Hjemme hos Marie Elbæk Schjeldal: Et hjem med sans for kvalitet og farver
Af Louise T. Jakobsen - 22/06/2016
Home / Interiør / Bolig / Hjemme hos Marie Elbæk Schjeldal: Et hjem med sans for kvalitet og farver
Projektleder Marie Elbæk Schjeldal har indrettet familiens rummelige byggeforeningshus på Østerbro i en stil, der viser en udpræget sans for kvalitet og farver. Læs mere her og få et eksklusivt kig ind i Maires hjem.
Tekst: Mille Collin Flaherty
Da Frej og Marie Elbæk Schjeldal for et par år siden begyndte at overveje at flytte fra deres elskede lejlighed på Christianshavn, skulle alternativet være mindst lige så charmerende som livet ved kanalen. Det sociale liv og gode naboskab var en afgørende faktor, og derfor faldt valget på et byggeforeningshus i ’Komponistkvarte-ret’ ved Svanemøllen. ”Det er et kvarter med hjerterum. Vi sætter pris på vores skønne naboer og madklub. Der er et særligt liv her – med sociale tiltag som sommerfester, fastelavnsfester og børnenes dag,” fortæller Marie.
Da familien overtog huset, havde det stadig den klassiske rumfordeling med mange små rum. En masse vægge blev derfor fjernet, køkkenet flyttet en etage ned, gårdhaven bygget op og kælderen gravet ud, så der kunne etableres badeværelse her. Blandt andet. ”Vi ønskede desuden flere steder skræddersyede, personlige løsninger, og derfor samarbejdede vi med designfirmaet Frama og snedker Christian Lindberg om f.eks. køkkenet og skabene i soveværelset,” forklarer Marie.
Begge dele er blevet præcis, som hun havde drømt om. Et garderobeskab, der er stort nok til at rumme alt fra tasker til sko og tøj – og et køkken, hvor familien kan samles om alt fra madlavning til arbejde, leg og lektielæsning. Også det rummelige badeværelse, hvor der er varme i gulvet og et badekar, man kan svømme i, når man er lille, er et af husets foretrukne opholdssteder. Kvalitet er nok det overordnede parameter, når der bliver indrettet på matriklen. Den sans for godt håndværk har Marie med hjemmefra – primært fra sin svenske mor – og inspiration til indretning finder hun overalt: I kunstens verden – som for eksempel hos kunsthandler Helle Thygesen – i Sverige, hvor familien har sommerhus, og i designgalleriet The Apartment på Christianshavn.
For Marie er kunst i et hjem med til at give væggene liv. Ed Templeton er en af hendes yndlingskunstnere, hun kigger ofte (langt) efter kunst i galleriet Nils Stærk, og så har hun investeret i flere smukke værker hos Hellethygesen.com.” Hun (Helle Thygesen, red.) er vældig god til at sætte billeder i fine rammer og dermed give værkerne nyt liv. Jeg er nok mere til den lidt makabre kunst, mens Frej er til det lidt mere milde udtryk. Vi diskuterer ofte det, der skal på væggene. Jeg elsker, når noget er skævt, på kanten eller dramatisk – når det ikke er for pænt,” siger Marie. Ud over kunsten, som Marie aldrig skiller sig af med, er Finn Juhl-sofaen også et evigt eje. Den står i køkkenet – og netop der for at blive brugt; en grundholdning, Frej og Marie har til alt, de indretter sig med.
I galleriet kan du komme med ind i Maries inspirerende hjem på Østerbro, hvor du blandt andet kan se hendes misundelsesværdige badeværelse og imponerende køkken…
Klik eller ‘swipe’ dig igennem billederne
Foto: Line Thit Klein
Den blå væg i stuen danner en smuk bund for møbler og objekter. Rattanstolen med fåreskind er fra Beau Marché, daybed’en er vintage, og stolen til venstre er designet af Hans J. Wegner. Bordet ’Lens’ er købt i The Apartment ligesom værket på væggen af Curtis Jere. Den smukke vintagelampe på gulvet er af Luigi Massoni for Guzzini.
Foto: Line Thit Klein
Det marokkanske tæppe i køkkenet er fundet i en butik på Christianshavn, og Jielde-lampen er antik, mens værket på væggen er af Ed Templeton, købt hos Nils Stærk. Finn Juhls ’Poeten’-sofa er et kært eje, der dog meget gerne må blive brugt.
Foto: Line Thit Klein
På skamlen af Piet Hein Eek står en samling keramik, der er fundet på loppemarkeder i Sverige.
Foto: Line Thit Klein
Køkkenet lå oprindeligt på første sal, men blev under ombygningen flyttet ned i stueetagen. Trægulvene er behandlet med narvsværte for at skabe en dybde, der matcher køkkenet fra Frama. Spisebordet er fra Københavns Møbelsnedkeri, og stolene ’Tati’, designet af Ralf Lindberg for Gärsnäs, har Marie købt gennem Helle Thygesen Art & Antiques.
Skamlen er fundet antikt i Sverige, og lampen er Michael Anastassiades’ ’Tube Chandelier’ fra The Apartment. Billedet, der står lænet op ad væggen, er også fra Helle Thygesen Art & Antiques, og krukken på bordet er fra Missoni, fundet i butikken Lot#29.
Foto: Line Thit Klein
Et stort køkken med plads til familie og venner, hverdag og fest stod øverst på ønskelisten, da Frej og Marie flyttede ind. Derfor engagerede de designfirmaet Frama, der har skabt et gedigent køkken, som på en gang er markant og enkelt. Lampen ‘Long John’ over øen er skabt af svenske Rubn, og skamlen er af Piet Hein Eek.
Foto: Line Thit Klein
Arbejdshjørnet er indrettet med skrivebordet ’Home Desk’, der er designet af den amerikanske arkitekt George Nelson i 1958 og købt hos Paustian. ’Tivoli’-lamperne, designet af Simon Henningsen, er fra butikken Roxy, og stolen er en klassisk ’Eames’.
Foto: Line Thit Klein
Bøger og magasiner opbevares på og omkring en bænk fra Rue Verte og er med til at give indretningen et uhøjtideligt præg. Det italienske vintagespejl er fra Helle Thygesen Art & Antiques, og ’Snoopy’-lampen af Achille Castiglioni er fra The Apartment.
Foto: Line Thit Klein
Foto: Line Thit Klein
På væggen i stuen hænger billeder af Evalajka Pervin og Gudrun Hasle og værker fundet hos Helle Thygesen Art & Antiques og i Stilleben.
Foto: Line Thit Klein
Foto: Line Thit Klein
Soveværelset er holdt helt enkelt med sengetæppe fra Society og puder, Marie har fundet i forskellige butikker gennem tiden. Tasken er skabt af Julie Fagerholt for Heartmade.
Foto: Line Thit Klein
Et stort skab, der kunne rumme Maries garderobe, var af stor vigtighed, da familien overtog huset. Skabene er bygget af snedker Christian Lindberg. Vasen og lågkrukken er vintage, mens tøflerne på gulvet er købt i Lot#29.
Foto: Line Thit Klein
Kælderen er gravet ud for at skabe et rummeligt badeværelse. Badekarret er fundet i Bad & Stil på Østerbrogade, og armaturerne er fra Vola, designet af Arne Jacobsen. Den gamle skammel er fundet på et svensk marked. Fliserne er de oprindelige fra huset.
Foto: Line Thit Klein
Æskerne i vinduet rummer alt fra smykker til nips. ’Beetle Lounge’-stolen med grønt velourbetræk er fra Gubi, og tæppet er fra The Apartment.