Melissa Høegh Marcher arbejder for, at flere kvinder søger mod de traditionelt mandsdominerede IT-uddannelser. Det er nemlig vigtigt, at der er en bred repræsentation, når de allestedsnærværende apps og computerprogrammer skabes, mener hun.

Her fortæller Melissa Høegh Marcher om at være i en profession, der er domineret af det modsatte køn.

Jeg har en utopisk drøm om en fremtid for it-branchen, hvor det vrimler med forskellige mennesker. Fordi mere diversitet betyder en bedre repræsentation af så mange perspektiver som muligt. Alle mennesker bruger softwareprogrammer hver eneste dag, om det er apps eller på vores computer. Vi er i høj grad afhængige af dem. 

Og netop derfor er det vigtigt, at de bliver skabt af en divers gruppe mennesker, for det, man skaber, reflekterer i sidste ende ens indbyggede fordomme. Vi kommer alle med vores egen ‘bias’, der bygger på livserfaringer og oplevelser. Det kan man ikke undgå. Jeg kommer også med min ‘bias’. Netop derfor er det vigtigt, at vi får så mange mennesker med ombord, for det skaber mere nuancerede diskussioner og mere nuancerede produkter. Mere diversitet giver flere perspektiver. 

Egentligt havde jeg aldrig overvejet at blive softwareudvikler. I gymnasiet var mine interesser et helt andet sted. Men en dag fortalte en fyr fra mit kor om at studere på IT-Universitet (ITU), og det pirrede min interesse. Da jeg kom ud til universitetets åbent hus, stod der en kvinde og præsenterede uddannelsen og fortalte om det at programmere og udvikle software til mennesker. Og så var jeg hooked. Det betød meget, at jeg kunne spejle mig i hende. 

Da jeg startede på ITU, havde jeg aldrig programmeret tidligere, og jeg vidste heller ikke meget om computere. Jeg kom med mine egne fordomme og stereotyper om, hvem der gik der. Jeg vidste godt, at jeg ville blive mødt af en overvægt af mænd og forestillede mig også, at de fleste var gamer-typen. Så jeg havde på forhånd sagt til mig selv, at det var okay, hvis jeg ikke fik nogle nære venner. Men min oplevelse har været helt anderledes. Vi er så mange, der ikke passer ind i de gængse stereotyper, og jeg har fået en masse venner. 

Ubalancen i køn har ikke fagligt haft den store betydning for min uddannelse. Men jeg har hele tiden haft den øv-tanke, at jeg ikke vil være værre i undervisningen, end drengene. Jeg vil være på niveau med gennemsnittet eller bedre. Og derfor har jeg hele tiden følt, at jeg skulle bevise mig selv. 

 “Jeg vidste godt, at jeg ville blive mødt af en overvægt af mænd og forestillede mig også, at de fleste var gamer-typen” 

IT-Universitet har gjort meget for at tiltrække kvinder til deres tekniske uddannelser. Den proces startede kort før, at jeg begyndte på universitetet, så jeg er blevet trukket med i den bølge. Siden har jeg også selv arbejdet med de tiltag, ITU har drevet. Det er blandt andet konceptet ‘Coding Café for Kvinder’, hvor gymnasieelever kan komme og prøve at programmere en hjemmeside. Jeg elsker det øjeblik, hvor gymnasieeleverne får en åbenbaring og deres nysgerrighed bliver tændt. Man må håbe, at nogle af dem søger mod it-uddannelserne. 

Jeg skrev bachelorprojekt om, hvordan man kan nuancere undervisningen på ITU, så den appellerer mere diverst. Vi undersøgte, hvordan man inkorporerer forskellige temaer i undervisningen, og hvorvidt der var forskel på, hvad mænd og kvinder fandt spændende. Vi kunne se, at kvinderne fandt mere menneskeorienterede temaer interessante. Derfor er det vigtigt, at underviserne også har fokus på det. Ellers vil de støde nogle studerende væk. 

Sådan fungerer jeg også. Jeg bliver totalt grebet af mennesker. Softwareudvikling er for mig spændende, når det handler om tekniske løsninger til rigtige brugere. Og når man sidder som team i arbejdsprocessen og skal opfinde løsninger. 

Gennem min uddannelse er jeg blevet introduceret til mange metoder, hvorpå man kan tiltrække flere kvinder til it-uddannelserne. Et skridt på vejen vil være, hvis folkeskolen inkluderede teknologiforståelse i pensum, så man tidligt lærte at programmere. Universiteterne skal også overveje deres branding, så det ikke udelukkende er mørke farver og nuller og ettaller, der flyver ind over en skærm. De fanger de færreste. 

Jeg har et studiejob hos Visma, der udvikler softwareløsninger. Da jeg sagde ja til jobbet, var det vigtigste, at de så mig som en værdifuld del af teamet, og at jeg følte mig velkommen. Selv om jeg ikke er en klassisk programmør. I fremtiden ville jeg være ærgerlig over at ende et sted, hvor alle udviklere er samme type, og jeg er den eneste kvinde. Det handler ikke kun om køn, men igen fordi man kommer med forskellige oplevelser i livet, og det handler i højere grad om perspektiver end specifikt køn. Hvis man som virksomhed vil have mere diversitet, skal det være gennemgående. Det skal ikke kun være ledelsen, der mener det, det skal være en kultur af inklusivitet. 

Jeg er enormt glad for mit arbejde, og det har været en fantastisk oplevelse at få sat sin viden ind i en konkret kontekst, hvor man arbejder på noget, der skal virke i dag, i overmorgen og om tre år. Det er ikke længere bare et skoleprojekt. I fremtiden glæder jeg mig til at se, hvordan branchen udvikler sig, og hvordan man udvikler software om 10, 20 og 30 år. Den teknologiske udvikling går virkelig hurtigt, og spørgsmålet er, om man overhovedet bruger sit keyboard, når man i fremtiden skal skrive kode. 

Jeg er bange for, at det kommer til at lyde som en pladderromantisk drøm, men i fremtiden vil jeg gerne gøre en forskel. Måske er det bare fordi, at jeg er i midten af 20’erne og ikke rigtig er kommet ud på arbejdsmarkedet endnu, men jeg vil gerne være med til at udvikle programmer, der gør en forskel. Jeg håber, at jeg kan gå på arbejde, og det ikke kun drejer sig om at gøre mig selv og min chef glad, men at hjælpe mennesker i deres hverdag. Om det er en app, der forbereder dagen med 10 procent eller at bygge software til hospitalerne, det er underordnet. Bare noget, der kan gøre en forskel. 

Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært. 

 

 

Lasse Hyllested er én af blot tre mandlige jordemoderstuderende, og kigger han rundt på fødegangene, vælter det ikke med mandlige rollemodeller, han kan spejle sig i. For ham har det betydet, at han har udtænkt sine egne måder at gøre dele af arbejdet på.

Her fortæller Lasse Hyllested om at være i en profession, der er domineret af det modsatte køn.

Min mormor, Jytte Aa. Møller, inspirerede mig til at blive jordemoder. Hun arbejdede selv med det hele sit liv og var lidt af en legende inden for faget. Det var hun blandt andet fordi, hun var med til at genetablere hjemmefødsler, der ellers var ved at gå af mode tilbage i 1970’erne. Hun er et af de sejeste mennesker, jeg har kendt.

Min mormor var typen, der aldrig stoppede med at lære, og det var hende, der underviste mig i kunst og kultur, i at bruge en computer og fortalte mig om Facebook og sociale medier, da det blev en ting. Hun gik aldrig i stå, men blev visere med alderen, og det beundrer jeg hende for.

Og så skal mit valg af karrierevej måske også findes i, at jeg som tre- eller fireårig opdagede, at jeg aldrig selv ville være i stand til at føde børn. Jeg blev så ked af det, og mine forældre snakker stadig om, hvordan jeg var helt slukøret i et par uger. I et forsøg på at opmuntre mig, købte de en masse bøger om graviditeten, som jeg gravede mig ned i. Der gik det virkelig op for mig, hvor magisk det at få børn er. Bare det, at kvindekroppen er i stand til det, er i sig selv et mirakel. Nu er jeg kommet mig over min fase med selv at ville føde børn, men på fødegangene er jeg fuld af beundring.

På første skoledag på jordemoderstudiet, blev jeg fortalt, at jeg var den første mandlige studerende på skolen siden 1984. Jeg vidste godt, at der var et fåtal af mandlige jordemødre, men det var alligevel lidt intimiderende at få at vide. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg måske ville blive set som repræsentant, og der ville blive lagt ekstrameget mærke til, hvad jeg gjorde.

I løbet af mit første semester tænkte jeg meget over, hvordan de kvindelige jordemødre håndterede visse situationer, og hvorvidt jeg kunne gøre det på samme måde. Ville nogle ting virke anderledes, når det kom fra mig? Min kontaktjordemor nævnte blandt andet, at når jeg skal foretage en vaginal eksploration, skal jeg være ekstra opmærksom på, at jeg har fået tilladelse og ikke bare foretage den pr. automatik, som andre jordemødre nogle gange gør. I sådanne situationer sørger jeg altid for at spørge en ekstra gang, så jeg er sikker på, at den fødende er helt okay med det.

“Fødsler er en fantastisk blanding af en meget powerful og sårbar situation.”

Generelt tænker jeg, at jeg på nogle områder må finde min egen vej som jordemoder. Lad os sige at et par småskændes under fødslen. Det er meget normalt, og i sådan en situation skal jordemoderen mægle mellem parret. Der er jeg virkelig opmærksom på at fremstå neutral. Manden må naturligvis ikke føle sig tilsidesat af en anden mand, og samtidig må kvinden ikke føle, at jeg tager mandens parti, og vi rotter os sammen, når hun er i en sårbar position. Fødsler er en fantastisk blanding af en meget powerful og sårbar situation. Jeg har endnu ikke oplevet et problem, og i sidste ende er det hele måske bare i mit hoved, men jeg ville nogle gange ønske, at jeg havde en mandlig rollemodel, jeg kunne spejle mig i og vidensudveksle med.

Fødsler er stadigvæk en fuldstændig magisk ting for mig. Og mange jordemødre fortæller, hvordan det også stadig er et mirakel for dem, selv om de har haft en lang karriere. Det magiske kan være den fødendes attitude. Men det kan også være uforudsigeligheden i en fødsel. Uanset hvor vant man bliver til arbejdet, så er kvinder dybt forskellige, og selv om man trækker på sin erfaring og forestiller sig, at det går på en måde, kan man stadig blive overrasket.

Vi er for tiden tre mandlige jordemoderstuderende fordelt rundt i landet. Vi søgte ind uafhængigt af hinanden, og det er første gang siden 70’erne og 80’erne, at der har været så mange. Jeg plejer at lave sjov med, at vi er en del af den anden bølge af mandlige jordemødre.

“Egentlig tror jeg ikke, at så mange mænd overhovedet tænker over, at det er en mulighed at blive jordemoder.”

Jeg møder ikke så mange fordomme. Men folk er tit overrasket over, at mænd kan blive jordemoder, og spørger, hvorfor jeg overhovedet vil det. Egentlig tror jeg ikke, at så mange mænd overhovedet tænker over, at det er en mulighed at blive jordemoder. De bliver ikke præsenteret for det i skolen. Måske er der også nogle unge mænd, der ikke har lyst til at have en kønnet titel. Det er jeg ligeglad med. Jordemoder er et fint og smukt ord – og en beskyttet titel.

Til gengæld har jeg fået rigtig mange positive reaktioner. Folk kigger en ekstra gang, når jeg kommer ind og synes, det er fedt. Mit køn kan også være en styrke, fordi folk tit er nysgerrige på mig og åbner op. Det kan være en god icebreaker, og man kommer måske hurtigere ind på de fødende, når man skal have samtaler med dem.

Da jeg var i praktik på Rigshospitalet, stod jeg ofte i elevatoren op til fødegangen og dansede for mig selv og tænkte: “yes, tænk at jeg får lov til det her”. Hvor mange får lov til at forfølge deres barndomsdrømme? Jeg er virkelig heldig.

Jeg nåede heldigvis at fortælle min mormor, at jeg ville søge ind på jordemoderuddannelsen, og inden hun døde, nåede hun at prale lidt til sine veninder og gamle kollegaer. Hun lavede en del forskning i jordemoderfaget, som hun ikke fik færdiggjort, og da hun døde, fik jeg sat det hele til side. Jeg har tænkt mig at dykke ned i det på et tidspunkt. På samme måde kunne jeg også godt tænke mig at arbejde med at udbrede hjemmefødsler, som hun gjorde. Og så ville det være fedt, hvis jeg kunne inspirere nogle andre til at blive jordemødre: mænd eller kvinder. Det handler mere om mennesket og deres empati og faglighed end kønnet.

Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.