Sengetæppet er fra stilleben, og lampen er et arvestykke.
Foto: Pia Winther
Et af Karen-Lises yndlingsmærker er Ganni, som hun gerne køber to-tre ting fra hver sæson – senest den gulvlange kjole. Den korte er fra Zara.
Foto: Pia Winther
På skrivebordet i soveværelset står lampen ’Faringdon’ fra Tapet-Café samt et mindre udvalg af inspirerende modebøger. Den indrammede tegning har Karen-Lise selv lavet.
Foto: Pia Winther
Fordi hans og hendes yndlingsdufte matcher, står de fremme og er ikke gemt væk i et skab. Smykkeskrinet er et loppefund, og den turkise halskæde er købt i Göteborg.
Foto: Pia Winther
Sølvarmbåndet fra sophie Bille Brahe tager Karen-Lise sjældent af, for det er hendes kæreste eje. Den blå æske er en gave fra hendes kæreste, og de printede clutches er designet af Helene Blanche.
Foto: Pia Winther
Flaskerne på det fine barbord bliver nøje udvalgt af Karen-Lises kæreste. Vasen er fra Bolia og er en gave fra Karen-Lises svigerforældre.
Foto: Pia Winther
Karen-Lise har en stor samling af bøger, men måtte pakke langt de fleste væk, da hun flyttede sammen med sin kæreste, fordi der simpelthen ikke var plads til dem alle. Derfor har kun særligt udvalgte fået plads i den grafisk stringente reol fra Ikea. Fyrfadsstagen er af Tom dixon, og ’Buckland’-lampen, ligeledes i messing, er af Vaughan hos Tapet-Café.
Foto: Pia Winther
Det første, Karen-Lise og hendes kæreste købte sammen, var ’safari’-stolen, designet af Kaare Klint.