Jeg var 12 år gammel, da jeg flyttede fra Island til Danmark med min familie. Meningen var, at jeg skulle gå på Den Kongelige Balletskole. Men jeg stoppede, fordi det kom til at fylde for meget i mit liv. Once a dancer always a dancer, så i 1997 droppede jeg ud af gymnasiet i 2.g. og begyndte at arbejde som danser. Ikke længe efter rejste jeg til Ibiza, hvor jeg dansede fast på Pacha – den største og måske mest berømte klub på øen – i sommersæsonen i et par år. Danserne var stjerner dernede, og det handlede om at skabe sit eget udtryk, hvilket vi blandt andet gjorde gennem vores makeup.

På Ibiza mødte jeg Kate Moss’ private makeupartist, som fortalte mig, at jeg havde talent for makeup, og at jeg burde gøre noget ved det. Jeg var 19 år gammel, da jeg søgte ind på London College of Fashion, som havde et tremåneders makeupkursus. I London boede jeg hos en anden danser, en drag queen, som kaldte sig Venus Mantrap. Han var venner med Boy George og Vivienne Westwood. Dem mødte jeg på natklubben Madame Jojo’s i Soho. De gjorde mig street smart. Det var et miljø med stor diversitet, og jeg lærte hurtigt at begå mig blandt mange forskellige slags mennesker, samtidig med at jeg forelskede mig pladask i London.

“Måske skriver jeg en bog, når jeg ligger på mit dødsleje. Så kan jeg fortælle det hele” 

Efter mit kursus mødte jeg Uffe Buchard hjemme i København. Han udgav DANSK, som for mig var den største kreative legeplads i den danske modebranche. Han blev en mentor for mig. Det første, han sagde, var: “Tag alt, hvad du har lært i skolen, og smid det ud.” Nu var det tid til at skabe mit eget udtryk som makeupartist. Jeg assisterede ham i halvandet år, og han åbnede alle døre i Danmark for mig. I de efterfølgende år lavede jeg alle de store jobs herhjemme og var altid med på modeugerne, men jeg kunne mærke, at London stadig trak i mig. Så som 26-årig, i 2008, pakkede jeg mine kufferter igen og tog afsted.

Min booker, Camilla Bigler, havde boet derovre i mange år, så hun satte møder op med alle de store agenter. Jeg begyndte at lave makeup på celebrities inden for musik og mode. På et job mødte jeg Melanie C fra Spice Girls, og hun fortalte mig, at de var i gang med at forberede deres store reunion turné. “Hvad skal du de næste seks måneder?” spurgte hun. Jeg var egentlig ikke den store Spice Girls-fan, og jeg havde ikke lyst til at rejse fra London, men min agent sagde: “Come on, it’s the chance of a lifetime.” En chauffør kørte mig ud til alle Spice Girls-medlemmerne på skift, hvor jeg skulle møde dem og lægge en prøvemakeup. Den sværeste var Geri Halliwell – det krævede tre gange, før hun sagde ja.

Læs ogå

Agenda

Frederik Lentz Andersen: “Jeg har efterhånden lært, hvem jeg ikke skal fortælle en hemmelighed”

Et par måneder inde i verdensturnéen skulle Spice Girls spille i Manchester. Dagen efter skulle vi med bussen tilbage til London, inden vi skulle flyve til Boston, men jeg havde en underlig fornemmelse i kroppen. Jeg ville bare ikke med den bus. Selv om jeg forsøgte at overtale tourmanageren til, at jeg kunne tage toget til London, endte jeg med at gå ombord. Folk festede, men jeg var ikke i humør, så jeg kravlede op i den øverste køje. Normalt er en tourbus to etager, men denne havde kun én, og der var måske fire meter til loftet. Der burde have været gelænder og sikkerhedssele i de øverste køjer, men i stedet var der bare et gardin.

Pludselig vågnede jeg ved, at jeg var ved at ryge ud af min seng. Jeg greb ud efter gardinet, men trak bare gardinstangen med og landede på en metaltrappe med et brag. Det føltes, som om alting gik i slowmotion. Jeg kunne høre en lyd, og først efter et par sekunder opdagede jeg, at det var mit eget skrig. Min ryg var brækket midt over, og hvis jeg havde bevæget mig en centimeter, risikerede jeg at blive lam hele vejen ned. Men Geri Halliwells bodyguard tvang mig til at ligge stille og reddede mit liv. Forsigtigt fik ambulancefolkene løftet mig ud af bussen og kørt mig på hospitalet, hvor jeg vågnede dagen efter helt pumpet op på smertestillende.

“Geri Halliwells bodyguard tvang mig til at ligge stille og reddede mit liv.”

Lægerne sagde, at jeg var lam i benene. Men jeg kunne stadig mærke dem, og jeg nægtede. I fire dage lå jeg, helt høj på morfin, og talte til min egen storetå, og pludselig, en morgen, kunne jeg vrikke med den. Lægerne blev kaldt ind, og jeg blev sendt til operation, men indgrebet ville betyde, at jeg ikke kunne få børn. På det tidspunkt datede jeg en læge, som greb ind og fik overtalt hospitalet til at sætte mig i en form for Frankenstein-korset, som skulle holde rygsøjlen på plads, mens den helede. Sådan gik jeg rundt de næste seks måneder. Gudskelov genvandt jeg min førlighed. Og at jeg undgik operationen har betydet, at jeg i 2021 fødte mit livs kærlighed, min søn.

Efter jeg kom tilbage, begyndte jeg igen at arbejde med de store stjerner. Jeg har været på turné med Anastacia og med Dido. Jeg har mødt supermodeller, og jeg har haft Johnny Depp i stolen, der kom ind ad døren og begyndte at fortælle mig alt om sit forhold til Vanessa Paradis. 

I min branche er det 50 procent evner, 50 procent personlighed, og har du ikke begge dele, kommer du ingen vegne. Mit job er også at få folk til at sænke skuldrene og slappe af. Kendte mennesker har ofte paraderne oppe, og jeg tror, det er sundt og rart for dem at blive behandlet som alle andre mennesker – så de får ingen særbehandling af mig. 

Læs ogå

Identitet

Amalie Szigethy: “Jeg havde altid drømt om at blive berømt”

I mit job får man man ofte hemmeligheder at vide, men sladrer man, er man færdig. Det, man kalder frisørsladder, er no go. Der var en frisør, som kom til at tale over sig til et sladderblad, og han har mig bekendt ikke arbejdet i den del af branchen siden. Jeg blev også konstant ringet op af journalister, som ville have mig til at fortælle hemmeligheder fra backstage, men hver gang sagde jeg nej. Uden integritet og respekt for folks privatliv er man ingenting i mit job. 

Noget helt andet er, at jeg har skrevet under på en masse kontrakter, som gør, at jeg er nødt til at holde på folks hemmeligheder. Ellers kommer de og sagsøger mig for alt, hvad jeg ejer. Jeg skulle engang hjem til Simon Cowell og hans kone for at lægge makeup på dem inden en galla med X-Factor. Her blev jeg ført ind gennem en særlig sikkerhedsindgang og trådte ind i et lokale, hvor der lå en kæmpe stak med dokumenter, som jeg skulle skrive under på. 

Jeg nåede slet ikke at nærlæse det hele, inden arbejdet gik i gang. Måske skriver jeg en bog, når jeg ligger på mit dødsleje. Så kan jeg fortælle det hele. Og så får de svært ved at sagsøge mig. Haha.

Læs ogå

Agenda

Gustav Salinas: “Jeg kunne jo ikke blive ved med at spille dum på tv resten af mit liv”

Der er utrolig meget sladder i den danske modebranche. Måske er det, fordi den er så lille, alle kender alle, og alle kender hemmeligheder, røverhistorier og rygter om hinanden. Der er sjældent røg uden ild, men der er mange historier, der bliver vildere og vildere, hver gang de bliver fortalt. Jeg har efterhånden lært, hvem jeg ikke skal fortælle en hemmelighed, hvis jeg vil undgå, at alle i min omgangskreds ved det dagen efter. Der er nok også nogle i branchen, som bruger hemmeligheder strategisk, hvis de f.eks. vil have en person ned med nakken. Deres historier begynder som regel med: “Du har det ikke fra mig, men …” 

Jeg kan sagtens holde på en hemmelighed, hvis det er noget personligt, men jeg elsker også at fortælle en god røverhistorie. Jeg bruger den som icebreaker og til at skabe god stemning, når jeg er i et selskab. Der er sikkert nogle i min omgangskreds, som efterhånden har hørt dem alle sammen mange gange.

Mine historier er ofte lidt komiske, en anelse karikerede og involverer andre mennesker, men jeg kan bedst lide at fortælle historier, hvor jeg også selv ser lidt dum ud – uden selvironi bliver det hurtigt bare tarveligt. Men jeg har også lært, at man skal passe lidt på med, hvad man siger. Det er sket, at jeg har siddet i et selskab og fortalt en historie og mærket dræberøjnene nede fra den anden ende af bordet, fordi det pludselig viste sig, at den handlede om en, som vedkommende kender.

Læs ogå

Kærlighed

Tinder-eksperten guider: 4 ting skal du gøre for at få et match

Jeg har engang været ved at komme galt afsted, fordi jeg holdt noget hemmeligt. Det var i 2010, da jeg som moderedaktør for Euroman skulle til London for at lave en forside med Nicklas Bendtner, som dengang spillede i Arsenal. Vi havde fået aftalen i hus gennem Nike’s danske afdeling, og de havde sendt os et frygtelig grimt tracksuit i neonfarver, hvor der stod Nike over det hele skrevet med graffitibogstaver. Det ville blive en forfærdelig forside, så vi aftalte på redaktionen at spørge Nike, om vi også måtte tage et par billeder af Bendtner i jakkesæt, som vi kun brugte inde i magasinet – ikke på forsiden. Og så kunne der jo altid ske en “ulykke”, hvor alle billederne af ham i Nike-tracksuit pludselig forsvandt fra harddisken, helt tilfældigt og uforklarligt.

Da fotografen og jeg landede i London, hvor vi skulle mødes med en journalist, som havde fulgt Bendtner i nogle dage, sagde vores taxachauffør: “Det var heldigt, at I nåede det, de har lige lukket luftrummet på grund af en kæmpe askesky fra et vulkanudbrud på Island.” Vi havde ikke fulgt med i nyhederne, så vi anede ikke, hvad han talte om, men tog bare hen på det hotel, hvor vi skulle tage billeder af Nicklas Bendtner. Han var sød og rar, og vi fik lavet en flot serie med ham i gråt jakkesæt og hvid skjorte – plus nogle billeder i sættet fra Nike. 

Læs ogå

Karriere

Caroline Bille Brahe: “Jeg var 13 år gammel og på klassetur, da jeg blev spottet i køen til at bestille en pizza og blev tilbudt en modelkontrakt”

Imens vi fotograferede, begyndte det at gå op for os, at det ville blive helt umuligt at flyve hjem til København. I stedet tog vi næste morgen et tog til Paris, og derfra var planen at leje en bil og køre til Danmark. Vi havde været ude om aftenen og sad med gedigne tømmermænd i toget, mens vi ringede febrilsk rundt til alle billeje-virksomheder i Paris. Til sidst fik vi fat i et sted, der fortalte, at de havde én bil tilbage. Alt andet var lejet ud. Men i det sekund vi skulle til at give vores kreditkortoplysninger, kørte toget ned i tunnelen under Den Engelske Kanal, og forbindelsen røg. Da vi kom ud på den anden side, var bilen blevet lejet ud. 

“Vi aftalte at betale ham 8.000 kr. for at køre til Paris”

Vi indlogerede os i brudesuiten på et stort hotel i Paris, fordi alt andet var booket. Imens ringede vi rundt til venner og bekendte hjemme i Danmark og forsøgte at betale dem for at køre ned og hente os. Ud på aftenen fik jeg fat i en modeassistent på Euroman. Han var til fredagsbar, men havde heldigvis kun nået at få én øl, så vi aftalte at betale ham 8.000 kr. for at køre til Paris i sin brors bil. Det var en gammel spand, og hver gang vi havde kørt et par timer, skulle der hældes ny olie på, så hjemturen tog en evighed. Men hjem kom vi. 

Samme dag, som magasinet udkom – med Bendtner i gråt jakkesæt på forsiden – ringede min telefon. Det var en rasende PR-medarbejder fra Nike, der skreg, at vi risikerede at blive sagsøgt, fordi Bendtner havde en kontrakt, hvori der stod, at han ville få udbetalt et større beløb, hver gang han optrådte på en magasinforside i Nike-tøj.

Læs ogå

Agenda

Modeiværksætter Virgil Nicholas: “Det største øjeblik var at give min far et par loafers”

Kort tid efter skulle jeg til Medinas fødselsdag på Toldboden i København, og på vej ind passerede jeg Bendtner, som også var til festen. “Hvor er det, jeg kender dig fra?” spurgte han. Jeg svarede, at det var mig fra fotoskydningen London, men jeg nåede knap at få det sagt, før han tog fat i kraven på mig og skubbede mig ind i væggen. Han var jo gået glip af en masse penge på grund af mig. Vi blev dog hurtigt skilt ad, og middagen fortsatte. Dengang var Bendtner lige blevet kærester med Julie Zangenberg, som jeg kendte, og senere på aftenen kom hun hen til mig: “Du skal lige møde min skønne, nye kæreste.” Jeg svarede: “Jeg tror allerede, vi har hilst på hinanden.” 

“Jeg havde fået tæsk af Nicklas Bendtner inde på natklubben Simon’s”

Et par uger senere blev jeg ringet op af en journalist fra Se & Hør. Han havde hørt et rygte om, at jeg havde fået tæsk af Nicklas Bendtner inde på natklubben Simon’s, og at jeg skulle have politianmeldt ham. Det er et meget godt eksempel på, hvordan historier kan udvikle sig, når de går fra mund til mund. Jeg skyndte mig at ringe til Julie Zangenberg, som sammen med Bendtner fik lukket den falske historie ned, og siden fik han og jeg da også sluttet fred. Men hele den affære er et godt eksempel på, at en hemmelighed kan ramme dig i hovedet som en boomerang.

Læs ogå

Agenda

Designer Anne-Dorthe Larsen: “Vi har ingen kontakt i dag, men hvis vi havde, ville jeg sige undskyld”