Det var noget af en opgave, instruktør Greta Gerwig sagde ja til, da hun tog en film om Barbie-dukken på sig. Ikke bare fordi legetøjet i nyere tid er blevet eksponent for et dårligt eksempel på uopnåelige kropsidealer og konservative kønsroller, men mere fordi sådan en film uvægerligt vil blive en reklame for legetøjskoncernen Mattel og deres produkt. Så hvordan laver man en film, der ikke føles som en to timers lang reklamefilm?
Hype og forventninger
På den anden side er det måske netop fordi, det er Greta Gerwig, der står bag, at filmen er blevet set frem til med en gigantisk hype. Det er i hvert fald sådan, jeg selv har haft det. En instruktør, der som skuespiller har været med i fine film som ‘Frances Ha’ og ‘Alletiders kvinder’,og som instruktør har lavet film med kvindeportrætter på forskellig vis som i ‘Little Women’ og ‘Lady Bird’, vil forventeligt få noget kreativt ud af at lege med Barbie-dukker. På film. Oven i købet med et manuskript, hun selv har skrevet, i samarbejde med sin instruktør/forfattermand, Noah Baumbach.
En helt almindelig dag i Barbieland
Gerwig er, heldigvis, gået til det med en stor portion legesyge, og hvor glimtet i øjet hele tiden skifter mellem det ironiske og det oprigtige. Vi møder Barbie – eller Stereotype Barbie, som hun kalder sig selv, fordi hun ‘kun er smuk og klog’ – i Barbieland, i sit Barbie-hus, hvor hun vågner om morgenen til endnu en af sine ‘bedste dag nogensinde’, for sådan er hver dag for Barbie. Hun klæder sig på i et af sine mange outfits, spiser morgenmad, kører i sin pink Cabriolet til stranden, hvor hun mødes med de andre Barbier og Kens. Om aftenen holder de fest hos Barbie, hvor ‘Strand-Ken’ (Ryan Gosling) forsøger at fange hendes opmærksomhed, så hun ikke bare ser ham som en ven.
Sådan går hver dag i Barbie-land, indtil Barbie en dag vågner og pludselig har tanker om … døden. Og endnu værre, opdager, at hun har fået appelsinhud på lårene. Der er med andre ord noget riv, rav ruskende galt i det pink plastikland, og Barbie må tage til ‘Den virkelige verden’ for at finde den pige, der leger med hende i dukkeform, for det er deri miseren har sin grund. Den krydsforbindelse skal man ikke tænke for meget over og slet ikke prøve at finde en plausibel mening i.
Patriarkatet er et paradis for Ken
På rejsen sniger Ken sig med, selv om han er meget bange, men i ‘Den virkelige verden’ får både Barbie og Ken sig nogle overraskelser. Barbie opdager chokeret, at intet er som i Barbieland, hvor det jo er kvinderne, der styrer verden og mændene, der blot er vedhæng. Her bliver hun objektiviseret af lumre mandeblikke, klap i røven og set ned på af teenagepiger, der betragter hende som et produkt af grådig kapitalisme.
Ken, derimod, har en fest, for han opdager, at ‘Den virkelige verden’ er et patriarkat, hvor mændene har magten og en ‘rigtig mand’ kan lide biler og heste. Ting, han bestemt synes, skal indføres i Barbieland.
Forfuglt af Mattels CEO
Barbie er samtidig på jagt efter den pige, der har hende som legetøj, og da hun finder hende, møder hun også pigens mor, spillet af America Ferrera. Både datter og mor tager med Barbie tilbage til Barbieland for at rette op på Ken-inficeringen, hvor Ken’erne har lavet mandehuler ud af Barbiernes huse, fyldt stranden med store, voldsomme pick-up-trucks og gjort Barbierne til deres beundrende serviceorganer. Og lige i hælene på dem er hele Mattels direktion – alle mænd, selvfølgelig, med Will Ferrell som CEO – der bare vil have Barbie ‘tilbage i æsken, hvor hun hører hjemme’.
Lyserød fryd for øjet
Handlingen er, med andre ord, ikke trækplastret i ‘Barbie’. Den er der mest til at servicere filmens feministiske dagsorden, som er Gerwigs måde at dreje Mattel-produktgrundlaget på til et mere tidssvarende kvinde-empowering og individualistisk budskab (‘du kan være lige den, du er, og det er godt nok’).
I det take er der mange gode jokes i filmen, både i teksten og visuelt, som vil bringe latter i biografsalen. Især det fænomenale production design må fremhæves. At lave en Barbie-verden 1:1 med så mange finurlige, små detaljer fra legetøjet, er en lyserød fryd for øjet. Og absolut halvdelen af filmens fornøjelse.
Den anden halvdel er skuespillerne, hvor Margot Robbie lægger krop og ansigt til Barbie, og Ryan Gosling til Ken. Et helt igennem perfekt valgt cast. Robbie er som Barbie klart hjertet i filmen med al sin sødme og godhed, der er ved at udvikle en sjæl, men det er Gosling, der stjæler scenerne. I sin patetiske higen efter Barbies opmærksomhed og misforståede machoisme er han som Ken den, man ikke kan tage blikket fra. Heller ikke, når man griner ad ham. Og netop i den traditionelle fordeling af kønsrollerne, ligger der noget selvmodsigende i Gerwigs projekt. Man vil lave en film om kvinden, men det er manden, der får mest opmærksomhed.
Lyserød underholdning
Alt det kan man vælge at se bort fra, hvis man bare er ude efter et par underholdende timer i biografen, for på det niveau fungerer ‘Barbie The Movie’ også ganske fermt. Der er en herlig fornemmelse af legesyghed, en bevidst vilje til at være ‘over-the-top’ i alt, der vil appellere til det yngre publikum også. En barnlighed, om man vil, der kan bringe tvivl om, hvorvidt ‘Barbie The Movie’ egentlig er en børne/familiefilm, eller til voksne.
Der er ingen tvivl om, at Greta Gerwig balancerer på et knivsæg af mange intentioner og fælder. Af selvbevidst produktreklame, af satirisk komedie og rap samfundskommentar. Det er meget at gabe over og også for meget til, at filmen når hjem i alle sine ærinder. Og ret beset, er de kvindestøttende udsagn temmelig banale (ja, vi kvinder skal balancere mellem ikke at være for sexede eller for snerpede, for højtrøstede eller for fåmælte, for tynde eller for tykke osv ….).
Men ‘Barbie’ og Gerwig slipper for det meste af sted med det, allermest på grund af charmen. Det er sjovt, det er skarpt og det er pink. I en grad, hvor man – næsten – glemmer, at det er en reklame for et legetøj.
‘Barbie The Movie’ får fire ud af 6 (lyserøde) hjerter.
Barbie The Movie
Premieredato: 20. juli 2023 i biograferne
Genre: Komedie
Instruktør: Greta Gerwig
Manuskriptforfatter: Greta Gerwig og Noah Baumbach
Medvirkende: Margot Robbie, Ryan Gosling, America Ferrera, Simu Liu, Michael Cera, Kate McKinnon m.fl.
Land: USA
Spilletid: 1 time og 54 minutter
Der er et før og et efter 2020. Ikke blot på den store klinge, for som bekendt afspejler samfundsforandringer sig altid i moden. Før verden lukkede ned, var paletten fuld af skrappe farver som grøn, pink, lilla og gul. Cykelshorts blev mixet med stiletter, skulpturelle blazere strammet godt ind i taljen med logo-bælter og mikroskopiske, upraktiske minitasker.
Efter pakkede vi os ind joggingbukser og leggings. Og sådan er det fortsat. Komfort fremfor couture. En lang vinter klædt i praktiske jakker fra Barbour (som Ganni på genial vis indgik et samarbejde med), dunjakker fra Patagonia eller Prada. Ugg-støvler og Moon Boots.
Vores jeans blev ’baggy’ (hvem gider egentligt have noget på, der strammer?), sneakers blev (endnu) mere comme il faut, ligesom vi begyndte at snige elementer fra lockdown-garderoben som fine pyjamas-bukser i lette materialer, cashmere-sæt og oversize strik ind i hverdagen – også efter verden blev åbnet helt op igen.
Og det er måske det mest behagelige, vi har taget med os her i den post-pandemiske æra. Vi skal ikke længere ’lide’ for skønheden, men snarere finde skønheden i at have det rart. Se bare på den ustoppelige besættelse af fodformede sko, der nu er højeste mode.
I Katie Holmes’ sko
For nogle krævede det dog ikke en pandemi overgive sig til praktikken. En af dem er Katie Holmes. I årevis har hun sværget til basis-elementer som jeans, skjorter, t-shirts, sweatre og frakker i neutrale farver og haft fødderne solidt plantet i sko fra Birkenstock. ’Arizona’-modellen om sommeren, og ’Boston’ til køligere vejr. Ergonomisk. Praktisk. Godt. For hvis det fungerer, hvorfor så lave det om? Og flere og flere går hende nu i bedene. Ikke mindst hendes foretrukne fodtøj, som er dukket op syd for anklerne på modeller som Kaia Gerber, Kendall Jenner og Hailey Bieber. Laissez-faire og underspillet.
Foto: Ritzau/Scanpix
Katie Holmes i Birkenstock 'Boston'
Og det kan Birkenstocks – uanset om der er tale om de halvt-lukkede Boston-slides eller den åbne sandal med de to karakteristiske remme – tilføre. Men hvordan er Birkenstock gået fra at være en fodformet og ergonomisk korrekt hippie-sandal til at blive den mest solgte og eftertragtede sko i 2022?
Fodformet siden 1773
Birkenstock blev grundlagt i 1773, hvilket til sammenligning gør virksomheden tre år ældre end de forenede amerikanske stater, og mærket har som få formået at overleve gennem generationer og udvikling uden at ændre synderligt på kerneproduktet. Stifteren, Johann Adam Birkenstock, havde et ønske om at skabe sko og såler, der var formgivet efter fodens naturlige kurver, som alternativ til de strygebrætsflade såler, der ellers var standarden dengang.
Der skulle dog gå hundrede år førend Birkenstock-sålen eller ’fodsengen’, som vi kender den i dag, begyndte at tage form. Det var tip-tip-oldebarnet til stifteren, Konrad Birkenstock, der med udgangspunkt i det aftryk, en sund fod satte i sand, fik forenet den menneskelige anatomi med skoens design.
Og selvom den ergonomisk korrekte sandal gennem tiden har været anbefalet af ortopædkirurger, hvilket trods kvalitetsstemplet ikke lige frem er sexet, og favoriseret af jordbundne hippier og tyske turister, ja, så er de fodformede sandaler unægtelig pålidelige og lige udbredte, uanset om man er til modeuge i Milano eller på Døllefjelde Musse Marked.
Foto: Copenhagen Fashion Week
Grece Ghanem i pelsede 'far'-sandaler fra Hermès.
Men hvad skete der i årene efter Anden Verdenskrig, hvor Birkenstock-sandaler blev lægeordineret til hjemkomne soldater, der havde fået smadret fødderne i de tunge militærstøvler, og efter 1970’erne, hvor Birkenstock var blevet et internationalt brand, dog primært solgt i helsebutikker til batikklædte blomsterbørn side om side med sivsko og hampeflet?
Måske var det en kollektiv erkendelse af, at livet er for kort til at gå i ubehagelige sko eller en bevidsthed om, hvor meget det egentligt betyder for hele kroppen, at fødderne har det godt. For som Birkenstocks administrerende direktør siger om skoene: ”Selv hvis du ikke kan lide skoene, går du med dem, fordi de er gode for dig. Ligesom medicin, du ved.”
Foto: Copenhagen Fashion Week
Gæster til Copenhagen Fashion Week.
Men i 2013 skete der noget, der gjorde medicinen lidt lettere at sluge. Med øjeblikkelig virkning. Phoebe Philo, der dengang var chefdesigner for Celine, sendte nemlig modeller ned af sin Spring/Summer catwalk iført pelsbesatte Birkenstock-sandaler. De fik kaldenavnet ’Furkenstocks’ og blev et musthave for alverdens fashionistaer.
På catwalk og streetstyle
Celine-samarbejdet blev startskuddet til det, der skulle vise sig at blive en god forretning for Birkenstock-brandet, for siden bankede flere prominente brands som Proenza Schouler, Rick Owens, Dior, Valentino, Giambattista Valli og Manolo Blahnik på døren, og fortolkede Birkenstocks klassiske modeller (Arizona, Boston og Florida) i nye fortolkninger.
Og de fodformede sko skabte nye ringe i vandet. Træsko og crocs gik fra at være den foretrukne sko til havearbejde og på hospitalsgange til at dukke op på catwalken hos Balenciaga. Prada lavede logo-prægede træsko i 2022, og de tunge sko i træ er også dukket op i Jacquemus’ SS23 kollektion. Hos Jil Sander var det ergonomiske klipklappere med praktiske remme, Fendi viste bade-sandaler på hæl og Chloé, Tod’s, JW Anderson og Coach har leget med chunky ’børnesandaler’ i deres sommerkollektioner.
Foto: Launchmetrics/Spotlight
Tod's SS23
De ellers lidt udskældte Ugg-støvler, der sidst udgjorde en global landeplage i 2002 kom i nye smarte udgaver med lavt skaft og plateausåler og blev hurtigt det eneste rigtige vinterfodtøj anno 2022. Selv Chanel overgav sig til den praktiske trend og lancerede ’far’-sandaler med velco- remme, der hurtigt blev umulige at få fingrene i. Men intet slår den opmærksomhed Birkenstocks helt basale ’Boston’-slide er løbet med siden foråret 2022. Faktisk kunne modedatabasen Lyst.com berette, at søgningerne på netop ’Birkenstock Boston’ steg med 593 procent i første halvdel af sidste år, og modellen – særligt i de svært populære jordfarver – var nærmest sværere at opdrive end Chanels far-sandaler.
Foto: Mega
Kendall Jenner
Om det er på grund af de seneste års øgede fokus på komfort eller blot en reaktion på de mere ubekvemme fodtøjstrends, der før har hersket, så er der ingen tvivl om, at moden på den anden side af pandemien er blevet mindre prætentiøs. Funktion vægter højere end form. Langtidsholdbarhed frem for døgnfluetendenser – og alt det indkapsler Birkenstock i én fodformet sål. Og selvom der ikke hersker tvivl om, at Chanels vidundere med velcro er fantastiske, og det er sjovt at forene de ortopædiske Birkenstock-sandaler med Manolo Blahniks kongeblå signatur og pyntede spænder, så er vi også nået dertil, hvor vi kan se forbi alt den ekstra lir, og bare tage skoene for det, de er. Behagelige. Uden dikkedarer, og præcis som Birkenstock skabte dem for 250 år siden.
BIRKENSTOCK
Birkenstock blev stiftet i 1773 i Neustadt, Tyskland, af Johann Adam Birkenstock med et ønske om at skabe fodtøj og såler, der var formgivet efter fodens naturlige kurver – modsat konventionelle såler, der var flade. Birkenstocks i dag ikoniske sål, kaldet ’Fussbett’ så dagens lys i 1897, og det er stadig den, der i dag definerer alle Birkenstocks modeller. De ergonomiske sko blev i 1970’erne primært solgt i ortopæd- og helsebutikker, og derfor associeret med ’den fodformede’ hippie-kultur, men er siden blevet et ikon i moden, der har været fortolket af designere som Phoebe Philo for Celine i 2013 og siden Giambattista Valli, Givenchy, Valentino, Proenza Schouler, Manolo Blahnik, Rick Owens og Dior under det high-end subbrand, Birkenstock 1773.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.
Full disclore: Jeg elsker Taylor Swift, men jeg har fuldstændig mistet overblikket over, hvor mange rekorder hun har slået. Jeg ved bare, at hun er den kunstner, jeg lytter mest til ifølge Spotify.
Men nu har hun i hvert fald slået én til, og den er rimelig bemærkelsesværdig – det har rekorder det jo også med at være.
Men hør det her: Taylor Swift er nu den kvinde i historien, som har haft flest album i toppen af Billboard-hitlisten. Det skriver Berlingske via Ritzau.
For nyligt udgav hun albummet ‘Speak Now (Taylor’s Version)’, som selvfølgelig fandt vejen direkte til toppen af hitlisten, og det betyder, at Taylor Swift nu har haft i alt 12 album i toppen af listen. Dermed slår hun Barbra Streisands, som har haft 11 album i toppen.
Ud af de 12, som Taylor Swift har haft i toppen af listen, ligger fire af dem der faktisk lige nu: ‘Midnights’, ‘Lover’ og ‘folklore’ (Svært at vælge mellem, I know) – og så det nye ‘Speak Now (Taylor’s Version)’.
Og det gør hende til den første nulevende kunstner i 60 år til at have fire album i top 10.
It’s a lot, jeg ved det.
Måske forveksler du det med dengang, hun blev den første kunstner nogensinde til at indtage samtlige 10 pladser på den amerikanske hitliste over de mest lyttede 10 album.
Det gjorde hun, da hun udgav ‘Midnights’, og jeg skal da ærligt indrømme, at vi skulle frem til februar, før jeg for alvor satte noget andet i rotation.
Og så er der jo hendes ‘The Eras Tour’, som hun i disse år turnerer verden rundt med. Den skulle ifølge CNBC indbringe hende op mod én milliard dollar. Altså lige omkring 6,6 milliarder kroner.
Denne artikel blev første gang delt på femina:update.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.
Når man siger ’Barbie’, ser man umiddelbart en ualmindeligt langbenet, lyshåret dukke med hvepsetalje, store blå øjne, lys hud og bittesmå fødder for sig. Den stereotype Barbie. Den Barbie, som nogle forbinder med alle de signalværdier om udseende, børn ikke burde konfronteres med, men som for andre er et symbol på en kreativ leg, hvor ingen karriere er umulig. Alle drømme kan blive til virkelighed, og virkeligheden selv er en perfekt, lyserød plastikboble.
I de 6o år Barbie-dukken har eksisteret, har den vedholdt et tag i børn verden over (særligt i Vesten), og har – trods kontroverser – overlevet samfundsomvæltninger, genopfundet sig selv, tilpasset sig og udtrykt kulturelle forandringer i en grad, der ikke kan sammenlignes med noget andet legetøj. Barbie har tilsluttet sig bevægelser som feminisme, borgerrettighedskampen og har sat fokus på diversitet. Sagt med andre ord: Fra sin debut i en sort/hvid-stribet badedragt med opsat hår den 9. marts 1959 til den overraskende Balmain ready-to-wear NFT-kollektion i foråret 2022 til filmen ’Barbie’ med verdenspremiere 20. juli, er Barbie, 60 år senere, stadig relevant, og stadig til debat.
Foto: Warner Bros. / Barbie the Movie
Margot Robbie som Barbie iklædt en eksakt replika af det look, den allerførste Barbie havde på i 1959.
Denne Barbie er tidløs
Barbie-dukken blev skabt i 1959 af Ruth Handler, som var gift med en af medstifterne af legetøjsproducenten Mattel, der fortsat ejer Barbie. Handler så sine døtre lege med påklædningsdukker – altså udklippede billeder af kvinder, som de klædte på i udklippede papirkjoler. Det gav hende ideen til at skabe dukker med voksne træk til børn, og på en tur til Tyskland faldt hun over en dukke, Bild Lilli, som lignede præcis dét, hun havde haft i tankerne, og hun købte dukken med hjem til døtrenes umiddelbare begejstring. Ruth Handler købte også et eksemplar til Mattel og pitchede ideen om at skabe legetøjsdukker med kvindelige figurer til piger. Og således blev Barbie undfanget.
Men selvom Barbie, opkaldt efter Ruth Handlers datter Barbara, dengang blev markedsført som ’en teenage-fashionmodel’, viste markedsundersøgelser, at forældre til små piger var utilfredse eller ligefrem bekymrede over dukkens tydelige kvindelige kurver – og særligt brysterne. Handler og Mattel fastholdt dog, at det var sådan Barbie skulle se ud, og brysterne sidder i dag stadig, som de gjorde. Men det betyder ikke, at Barbie ikke har ændret udseende i løbet af sine seks årtier. Den største forandring kom i 1971, hvor dukkens øjne blev ændret, så de kiggede fremad og ikke hidtil forførende til siden. Og det blev kun begyndelsen på den forandring, Barbie skulle gennemgå – eller rettere: Alt det hun skulle blive til fra robotingeniør til rullestolsbruger, astronaut eller kræftpatient i en variation af syv forskellige kropstyper (fra høj til petite og curvy) og med 14 hudfarver og endnu flere frisurer og nationaliteter.
Foto: Ritzau/Scanpix
Barbie i et udvalg af hendes i dag mange udtryk.
Denne Barbie er feminist
Barbie er gennem tiden blevet mere end bare en dukke. Mere end bare et stykke legetøj. Hun er blevet et symbol på kvindefrigørelse og en måde at fortælle piger, at de kan blive, lige hvad de vil. Da Barbie fyldte 50 år, blev der iværksat en kampagne under navnet ’You Can Be Anything’, der understregede at (karriere-)drømme ingen begrænsninger har, heller ikke når man er pige. Og selvom det lyder som en forældet fortælling, så er den stadig lige så relevant i dag, som den var for 10, 20, 30 og 60 år siden. I 2019 lancerede Mattel ’Barbie Dream Gap Project’, der adresserede det ambitionsspænd, der findes mellem piger og drenge, kendt som ’the dream gap’. Ifølge den begynder piger at tvivle på deres egen intelligens, når de når fem-årsalderen, hvilket ikke gør sig gældende for drenge i samme alder. Det betyder, at drenge raskt væk drømmer om at forfølge karrierer, der firkantet set kræver en højere intelligenskvotient, mens piger undertrykker ambitioner om at kunne klare sig i sådanne erhverv. Derfor lancerede Mattels blandt andet en ’Dommer Barbie’ – et erhverv, der i 2019 var underrepræsenteret på kvindefronten. Dommer-Barbien kom i fire forskellige hudfarver og frisurer og indeholdt både dommerkappe og hammer.
”Vi har inspireret piger til at tro på, at de kan blive, hvad de vil. Fra prinsesse til ingeniør, astronaut og zoolog. Der er ikke det plastikloft, som Barbie ikke har brudt igennem,” har Chris Chan, Head of Marketing for Mattel i Sydøstasien udtalt til Today Online, Singapore.
Men der er mere ved Barbie end blot drømme om mulige karrierer. Barbie materialiserede pigedrømmen om at blive voksen, mener kultursociolog Emila van Hauen.
”Man kunne klæde hende i voksentøj og høje hæle, som man ikke selv kunne have på som barn. Det var en helt anden verden, hvor man som barn kunne opfatte sig selv som voksen gennem dukken, og få andre erfaringer gennem dukken, som man før først erhvervede sig senere. Man var ikke længere bare ’mor’ for en babydukke, men man kunne få et stedfortrædende voksenliv gennem Barbie, og man kunne sætte hende i situationer og positioner, der var seksualiserende,” siger kultursociolog Emila van Hauen.
Foto: Mega
Den første astronaut-Barbie blev lanceret i 1965.
Denne Barbie er barnløs
Trods alle de gode takter om karriereaspirationer, drømme og ’girl power’, konkluderede psykolog Helga Dittmar fra University of Sussexen i en undersøgelse i 2006, at det er skadeligt for unge pigers selvværd og kropsopfattelse at lege med Barbie-dukker, selv efter at dukkeformen er blevet ændret til at være mere proportionel i sine mål og have flere kropstyper, hudfarver og træk. Hun påpegede, at piger i alderen fem til otte år, som fik Barbie-dukker foran sig, stadig foretrak de langbenede, tynde modeller frem for de mere realistiske modeller. Og faktum er, at den stereotype Barbie har fysiologiske urealistiske mål. En klassisk Barbie er 29 cm høj, hvilket i en 1:6 skala vil sige, at hun ville være 175 cm høj med et brystmål på 91 cm, 46 cm omkring taljen og et hoftemål på 84 cm. Ifølge en undersøgelse foretaget af Helsinkis Universitetshospital betyder disse mål, at hun ville mangle 17 til 22 procent af det kropsfedt, der er fysiologisk påkrævet for, at kvinder kan menstruere. Dermed ville hun ikke være i stand til at føde børn.
Foto: Mega
Og gennem tiden har Barbie – sin rollemodelstatus til trods – været medie for en række kontroversielle råd angående vægt. I 1963 blev dukkesættet ’Barbie babysitter’ lanceret, og det indeholdt blandt andet en bog med titlen ’Sådan taber du dig’, som rådgav: ”Spis ikke!”. Samme bog gik igen i dukkesættet ‘Slumper Party’ fra 1965, der tilmed også indeholdt en lyserød badevægt med pilen pegende på 110 pund (50 kilo), hvilket er udtalt undervægtigt, hvis man er 175 cm høj.
Det var først i 2016, at Mattel introducerede de mere realistiske Barbie’er som ’høj’, ’petite’ og ’curvy’. Den ’curvy’ Barbie kom på forsiden af Time’s Magazine under overskriften: ”Kan vi så stoppe med at tale om min krop nu?” – til trods for at den ’curvy’ dukke kun var en amerikansk str. 4, hvilket svarer til en 36, som nogle børn nu opfattede som tyk – sammenlignet med den originale Barbie.
Foto: Time Magazine
Men er det kun Barbies skyld, at der – stadig – er et forvrænget billede af tyk og tynd?
”Barbie er opstået ud fra eksisterende idealer. Hun er en ekstrem udgave af de idealer, der var i forvejen. Det tynde ideal startede allerede i Charleston-tiden, hvor det yppige og kvindelige fra Belle Époque-tiden blev erstattet med et mere drenget ideal. Dengang fandtes anoreksi også. Man talte bare ikke om det,” siger Emilia van Hauen, der selv er vokset op med Barbie.
”Men det betyder ikke, at jeg troede, at jeg skulle se ud som hende. Hun var jo ikke allestedsnærværende som idealer og figurer er det i dag på sociale medier, hvor der kun er et udsnit af virkeligheden præsenteret. Med Barbie var man selv kuratoren og skabte hele billedet for legen,” siger kultursociologen.
Denne Barbie er en muse
Krop eller ej, så havde legen ikke været det samme uden moden. Barbie har fra dag ét været en fashionista. Hun er født direkte ind i den eksploderende forbrugerkultur i 1950’ernes og 1960’ernes USA, hvor moden i høj grad blev kommercialiseret, og Babie-dukken blev både et forbrugsgode og en forbrugsforstærker, fortæller kulturjournalist og modeekspert Chris Pedersen.
”Barbie er den amerikanske drøm. Smuk, begavet, succesfuld og velhavende. En dukkens forløber for nutidens topmodeller som Bella Hadid og influencere som Pernille Teisbæk og Emili Sindlev, som man som forbruger kan læse sine egne drømme og aspirationer ind i,” siger Chris Pedersen.
Ligesom Barbies karrierer har udviklet sig gennem tiden, har hendes garderobe gennemgået en mindst lige så stor transformation. Fra elegante Jacqueline Kennedy-inspirerede spadseredragter i 1960’erne til aerobics-inspirerede a la Jane Fonda i 1980’erne er der ikke det, hun ikke har haft på. Designerne har nærmest stået i kø for at designe garderoben. Mere end 70 modehuse og designere har klædt dukken på gennem tiden, herunder Dior og Yves Saint Laurent.
I 2009, da hun fyldte 50 år, blev der afholdt et helt show under modeugen i New York, hvor 50 kendte highend brands bidrog med looks inspireret af den ikoniske dukke, herunder Diane von Fürstenberg, Vera Wang, Calvin Klein og Christian Louboutin.
Foto: Ritzau/Scanpix
Modeshowet i 2009, der hyldede Barbies 50 års fødselsdag.
Og Barbies massive indflydelse og position som muse for moden er langt fra slut. Efter de første billeder fra den kommende live-action film med Margot Robbie og Ryan Gosling i hovedrollerne som Barbie og Ken blev lanceret, væltede der en bølge af Barbie-inspirerede looks ind over mode- og kulturbilledet. Kim Kardashian farvede sit hår pink og poserede i lyserød, glimtende Balenciaga fra top til tå som en virkeliggjort Barbie-dukke på sin Instagram-profil, Megan Fox og on/off-kæresten Machine Gun Kelly troppede op til events i variationer af lyserød, pink og turkis og brands som Acne, Diesel og Moschino fortolkede mere eller mindre indirekte Barbies lyserøde univers i deres SS23-kollektioner.
Foto: @kimkardashian
Kim Kardashian i fuldt 'Barbiecore'-look fra Balenciaga.
Som optakt til filmen droppede Versace og Dua Lipa en co-lab-kollektion, som blev præsenteret under filmfestivalen i Cannes i maj. Med en Barbie-inspireret farveskala i pink, turkis og glimmer tilsat højt hår og iøjnefaldende accessoires, bød kollektionen på kropsnære, asymmetriske kjoler og stramme suits – præcis som det, vi forventer at se i den kommende Barbie-film, hvor Dua Lia sjovt nok har en rolle som havfrue-Barbie, ligesom som hun også har lavet titelsangen ’Dance the Night Away’.
Om de levende Barbie-dukker er klædt i Versace eller ej, er der – ud over den generelle mystik om filmens handling og samfundskritiske perspektiv – selvsagt store forventninger til kostumerne i filmen.
”Jeg forestiller mig et miks af Met-udstillingen ’Notes on Camp’ og Jeremy Scotts kollektioner for Moschino. Style over substance, og alt for meget med et glimt i øjet. Jeg tror, det bliver et visuelt spektakel. Men jeg kan ikke rigtig se, hvordan Barbie, som sådan skal influere på nutidens mode, fordi hun på mange måder tilhører det forbrugs-mania, vi netop nu ser et opgør med. Barbie er mange ting, men quiet luxury er ikke en af dem,” siger Chris Pedersen.
Foto: Mega
Ryan Gosling og Margot Robbie i rollerne som Ken og Barbie.
Denne Barbie er en filmstjerne
Ud over at stå i skærende kontrast til Barbiecore-trendens modsvar, nemlig det underspillede, ’Succession’-inspirerede quiet luxury, så er der også andre aspekter ved den kommende film, der er i direkte modstrid med de tendenser, vi ser i samfundet lige nu, vurderer Emilia van Hauen.
”Barbie projekterer en ekstrem hvid, ciskønnet og heteronormativ virkelighed og fastholder dermed idealet om det hvide, unge overherredømme,” siger Emilia van Hauen og fortsætter: ”Men lad os se, hvad filmen handler om. Hvis det bare er en filmatisering af det klassiske Barbie-univers, så kommer den til at faile. Det gider ingen se. Men mon ikke instruktøren Greta Gerwig gør op med det. Barbie følger jo med tiden. Men selvfølgelig er det den langlemmede lyshårede model, der stadig har hovedrollen.”
Nok er det den stereotype Barbie, legemliggjort af Margot Robbie, der er omdrejningspunktet for filmen, men i optaktsmaterialet er der gjort plads til andre typer af Barbier. Blandt andet er skuespilleren og race-aktivisten Issa Rae castet som præsident-Barbie, komiker og tyk-aktivist Sharon Rooney som advokat-Barbie, den homoseksuelle Kate McKinnon som en punket David Bowie-agtig Barbie og skuespiller og krops-aktivist Nicola Coughlan som diplomat-Barbie.
Så mon ikke filmen gør op med den den stereotype Barbie, hvilket også reflekterer den indsats Mattel de seneste år selv har iværksat for at fortælle historien om, at alle ikke bare kan være som Barbie, men at Barbie er tilstedeværende i alle farver og former.
Foto: Warner Bros. / Barbie the Movie
Denne artikel blev første gang bragt i ELLEs julimagasin 2023.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.
Hvert år dedikerer ELLE augustnummeret til pride og stiller fokus på dem, der er en del af LGBTQIA+ miljøet, deres liv, udfordringerne og de problematikker, queer-personer stadig konfronteres med hver dag. I år har ELLE særligt fokus på ’hate speech’.
En af årets store partnere, der blandt andet har doneret penge til ELLEs indsamling og er med, når Pride-paraden kaster regnbuefarvet glans over København lørdag den 19. august, er den danske smykkevirksomhed Pandora.
Pandora har længe haft stort fokus på diversitet og inklusion. Det er en prioritet at skabe et miljø i deres organisation, hvor alle føler sig velkomne og accepterede uden frygt for diskrimination.
I år har der internt i Pandora været særlig fokus på at fremhæve virksomhedens egne stemmer i LGBTQIA+-miljøet. Disse kollegaer har fået taletid, så medarbejdere kan lære mere om LGBTQIA+ generelt, samt hvad det vil sige at være en god allieret som kollega. Der hersker nemlig en forståelse i Pandora, at for at kunne agere korrekt udadtil som Pride-partner, så kræver det en vilje til at lytte, lære og forstå, som kommer indefra. Dette arbejde startede tidligere i år, hvor en ny kollega, der identificerer sig som medlem af LGBTQIA+-miljøet via videooptagelser, der blev delt internt, åbent delte sine personlige historier og oplevelser, og gav råd til hvordan alle kan agere mere respektfuldt både på og udenfor arbejdspladsen.
Desuden har Pandora iværksat flere globale initiativer, der støtter LGBTQ+-miljøet; blandt andet et fundraising-partnerskab med den engelske LGBTQIA+-velgørenhedsorganisation, Stonewall, hvortil Pandora i hele august måned i år donerer 10 % af alt salg fra de engelske butikker af Pandoras Pride-kollektion til organisationerne.
Foto: Unsplash
Du kan opleve Pandora, ELLE og de øvrige partnere, når den officielle Pride-parade ruller gennem Københavns gader lørdag den 19. august kl. 12.00 – 18.00.
Efteråret i Danmark er notorisk kendt for sine larmende regnskyl, der på besynderlig vis har en evne til at fange og gennembløde selv de hurtigste cyklister i morgentrafikken. Du kender sikkert følelsen af våde jeans mod lårene, fladt regnhår og en ellers så flot makeup, der med ét skylles helt væk.
Netop på grund af vejrets våde lune denne sæson er en regnjakke nærmest et uundværligt redskab for dig, der gerne vil gå dagen tørt i møde. Heldigvis findes der rigtig mange regnjakker, som er både praktiske og pæne. Særligt hollandske AGU har vundet frem med sit regntøj, der er designet i douce farver og lækre materialer. Med sine simple snit og tidløse styles holdes dit outfit tørt uden at gå på kompromis med æstetikken; tværtimod har din nye regnjakke potentiale til at blive en ny garderobefavorit til alt slags vejr.
I denne artikel guider vi dig til den gode regnjakke, både når det kommer til praktiske egenskaber og pæne styles.
Til den urbane livsstil
Bor du i byen, er din cykel sandsynligvis dit primære transportmiddel. Det sparer tid, det giver frisk luft – og det er klart at foretrække over en tætpakket bus. Til gengæld har du brug for at være klædt på til cykelturen. AGU er et hollandsk activewear brand, der gennem mere end 50 år har designet tøj til cykelbrug. Med en særlig sans for at forene trends og tendenser med funktionalitet og praktik er deres styles perfekte til at fuldende regnvejrsoutfittet.
Læs mere og se AGUs fulde regntøjskollektion lige her.
Foto: Jan Bijl
1: Rain Dress
Synes du, regnbukser er besværlige, men har du samtidig et anstrengt forhold til gennemvåde jeans? Her er løsningen, du har ventet på. For med denne geniale Rain Dress kan du komme tør til din destination – uden regnbukser.
Den vandtætte regnjakke er nemlig inspireret af en maxikjole, som altså dækker hele benet, men uden at gå på kompromis med funktionaliteten. Kjolen bindes foran, så du selv kan bestemme, hvor stramt den skal sidde, og som en ekstra bonus er underdelen aftagelig. Det betyder altså, du får både en kort og en lang regnjakke i én, som du kan bruge efter behov. Hav eventuelt kjole-delen med i tasken på dage med ustadigt vejr, så du altid ankommer med looket intakt.
De rette materialer
Det er ikke helt ligegyldigt, hvad din regnjakke er lavet af. I udgangspunktet er der to forskellige materialetyper til regntøj: Polyester/polyamid eller PU. Størstedelen af AGUs styles er udformet i genanvendt polyester eller polyamid, hvilket er mere åndbart og bevægeligt end PU. Dertil kommer, at deres vandtætte jakker er belagt med en såkaldt Poray-membran på ydersiden, som gør, at regn effektivt holdes ude.
2: Motion Rain Poncho
Hvis din cykel er dit primære transportmiddel, er det vigtigt, du kan bevæge dig ordentligt i dit overtøj, så cykelturen bliver så gnidningsfri som overhovedet muligt. AGU designer alle styles med øje for æstetik, bevægelighed og komfort, og deres Motion Rain Poncho er ingen undtagelse.
Den har et løst look og et ultrabehageligt fit, som naturligvis holder dig tør. Jakken dækker til knæene, og fordi den har slidser i begge sider, får benene masser af plads til cykelturen. Regnjakken fås i tre cool prints, der med sikkerhed gør dig til et lyspunkt i gråvejret.
Regnjakken kommer i forvejen med hætte, men hvis du har lyst, kan du style den sammen med Bucket Rain Hat, der kommer i samme print som ponchoen.
Foto: Jan Bijl
3: Rain Anorak (vinterregnjakke)
Kan du lide det afslappede look og et oversized fit, er en vind- og vandtæt anorak det perfekte valg. Jakken skal trækkes over hovedet ligesom en hoodie, hvilket giver et cool, sømløst design, der samtidig isolerer dig fra vind og vejr.
Anorakken fra AGU er produceret i 100% genanvendt polyester og med den cool kontrast mellem farverne, de diskrete detaljer og knapper er den perfekt til at live en gråvejrsdag op. Jakken fås i følgende fire farver: flaskegrøn/sort, nuancer af blå, brændt orange/sandfarvet samt blå/beige, som er vist på billedet. Vælg de mørkere farvetoner for en jakke, der blender naturligt med et mørkt outfit, eller vælg de lysere farver for en regnjakke, der vækker opsigt på gaden.
Brug eventuelt jakken sammen med et par regnbukser, hvis regnen er tæt, og du har lang vej til arbejde – eller gå med en Rain Dress, hvor du får det bedste fra begge verdener.
Synlighed
Det er velkendt, at sigtbarheden er dårligere i regnvejr, end når solen skinner. Derfor er det vigtigt, at din regnjakke på den ene eller anden måde er synlig i trafikken. Bare rolig: Du behøver ikke gå all-in på neongule refleksveste for at vække tilstrækkeligt opsigt. AGUs regnjakker er nemlig udformet med diskrete refleksdetaljer, der for bilister er synlige fra lang afstand, men som du ikke lægger mærke til på nært hold.
Foto: Jan Bijl
AGU photo: Jan Bijl
4: City Slicker
Det overdimensionerede look giver form til et outfit, og så er det perfekt til sæsonens layering, hvor du styler dit tøj lag-på-lag og har brug for lidt mere plads i jakken til at smide en sweater over.
Her er modellen City Slicker helt perfekt med sit alsidige fit, som både fungerer med et simpelt outfit til de tidligere efterårsdage og et, der består af flere lag, senere på sæsonen. Regnjakken er vandtæt, vindtæt og åndbar, og, ligesom brandets øvrige regnjakker, er ydersiden belagt med en Poray-membran, som holder vand ude, men sikrer høj åndbarhed.
Får du tit en indelukket, klam følelse, når du cykler i regntøj, er det, fordi din regnjakke ikke er god nok til at lede fugten væk fra kroppen – med andre ord er din regnjakke altså ikke åndbar nok.
Netop åndbarheden er rigtig vigtig, særligt hvis du cykler i regnvejr og får pulsen lidt op. AGUs regnjakker er kendt for at være åndbare, vandtætte og æstetiske på én og samme tid, takket være de innovative teknologier, der er brugt i udviklingen af alle styles.
5: Packable Parka
Til dig, der er på jagt efter en klassisk regnjakke, som har alle de rigtige funktioner og samtidig giver outfittet et touch af coolness, er Packable Parka Rain Jacket det rette valg. Jakken holder effektivt regnen ude og fungerer med sit klædelige fit som prikken over i’et til dit outfit – selv hvis det bliver tørvejr senere.
Jakken er vand- og vindtæt og ganske åndbar, og som en ekstra bonus kommer der en regntæt taske med i købet, som holder dine essentials tørre. Packable Parka fås i brændt orange, støvet grå og råhvid, så du kan vælge den farve, der passer bedst med din garderobe.
Den vandtætte jakke komplementerer outfittet, uanset om det regner eller ej, men hvis du alligevel gerne vil skifte jakke i løbet ad dagen, kan du også sagtens det – for parkaen fylder meget lidt i tasken.
Hvad skal du lave i sommerferien?
“Jeg skal til Sri Lanka med min kæreste.”
Hvad er dit bedste ferietip?
“Mit bedste tip i sommermånederne er, at massere kokosolie i håret, da det ellers let bliver så slidt og skadet af sol og salt vand.”
Foto: Privat
Hvad læser/lytter/ser du denne sommer?
“Jeg læser ‘En kvinde ser på mænd der ser på kvinder’ af Siri Hustvedt.”
2
Foto: PR
'En kvinde ser på mænd, der ser på kvinder' af Siri Hustved, 300 kr.
Færdiggør sætningen: En god sommer for mig er …
“… Sammen med dem jeg elsker og massere af hav, sol og frisk frugt.”
Hvad har været årets højdepunkt for dig indtil videre?
“Alle de rejser jeg har været så heldig ar være på.”
Foto: Privat
Vi er halvvejs gennem 2023. Hvad håber du for resten af året?
“Ro og sundhed.”
Hvilke tre items er indbegrebet af sommer for dig?
“Solcreme, mine The Row klipklappere og et par gode sol briller. Jeg er en kæmpe solbrillesamler, så ingen sommer uden.”
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.
Mathilde og Bea er ikke skribenternes rigtige navne, ligesom deres dates kælenavne, arbejdspladser og stævnemøde-spots kan være ændret for anonymitetens skyld. Redaktionen er bekendt med kildernes rigtige identitet, og korrespondancen bygger (desværre) på virkelige hændelser.
Mathilde: Nå, jeg slettede jo alle datingapps i starten af sommeren, fordi jeg alligevel skulle karte rundt på festivaler og alt muligt og aldrig var hjemme til at ses med potentielle matches, remember?
Bea: Jaja totalt, men er du ved at være klar igen?
Mathilde: Ja, eller dvs det er jeg egentlig ikke, men jeg er jo blevet lidt in love i ham, det ikke skal være, you know, så tænkte det var meget godt for mig lige at blive mindet om, at der er andre fisk i havet
Bea: Sådan skat!!! det støtter jeg så meget op om
Mathilde: I know, så har hentet både Feeld og Tinder igen, og omg
Bea: Haha
hva så? Hvad sker der derinde for tiden?
Mathilde: Jamen jeg startede med at hente Feeld, fordi jeg ikke lige kunne overskue Tinder-samtaler a la “hvad arbejder du med” og “skal vi måske finde en dag i næste uge?”
Bea: Falder i søvn bare ved tanken (måske fordi jeg drak 7 paloma på Yellow i går og havde møde kl. 08.00 i morges)
Mathilde: Fuck. Legendarisk. Men anyways derfor startede jeg med Feeld, og havde måske lige glemt, hvor sindssyg den app er! Matcher først med cute fyr, der ser meget McKinsey-agtig ud. En time senere sender han pikbilleder og IKKE dem, der forsvinder, men dem der bare bliver i chatten!!!
Matcher først med cute fyr, der ser meget McKinsey-agtig ud. En time senere sender han pikbilleder
Bea: Elsker de der konsulentfyre, de er så aggressive med alt, de gør. Var den flot?
Mathilde: Jaja, bevares, det var den da. Dagen efter skriver en musikbranchetype og spørger, hvor spontan jeg er. Jeg siger fairly, men at jeg har tømmermænd (havde også menstruation, så kunne ikke lige se det ske), men så er han sådan “ved du hvad den bedste kur mod tømmermænd er?”, og det var 100 grader den dag, så jeg var sådan “hvor vil du bade?”
Bea: Lol, er du helt væk, som om han ville bade
Mathilde: Jaja ved ikke, hvad jeg tænkte på, han svarede nemlig også, at han nærmere forestillede sig, at han kom over og slikkede mig til jeg kom
Bea: Så for satan!!!! Så sendte du vel din adresse med det vuns
Mathilde: Ej magtede det ikke, men bad om et dick pic, så kunne jeg jo lige sammenligne mine kort på hånden og OMFG den var seriøst gigantisk. Fik helt ondt ved tanken
Bea: hahahah mon ikke det bare var en god vinkel?
Lol, er du helt væk, som om han ville bade
Mathilde: Jo sikkert, men altså selv i fuglepers ville den ikke være lille. Nå, jeg får lidt nok, så henter Tinder
Bea: Hvad sker der derinde?
Mathilde: Ik en skid. Matcher med en kok, skriver lidt frem og tilbage, spørger hvad han laver bedst
Bea: Haha
Mathilde: Ej mente hvilken ret
Bea: Jaja, har han svaret?
Mathilde: Ja, efter en 4 dage skriver han “rugbrødmadder”
Bea: Dør. Bed om et billede til samlingen … Nødt til at løbe, ses til yoga kl. 20.00!!! kyyyys
Det er 60 år siden, at Ole Lynggaard vendte hjem fra en dannelsesrejse og lejede et lille guldsmedeværksted i Hellerup, hvor han lavede sin første kollektion.
I dag er det hans børn, Charlotte Lynggaard og Søren Lynggaard, der som henholdsvis kreativ direktør og CEO fører arven videre i virksomheden, der bærer det fornemme stempel ‘Kongelig Hofleverandør’.
Søskendeparret fortæller med billeder fra familiealbummet historien om en af de sidste større familieejede smykkevirksomheder i Europa.
1. Fars ungdomsrejser
Søren Lynggaard: “Vores bedsteforældre havde en guldsmedebutik i Charlottenlund. De var ikke selv guldsmede, men havde interesse for det kreative håndværk og var selv meget kreativt anlagte. Vores farmor var lidt som Agnes fra Matador; Hun syede, flettede lampeskærme, strikkede strømper og gjorde alle mulige ting, som vores far hjalp til med. Han var lidt ordblind og ikke særlig akademisk, men fra en tidlig alder var han rigtig dygtig med hænderne, og i 1950’erne tog han en uddannelse som guldsmed.
Som det første bagefter besluttede han sig for at rejse ud i den store verden og tog hul på en femårs jordomrejse med start i Schwäbisch Gmünd i Sydtyskland. Her var han på skole i et år, før han tog videre til Paris og arbejdede omkring Place Vendôme, det eksklusive smykkeområde.
Efter to år fortsatte han til New York, hvor han i et halvt år arbejdede for familien Ostier, som dengang lavede nogle meget store og vilde smykker, og så videre til San Francisco, hvor han sparede penge nok sammen til at lægge guldsmedetængerne på hylden for en stund. I stedet gik han ombord på et norsk fragtskib, der tog ham hele vejen over Stillehavet til Fjernøsten. Han gik i land i Japan, og med kufferten i hånden rejste han rundt til lande som Filippinerne, Indien og Thailand, og Kina, der ellers var totalt lukket på det tidspunkt, før han til sidst rejste ned igennem det gamle Persien og til Egypten.
Undervejs fik han en masse inspiration, der kom til at sætte et livslangt indtryk på ham. Da Charlotte og jeg voksede op, havde vi et lille træbadekar, han havde lavet, og vi lærte at sidde på gulvet og spise med pinde. Der var rigtig meget, der havde sit afsæt i hans oplevelser med den orientalske kultur, og det viser sig også i hans kollektioner som tranekollektion, der er inspireret af kimonoerne og tempeldørene i Japan, og slangekollektionen, fra Tutankhamons grav på Det Egyptiske Museum i Kairo.”
Foto: PR
Ole Lynggaard i Fjernøsten
2. Fyldt op af inspiration
Charlotte Lynggaard: “Da han kom hjem til Danmark igen efter fem år på farten, var han fastbesluttet på at lave et lidt mere eksklusivt smykkebrand, hvor håndværket, og alt det, han havde lært i Tyskland, Frankrig og USA, virkelig kom frem. Men også, hvor han kunne bruge alt det andet, han havde taget med sig fra sine mange rejser.
Det er fantastisk at rode i arkiverne og finde gamle ting og sager fra hans rejser: billeder, æsker, dokumenter, breve. Han siger stadig i dag, at de rejser gav ham så meget inspiration, at da han endelig kom hjem, var han helt fyldt op og bare skulle i gang.”
Foto: PR
Ole Lynggaard i sit værksted.
3. En flyvende start
Søren Lynggaard: “I 1963 lejede vores far et lille guldsmedeværksted på Hellerupvej, hvor han lavede sin første kollektion. Vores bedsteforældre havde nogle forbindelser fra deres guldsmedebutik, som han kunne trække på, men vigtigst af alt havde han store drømme og store visioner.
Han var 27 år gammel, og han beskriver det selv som “en flyvende start”’, for efter at have lavet sin første kollektion, satte han sig ud i sin lille, grønne Fiat 500 og tog på landevejen. Folk syntes, det var nyt, spændende og anderledes, hvad han kom med, og begyndte med det samme at købe, så han skyndte sig hjem og ansatte nogle guldsmede for at følge med efterspørgslen.
Fem år senere gav Dronning Margrethe et par af hans manchetknapper til Prins Henrik, og tre år senere igen gav den daværende statsminister Jens Otto Krag ligeledes manchetknapper til den engelske premierminister, Edward Heath, da han var på statsbesøg i Danmark. Det er et godt billede på, hvor effektiv vores far var til at få bygget et stærkt brand op.
Ligesom Charlotte i dag, var min far også kommerciel, selv om han først og fremmest var kreativ. Der er mange kreative, der mister den kommercielle del, men de har begge altid kunnet se den forretningsmæssige del af at drive virksomhed.”
Foto: PR
4. Mor som muse
Søren Lynggaard: “På vores fars jordomrejse havde han mødt vores mor i Paris, der var dernede for at studere fransk. Hun var ikke så nem at få fat i, men han fortsatte med at sende hende luftpostbreve, mens han rejste rundt, hvor han skrev stolpe op og stolpe ned om, hvad han oplevede.
Da han langt om længe landede i Danmark igen, var det min mor, der hentede ham i lufthavnen. Vores mor, Karin, var gymnasielærer og underviste i engelsk, men har også været i bestyrelsen i virksomheden i mange år, og hvis man spørger vores far, har hun været en sindssygt vigtig del af historien og succesen.
Da vi var børn, rejste han rigtig meget, typisk 14 dage ad gangen, hvor han lå og kørte rundt i Norge og Sverige for at sælge sine smykker, men hun gav ham den nødvendige støtte til at kunne gøre det. Samtidig er hun sønderjyde, så hvis han begyndte at flyve lidt for højt, var hun god til at holde ham nede, så han ikke mistede jordforbindelsen. Men måske vigtigst af alt har hun altid været hans muse og store inspirationskilde.”
Foto: PR
Karin og Ole Lynggaard
5. Elefanten
Charlotte Lynggaard: “Vores far gik altid op i at give vores mor noget specielt til hendes fødselsdage. Det har altid betydet så meget for ham, at hun fik den helt rigtige gave, så han tænkte og tænkte og tænkte, og det har om noget været med til at inspirere ham.
På deres 25-års bryllupsdag for 30 år siden, var vi allesammen på safari på Serengeti-sletten i det østlige Afrika, da han blev inspireret til ‘Elefanten’. Det var noget, der lå i ham i forvejen; Han blev i første omgang meget betaget af elefanter på sine Asienrejser, og det fortsatte, så da vi var børn, lavede han altid marcipanelefanter til jul. Han fik også vores mor til at sy en elefant til både Søren og jeg, som vores første bamser, da vi var små.
På Afrikaturen lavede han så en elefant til vores mor, som han gav hende i gave. Det er der, hvor hele elefanteventyret startede, som stadig er i gang og med årene har udviklet sig. Da der var gået 25 år mere, og de skulle fejre guldbryllup, lavede han en ny elefant til hende. En pavé-elefant med 536 diamanter og en grøn turmalin i snablen.
Elefantkollektionen er stadigvæk en af vores bedstsælgende kollektioner. Hun kunne nemlig godt stikke lidt til ham, for når han gav hende gaver, blev de altid senere til produktioner, så med elefanten sagde hun: ”Hvis den her elefant er til mig, så er det min elefant”. Så han måtte twiste den version, han senere sendte i produktion, så hun kunne være den eneste med lige netop sin elefant.”
Foto: PR
Skitser af Elefanten.
6. Ene kvinde i en mandeverden
Charlotte Lynggaard: “I 1987 startede jeg som guldsmed i firmaet. På det tidspunkt havde det eksisteret i næsten 25 år, og der var masser store ambitioner og store armbevægelser, men det var stadig et ret lille firma med måske 15 ansatte. Det var næsten kun mænd i faget dengang, så man var virkelig ene kvinde. Det var samtidig håndværket, der gjaldt, og derfor var det vigtigt for mig, at der stod en vis respekt om mig og min håndværksmæssige erfaring.
Jeg havde et virkelig stort behov for at få en masse erfaring under bæltet, så i årene forinden havde jeg ligesom min far været på min egen faglige dannelsesrejse. Når man som ungt menneske netop er kommet ud efter at have taget sin uddannelse, tror jeg, det er godt at komme lidt ud og se verden. I Paris arbejdede jeg på et reklamebureau, og i San Francisco tog jeg et semester på et art college. Jeg havde lyst til både at male og tegne, og jeg overvejede for en stund at blive designer og skøjtede i det hele taget lidt rundt i andre genrer, før jeg definitivt landede på, at det var guldsmed, jeg ville være.
Jeg var også i Schweiz, hvor jeg arbejdede for smykkedesigneren Rolf Müller. Her boede jeg i en dal en halv time udenfor Zürich omgivet af bjerge, så der var ikke så meget andet at gøre end at fordybe sig. Det var jo en tid uden mobiltelefoner, så det kunne man rent faktisk, og det lærte jeg meget af. I dag er der mange steder en opfattelse af, at det hele skal ske på den halve tid, men jeg holder fast i, at ting tager tid, og at man skal give det tid. Hvis man ikke sidder med designet selv, er man ikke altid klar over, hvad der ligger bag, og hvor meget det faktisk kræver.
Nu om dage har jeg en masse erfaring, men jeg kan stadig mærke, at jeg i perioder bliver nødt til at sætte mig og bare kigge ud af vinduet for at rense fuldstændig ud. Det gør jeg især, hvis jeg kan mærke, at jeg måske nok kan komme med noget, men ikke noget, der virkelig er godt. Så er jeg nødt til at finde den der ro. Jeg tror kun, det bliver endnu vigtigere for de næste generationer, at de har perioder, hvor de finder roen, tænker sig om og fordyber sig, for der er så mange ting i vores hverdag, der potentielt forstyrrer. Det er vigtigt med fordybelsen og tålmodigheden, for man kan ikke bare skabe noget på et øjeblik. Hvis man vil skabe noget særligt, kræver det hårde arbejde og tålmodighed til at fordybe sig i det.”
Foto: PR
Charlotte Lynggaard
7. Blomsten & Bien
Charlotte Lynggaard: “Min første kollektion i 1994 var rigtig svær. Det blev pludselig virkelig seriøst på en anden måde, og samtidig havde jeg min far at måle mig op imod, der både var rigtig dygtig og havde et fantastisk øje for den slags. Han har også altid stillet store krav. Han er sådan en, der gør det på en sød måde, men jeg vidste, at man ikke kunne komme med hvad som helst til ham, for brandet var der allerede, så man skulle leve op til navnet og til ryet.
Tidligere havde jeg rejst meget rundt med min fars kollektioner, så jeg vidste, at folk fulgte nøje med: ”Hvad finder hun så på?” Det var jeg presset over. Jeg var nervøs for, om jeg kunne løfte arven og havde virkelig svært ved bare at få en eneste idé ind i mit hoved. Til sidst tænkte jeg: ‘Blomst!’ I dag er der mange blomster i smykker rundt omkring, men dengang var det ikke ligeså udbredt, og hvis der var en ting, jeg var sikker på, så var det, at min far aldrig ville lave noget med blomster. Det ville være en måde for mig at skille mig ud på, og samtidig var jeg meget glad for blomster og for at lave buketter og søge ly i naturen.
Jeg har altid haft det bedst, når der er en blomsterbuket i nærheden af mig, og helst nogle lidt vilde blomster, noget fra haven, eller noget, som lige er sat lidt løst sammen. Da først tanken havde åbenbaret sig, var det helt nærliggende, at det skulle være noget med bier og blomster. Det symboliserede samtidig for mig starten på noget – i dette tilfælde min egen begyndelse som skabende guldsmed – og havde noget feminint over sig.
På de første messer med min kollektion skulle folk lige forstå, hvad det var for noget, for de syntes allesammen, at min far var fantastisk, så de skulle vænne sig til, at jeg nu også var her, og at det ligefrem kostede det samme som hans ting. Det tog noget tid, men så forstod de det til gengæld også, og kollektionen endte med at blive en succes. Det gav mig blod på tanden, og så bliver man mere og mere modig og tør gå andre veje end alle andre. Nu om dage får jeg 5.000 nye idéer konstant, men jeg tør også stole på dem og arbejde videre med dem, og så kommer der hele tiden flere og flere.”
Foto: PR
Charlotte Lynggaards første kollektion, 'Flowers & Bees'.
8. Overudviklet retfærdighedssans
Søren Lynggaard: “I midten af gymnasiet var jeg så skoletræt, at jeg endte med helt at droppe ud. I stedet tog jeg til Australien og fik arbejde på en farm, og pludselig oplevede jeg at blive behandlet som et voksent menneske. Jeg var vokset op i sådan en vatkugle i Holte, hvor alle mine venners fædre var direktører for et eller andet, nu fik jeg en riffel i hånden og blev placeret foran en hest, og så var det ellers bare derudad. Jeg var en voksen mand med et ansvar, og det lærte jeg rigtig meget af.
Senere arbejdede jeg blandt andet som taxachauffør, kassemedarbejder i Netto, på en jordbærfarm i Tyskland og for verdens største græsfrøproducent DLF Trifolium, før jeg selv i 1994 startede i min fars virksomhed. Jeg havde forestillet mig, at jeg skulle ind i salget, men muligheden opstod i stedet i produktionen, fordi de søgte en produktionschef, så det lavede jeg nogle år, før jeg i 2003 blev administrerende direktør.
Stadig i dag trækker jeg meget på erfaringen fra mine tidligere jobs, for det er nogle af de steder, jeg har lært allermest, ikke mindst når det kommer til at behandle andre, som man gerne selv vil behandles.
Som taxachauffør oplevede jeg at blive behandlet vidt forskelligt af alle mulige forskellige mennesker. Jeg har en overudviklet retfærdighedssans, og hvis en postmand har 25-års jubilæum eller går på pension, skal han have den samme gave og den samme reception, som hvis det er virksomhedens CFO, der har 25-års jubilæum eller går på pension. Han har gjort det bedste, han skulle, for at pakkerne kom de rigtige steder hen, og hvis han har været en supergod medarbejder i mange år, så har det været, fordi han har udført det arbejde, han er blevet bedt om. Så er en CFO ikke bedre – han har bare lavet andre ting. Alle spiller en lige stor rolle i fødekæden.
Foto: PR
Ole og Søren Lynggaard i 1991.
9. Et navn i Tyskland
Søren Lynggaard: “Det tager lang tid at bygge et brand op i Europa. I dag går det rigtig godt i Tyskland, men det tog så også 15 år. I starten, da vi havde en sælger ansat, der tog rundt med kollektionen i hånden og ringede på ved alle de interessante butikker, blev hun kun mødt af lukkede døre. De ville ikke engang åbne, de stod bare og rystede på hovedet, for de havde allerede de kollektioner, de skulle bruge.
Det første år solgte vi stort set ingenting, for det tager bare lang tid at få folk til at købe noget, som koster det samme som Cartier, Pomellato eller nogle af de andre store brands, men som hedder ‘Ole Lynggaard’. Folk kan ikke udtale det, og de kan ikke stave det, når de skal finde det online. Hvis du skal købe en gave til din kone, og du ser, at der er en Cartier-ring, som koster det samme som det her mærkelige, nye brand, som du ikke rigtig kender, tør man så bruge sine penge på det, også selv om man synes, det er superflot? Bliver hun glad? Bliver hendes veninder imponerede? Er det et brand, der er væk næste år? Det tager lang tid at opbygge den tillid på markedet.”
Foto: PR
Et af Ole Lynggaards allerførste designs fra 1960’erne.
10. Kongelig Hofleverandør
Søren Lynggaard: Da vi begyndte at bevæge os udenfor Skandinavien, havde vi behov for, at det ikke bare hed ‘Ole Lynggaard Copenhagen’, men at vi også kunne vise, at vi altså havde en lang og stolt historie.
Derfor søgte vi om – og fik i 2008 – stemplet ‘Kongelig Hofleverandør’. Man skal have leveret i mere end 25 år for at få det stempel, og allerede i 1968 gav vores Dronning Margrethe, Prins Henrik manchetknapper fra Ole Lynggaard i gave. Det betød, at vi kunne tilføje det til vores logo, og desuden skrev vi ‘Since 1963’ for at understrege, at vi ikke bare var en døgnflue. Det var en stor ting at få det stempel, så vi kunne begynde at kommunikere det ud, og vi er også stolte over, at ikke bare vores eget, men også andre af de europæiske kongehuse bruger vores smykker.
Da hollandske Dronning Maxima forrige år var på statsbesøg i Tyskland, ankom hun med vores store Gipsy-øreringe. Det havde vi ikke haft noget at gøre med, så sådan noget bliver man stolt over. Det samme når den svenske prinsesse bærer vores smykker, eller når man ser skuespillere, erhvervsfolk og alle mulige andre rundt om i verden, der gør det samme.”
Foto: PR
Ole og Karin Lynggaard hilser på Dronning Ingrid.
11. Butikkerne som hjem
Charlotte Lynggaard: “Vi har seks flagship stores, og de betyder allesammen meget for mig. Sidste år åbnede vi i München, og når man har knoklet med at få noget op at stå i flere år, er det et meget stort øjeblik, når det så rent faktisk sker.
Til åbningen myldrede det ind med mennesker fra rundt om i verden, og så kan man ikke undgå at få en stolthedsfølelse. Det er de momenter af lykkerus, der gør det hele værd. Jeg synes også, det er en sindssygt flot butik, hvor der er kælet for enhver detalje. Det er ikke bare standardting, der er købt til butikken, det er små krukker og små, fine ting, vi har fundet på auktioner, og som vi har brugt til at indrette den, som om det er et hjem. Vi ønsker ikke bare at blive større og større, vi ønsker, at hver butik nærmest skal være vores andet hjem, hvor folk kan komme ind og få en lækker småkage og en kop kaffe og være der i flere timer og blive inspireret. Hvis vi bare skaffede en masse ‘hjem’, ville det hurtigt blive udvandet.
Det er også vigtigt for mig, at der er fokus på velvære i vores butikker. De ansatte går i Issey Miyake-tøj, fordi det er så behageligt og passer til alle – om man er tyk eller tynd, høj eller lav, om man går i høje sko eller flade sko. Det klæder på en måde alle. Jeg var selv til et af deres første shows i Grand Palais i Paris, da jeg boede der, hvor alle mulige forskellige kvindetyper kom ind på catwalken, og det passede dem alle.
Jeg synes, det er utroligt vigtigt, at dem, der arbejder i vores butikker, har det godt, for så har de også mere lyst til at byde ordentligt velkommen til dem, der kommer ind. Hvis man træder ind i en butik, hvor man fornemmer nogle spændinger, er det svært at finde sig tilpas. Sådan har jeg det selv. Jeg er ret følsom over for sanser, så det skal være rart både at arbejde der og komme ind i butikkerne.”
Foto: PR
Ole Lynggaard butikken i Indre København.
12. Den store designfrihed
Søren Lynggaard: “Vi er nærmest den eneste større, familieejede smykkevirksomhed tilbage i Europa, for alle de andre er blevet opkøbt af investorer og kapitalfonde. Mange kapitalfonde gør mange gode ting, men de er ikke verdensmestre i at bygge brands, fordi de er alt for kortsigtede. De skal jo sælge firmaet igen om tre år.
Vi er familieejet og familiedrevet, og det gør, at vi kan være meget langsigtede i vores beslutninger. Her i huset er det designerne, der bestemmer, hvad vi skal sælge, og hvad vi skal fokusere på. Selv om jeg er administrerende direktør, er det derfor ikke sådan, at jeg fortæller Charlotte, hvad vi skal lave. Det er snarere omvendt, for vi er et designstyret firma, og jeg synes, det er en kæmpe fordel, at vi har designere med en masse frihed til at lave vilde ting, for det er det, der flytter os nye steder hen.
Under pandemien valgte Charlotte at lave BoHo-kollektionen, som er den største, vildeste og dyreste ringkollektion, vi nogensinde har lavet. Der ville nok være andre firmaer, hvor man ville sige: ”Den venter vi lige med, ikke?” Men der er vi anderledes, og det kom os til gode, for det viste sig, at der var rigtig mange, der netop i den tid havde lyst til at forkæle sig og prøve noget nyt og spændende.
For et par år siden fik Charlotte også idéen til at lave en tiara til en udstilling på Amalienborg, så vi brugte 400 timer på vores modelværksted med at udvikle den her fantastiske tiara, som Kronprinsesse Mary endte med at bære til Dronningens fødselsdag. Det er både fantastisk PR i sig selv, men det førte også alt muligt andet med sig, for det inspirerede os til flere nye kollektioner.
Når en designer har frihed til at gøre vilde ting, flytter det hele firmaet. Vi har ikke en komité, der skal godkende designet, så når Charlotte siger, at ”sådan her ser det ud”, skal vi andre ikke sige, om vi synes, den er pæn eller grim, eller om den burde være grøn i stedet for.
Vores opgave er at stole på det og så finde ud af, hvad vi kan gøre for at understøtte det. Jeg tror, det er en fejl, mange andre virksomheder begår, at der sidder et panel eller en direktør, som faktisk overhovedet ikke har forstand på design, men som er god til at kigge i bakspejlet og se på, hvad der fungerede sidste år, og derfor går med det trygge valg. Det kan fungere et stykke tid, men til syvende og sidst går det galt, fordi man ikke fornyer sig.”
Foto: PR
Kronprinsesse Mary med tiara fra Ole Lynggaard.
13. Charlottes inspiration
Charlotte Lynggaard: “Ligesom min far bruger jeg rejser som inspiration. Der har af gode grunde været et par år, hvor det ikke er blevet til særligt meget, men de seneste måneder er jeg for alvor kommet i gang igen, og jeg kan tydeligt se, hvor vigtigt det er for mig. Lige meget, hvad man laver, tror jeg faktisk, det er utroligt vigtigt at komme lidt ud af sin hverdag, så man ikke ender i den der daglige trummerum, hvor man ikke føler, man har tid til det, man gerne vil. Når man kommer ud, får man det hele lidt på afstand, og samtidig oplever man andre kulturer, andre måder at gøre tingene på, ser nye farver og møder nye mennesker.
Jeg har altid min taske på mig med en lille notesbog, hvis jeg vil skrive et par hurtige ord ned, men også større scrapbøger og tegnebøger, så jeg kan sætte mig og forfølge en idé eller tanke. Jeg bliver også ofte rigtig inspireret af at kigge på kvinder. Mine børn synes, jeg er pinlig, når jeg sidder og kigger på fremmede kvinder, og hvordan de bevæger sig, men det giver mig virkelig meget inspiration, for jeg er fascineret af at lave smykker til alle slags kvinder i alle aldre. Intellektuelle kvinder, klassiske kvinder, flippede kvinder.
Jeg har ikke en speciel kvindetype i mit hoved, for det er fascinerende med variationen, og hvordan forskellige kvinder bærer smykkerne.”
Foto: PR
Charlotte Lynggaards inspiration.
14. Dødningehovedringen
Charlotte Lynggaard: “I mange år havde Søren en dødningehovedring, der mindede ham om at huske at leve livet. Jeg kunne ikke så godt lide den og kunne ikke dy mig for at påpege det, men så sagde han en dag: ”Hvis du ikke synes, den er pæn, må du bare lave en bedre til mig”. Jeg havde aldrig lavet noget, der mindede om dødningehoveder, men til hans 50-års fødselsdag lavede jeg alligevel en til ham. Det endte faktisk med at give mig inspiration til at lave BoHo-kollektionen.
Det handler om nogle gange at blive tvunget til at tænke uden for boksen, fordi der er en, man gerne vil give noget helt specielt – ligesom min far altid havde det med min mor. For mig kan det også være en speciel kunde, der er kommet i firmaet i mange år, som man gerne vil give noget helt særligt, og derfor tænker man virkelig meget og længe over det.
Jeg tror, det er meget vigtigt at holde fast i at gøre sig umage og vedblive at gå de ekstra skridt. Vores fundament er håndværk, og derfor er det ikke bare en mulighed at købe en ny maskine, der står og sprøjter flere af de samme produkter ud. Det handler i stedet om at finde de rigtige håndværkere, der kan deres kram, selv om det bliver sværere og sværere, for med al håndværk, bliver der uddannet færre og færre.
Vi er også nogle af dem, der bruger allerflest gemstones, de her farvede sten, i hele Europa, for de er meget svære at skaffe. Det værste for mig er, hvis man ikke gør sig umage, og min erfaring siger mig også, at man ender med at bruge mere energi på at være ked af at se på det, end det ville have taget at lave det ordentligt i første omgang.”
Foto: PR
Ring fra BoHo-kollektionen.
15. Fortid og fremtid
Charlotte Lynggaard: “Vores far har altid været virkelig god til at give ansvaret videre. Det var helt fra begyndelsen, at han sagde: ”Jeg synes sådan her, men hvis du synes sådan her, og det er dit område, jamen så gør vi det.” Jeg kan ikke huske, at han nogensinde har slået i bordet og sagt: ”Nu er det mig, der bestemmer!” Nogle gange har han været uenig, og så har det handlet om at prøve at vise ham det, man selv har troet på, og det har han været god til at tage imod.
Mange grundlæggere kan overhovedet ikke give slip på noget som helst, men sådan har han ikke haft det. Han kommer stadig ofte i virksomheden. Så går han en tur rundt og siger hej eller spiser frokost. Når man først har prøvet det her med at skabe, så kan man ikke slippe det igen. Der er en skabertrang, der sidder så dybt i en, at man bliver ved med at tænke i de baner.
Nu begynder vores egne børn også mere og mere at blive en del af firmaet. De er vokset op med det, så det er helt naturligt for dem at indgå i hverdagen på den ene eller den anden måde, og nogle af dem har også arbejdet i vores butikker. Sørens datter arbejder lige nu i vores butik i Australien, og min ældste datter arbejder som grafisk designer i firmaet. Hun har også arbejdet på vores værksted i to år og planlægger sin første kollektion. De har alle sammen særlige evner indenfor et eller andet område, men det er umuligt at sige, hvordan fremtiden bliver for dem, og om den ligger i firmaet.
For os selv var det noget, der skete meget glidende, så vi er ikke interesseret i at sætte os ned med vores egne børn og sige: ”Nu skal vi træffe store beslutninger”. Det er bedre at se, hvordan tingene udvikler sig.”
Foto: PR
Charlottes datter Sofia Lynggaard og Sørens datter Emily Lynggaard.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.
Det er måske en af de mest kendte slogans i hele verden: ”Because you’re worth it”, som igennem tiden er blev sagt af ikoner som Jane Fonda, Claudia Schiffer, Beyoncé, Joanne Dusseau og Andy MacDowell.
Og nu er tiden altså kommet til at en ny kvinde skal være ansigtet, der manifesterer det legendariske slogan. Det er nemlig netop blevet offentliggjort, at model Kendall Jenner er det nye ansigt for L’Oréal Paris.
Kendall Jenner er lige nu en af de mest eftertragtede modeller overhovedet, som ud over at gå de mest profilerede modeshows, også har skabt et navn for sig selv som stilikon, når hun bare er sig selv, og iværksætter.
Med 350 millioner følgere på de sociale medier har Kendall Jenner sin egen globale medieplatform, hvor hun inspirerer kvinder til at være sig selv og dele deres liv på deres egne betingelser.
Kendall Jenner har givet liv til noget, der for mange overgår deres vildeste drømme, og hun er blevet et ikon og en global succeshistorie. I årenes løb har supermodellen brugt sin position og platform til at tale åbent om problemer med mental sundhed og angst. Hendes ærlighed har været med til at starte samtaler blandt de millioner af unge kvinder og piger, der følger hende. At vide, at en som Kendall Jenner også kæmper med usikkerhed, giver piger og kvinder mulighed for at åbne op om deres egne problemer og skabe netværk af støtte på deres vej til selvværd.
”Det er et nyt højdepunkt i vores mission for at styrke alle kvinder, overalt. Ingen andre end Kendall Jenner definerer Kendall Jenner. Hun er legemliggørelsen af alt, hvad Gen Z står for. Hun ejer sit eget image, vokser stolt i sit selvværd og inspirerer andre til at gøre det samme,” siger Delphine Viguier-Hovasse, global præsident for L’Oréal Paris.
Om det nye samarbejde lyder det fra Kendall Jenner selv:
”Jeg er beæret over at være en del af et nyt søsterskab af stærke kvinder og over at kunne sige de ikoniske ord: ”I’m worth it”. At blive en del af L’Oréal Paris-familien giver mig virkelig følelse af et full-circle moment,” siger Kendall Jenner.
Foto: PR
I forbindelse med offentliggørelsen af sit ambassadørskab, deler supermodellen også sin faste skønhedsrutine, som blandt andet består af masser af vand og fugt:
”Noget af det første jeg gør, når jeg står op om morgenen, er at drikke masser af vand. Det betragter jeg som en del af min skønhedsrutine. Inden jeg går i seng om aftenen, tager jeg et bad, renser mit ansigt og sørger for, at jeg har fået masser af fugt til min hud,” fortæller Kendall Jenner.
Men det er faktisk mere betydningsfuldt end som så, at være ansigt for L’Oreál Paris. Da kosmetikgiganten kom op med ’I’m worth it’-kampagnen i 1970’erne var kvindekampen godt i gang, og der blev i den grad gjort op med de gamle normer, hvor mænd fortalte kvinder, hvad de skulle og hvordan de skulle se ud. Men selvom kvindekampen var synlig i gadebilledet, var det stadig den gamle ideologi der herskede i det kommercielle reklamelandskab. Det gjorde L’Oreál Paris op med i 1973, da de introducerede den første ’I’m worth it’-kampagne med skuespilleren Joanne Dusseau som talskvinde, og det kom til at revolutionere reklamelandskabet efterfølgende. Her var det for første gang kvinden selv og hendes ønsker og valg, der var i fokus, og det blev hele grundstammen i L’Oreál Paris’ markedsføring fremover; at styrke kvinder og give dem en tro på, at de kun fortjener det bedste.
Se udviklingen af ’I’m worth it’-kampagnen nedenfor.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.
Har du også lagt mærke til en særlig tendens, der har udspillet sig på (og uden for) den røde løber de sidste par måneder? En tendens, hvor du lige er nødt til at se to gange, fordi der er et lille mismatch mellem en kendis valg af fodtøj og den øvrige garderobe.
Tanken bag de uventede skovalg har stylisten Allison Bornstein valgt at kalde ’teorien om forkerte sko’, som kort fortalt går ud på at vælge de mest uventede sko til et ellers ordinært outfit, for at give hele looket et friskt, moderne pust og personlighed.
Det kan eksempelvis være at sætte et par uprætentiøse Havaianas-klipklappere sammen med skræddersyede bukser, hvilket Elle Fanning demonstrerede til perfektion under filmfestivalen i Cannes tidligere i år. Klipklappere trækker de mere formelle bukser ned på jorden og gør øjeblikkeligt hele lookets udtryk mere afslappet.
Foto: Shutterstock/Splash/Ritzau Scanpix
Og teorien virker også med kjoler. Tag bare Katie Holmes, der satte flade Mary Jane-ballerinaer sammen med en hellang, hæklet maxinederdel, der normalt ville have kaldt på et par høje hæle. Men, som Holmes så fint demonstrer, er det faktisk det overraskende skovalg, der gør hele ensemblet interessant.
Foto: Mega
Olsen-tvillingerne er også glimrende kilder til inspiration hvad angår teorien om forkerte sko. De bruger ofte flade sko, afslappede sandaler eller sneakers til deres enkle og elegante The Row-looks, for at give det samlede udtryk et element af jordbundethed.
Hvis du selv vil prøve at sætte ’forkerte sko’ til et look for at skabe et nyt udtryk, men ikke ved hvor du skal starte, så prøv i første omgang at tage de sko på, dit instinkt fortæller dig, og vælg derefter et par, der stikker i den helt anden retning, blot for at se kontrasten. Det kan være at du står iklædt din vanlige kombination af jeans, hvid t-shirt og blazer med dine favorit-sneakers i hånden. Prøv at skifte sneakersne ud med en høj sandal med stropper, eller en anden højhælet sko, og se hvordan hele looket ændrer sig. Omvendt, hvis du er på vej ud ad døren og føler dig for overdressed i en kjole og høje hæle, så prøv at skifte de højhælede sko ud med en ballerina, en støvle eller et par sneakers, og se, hvor du føler dig bedst tilpas.
Det gode ved teorien om ’forkerte’ sko, er, at du her ikke behøver gå ud og købe nyt, for at skabe nye udtryk. Det handler simpelthen bare om at bytte rundt på den måde, du bruger og sammensætter din garderobe på.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.
