Hurra for Michelle Obama! Vi ELLEsker hendes juleudsmykning af Det Hvide Hus

Er julestemningen begyndt at brede sig hjemme hos dig? Hvis ikke så kan det være, at den gør, når du er færdig med at læse denne artikel. For Michelle Obama er det nemlig hendes sidste jul som førstedame i Det Hvide Hus, før hun giver stafetten videre til Melania Trump, som imidlertid ikke har tænkt sig at flytte med til den amerikanske præsidentbolig. Melania Trump vil blive boende på adressen i Trump Tower i New York, og det forlyder, at beslutningen beror på, at sønnen Baron på 10 år skal have lov til at færdiggøre skoleåret i New York.

Læs også: Vogue hylder Michelle Obama inden hun går af som førstedame

Men tilbage står vi også med spørgsmålet, om Det Hvide Hus nogensinde vil få den samme kærlige julehånd, som Michelle Obama har givet det? I samarbejde med event designere Bryan Rafanelli har hun nemlig tryllet præsidentboligen om til et julelandskab i særklasse, hvor eventyret og magten smelter sammen – og når december melder sin ankomst bliver drømme om reformer (i f.eks. det amerikanske sundhedssystem) til på lige fod med drømmen om en eventyrlig jul.

Sidste år hentede Michelle Obama inspiration i sin interesse for mode, og b.la. inviterede hun den amerikanske designer Carolina Herrera til at dekorere Det Hvide Hus. Men for at markere Michelle Obamas sidste år som førstedame fik Bryan Rafanelli frie hænder til at fortolke hendes kæreste mærkesager, og dermed har Bryan udsmykket Det Hvide Hus’ bibliotek med blyanter, linealer og kuglepenne mens dekorationer, der staver ordet ”girls” på 12 forskellige sprog refererer til førstedamens ”Let Girls Learn” initiativ.

Men Michelle Obamas mærkesager har også givet plads til den mere traditionelle julepynt, og i Det Hvide Hus stråler julekugler om kap med gigantiske julesløjfer, kagehuse, kagemænd i Lego, en juledekoration med en miniaturemodel af Det Hvide Hus som nissernes julebolig, snemænd på gangene – og vi kunne blive ved. En tur rundt på gangene i Det Hvide Hus kan nemlig kun få os i julestemning, mens vi nynner de klassiske, amerikanske julemelodier som ”I’m Dreaming of a White Christmas”.

Kig med i galleriet og oplev julen i Det Hvide Hus:

Sarah Jessica Parker åbner butik i eget navn – se her hvor!

Vi har set det før: Tendensen med at popkulturens førstedamer går fra scenen til runwayen og bliver anerkendte designere. Victoria Beckham er bannerfører for designer-vejen, og tæt i trop følger Sarah Jessica Parker, hvis alter-ego fra Sex and the City går over historien som den mest skoglade kvinde i nyere tid. Sarah Jessica Parker deler flere karaktertræk med sin ikoniske rolle som “Carrie” og det er blot få uger siden, at hun præsenterede en eksklusiv skokollektion for Net-a-Porter under sit eget brand, SJP Collection. 

Heldigvis begrænser Sarah Jessica Parkers designtalent sig ikke til enkelte kollektioner: Nu åbner hun nemlig butik i eget navn! 

Overraskende har Sarah Jessica Parker valgt at åbne sin føste butik i Washington DC, og ikke New York, som ellers er synonym med den velklædte skuespillerinde og Carrie Brandshaw.

Læs også: Få sko som Carrie Brandshaw – Sarah Jessica Parker designer eksklusiv kollektion for Net-a-Porter

Butikken, SJP Collection, er sat til at åbne d. 8. december, og vil føre brandets skokollektion samt den netop lancerede kollektion af “little black dresses” og smykkelinjen. 

Var der nogen, der foreslog en (shoppe-)tur til DC? 

Læs mere om SJP Collection her

 

Vestiaire Collective afholder julesalg til fordel for velgørenhed

Hos Vestiaire Collective er julen hjerternes tid, og derfor går webshoppen julen i møde med et stort julesalg til ære for velgørenhed.

Den populære webshop har nemlig udvalgt nogle af verdens største designer og bedt dem om at donere et produkt med det formål, at designerne vælger et velgørende formål som penge fra salget efterfølgende skal gå til. 

De udvalgte designer tæller intet mindre end 18 luksusdesignere, herunder Zac Posen, Sonia Rykiel og Kenzo. Dertil er der også et dansk brand, der har sneget sig med i det fornemme selskab.

Danske Ganni er nemlig et af de brands, som Vestiaire Collective har teamet op med til det velgørende julesalg. En mulighed, som Creative Director hos Ganni Ditte Reffstrup er meget stolt over:

”Jeg har altid elsket vintage – og har igennem årene fundet mange skatte på ture i vintagebutikker. Jeg kan godt lide tanken om, at ting har en historie og skifter hænder, når de har tjent deres værnepligt i en kvindes garderobe. På den måde appellerer Vestiaire Collectives platform til mig, og samtidigt er kampagnen med til at sætte fokus på velgørenhed og næstekærlighed.” 

Det store julesalg på Vestiaire Collective starter tirsdag den 29. november på Vestiaire Collective, og i galleriet har vi samlet alle de lækre styles som du kan købe og samtidig støtte et velgørende formål med.

… Let’s go shopping!

Kom i julestemning og oplev julen i ILLUM hele december

2016 blev for alvor året, hvor ILLUM i København fik indviet stormagasinet med den ene luksus-butik efter den anden. Senest det italienske modehus Prada, der slog dørene op for intet mindre end en 3-etagers butik ud mod Amagertorv.

Med luksusbrands som Prada, Balenciaga, Yves Saint Laurent, Maison Valentino og Proenza Schouler er ILLUM blevet en af Københavns foretrukne shoppingdestinationer både for den modebevidste dansker og alle de turister, der hvert år strømmer til hovedstaden.

Af andre nye tiltag, som ILLUM har præsenteret i 2016, er også den nyåbnede tagterrasse ‘ILLUM ROOFTOP’ på toppen af stormagasinet, hvor der er placeret 9 lækre restauranter, der inkluderer alt fra skønne fiskeretter hos Skagens Fiskerestaurant til små italienske retter på Maio og en coffee to-go på kaffebaren Original Coffee. Og det bedste af det hele? Uden tvivl den helt fantastiske udsigt fra tagterrassen, som giver det smukkeste udsyn over København.

Dertil kan vi også nævne ILLUMs ‘Shoe Heaven’ på 2. etage, hvor der findes alle de designersko en fashionista kan drømme om.

Så hvis du endnu ikke har besøgt ILLUM og de mange nye butikker og restauranter, som stormagasinet har åbnet i løbet af det sidste års tid, så bør du bestemt aflægge et lille visit.

Og hvilken bedre måned at opleve alle de nye tiltag end i årets hyggeligste måned, december?

Traditionen tro præsenterer ILLUM igen i år deres smukke julevinduer samtidig med, at de inviterer til en masse hyggelige arrangementer i december – og du er selvfølgelig inviteret. 

Vi har samlet nogle af alle de hyggelige arrangementer, som du kan opleve i ILLUM i december nedenfor:

  • 1/12: Late Night VIP-shopping for ILLUM Key kunder, der kan drage fordel af nedsatte priser på udvalgte varer fra diverse brands. 
  • 3/12: ‘Merry Wishmas Event’, hvor du kan vinde det, du ønsker dig allermest fra ILLUM
  • 17/12: ‘Shoe & Lingeri’-event med fokus på alle de ting indenfor sko og lingeri, du skal ønske dig til jul – eller forære din mor, veninde eller kollega
  • Frem til den 23. december byder ILLUM ROOFTOP på gløgg hos et udvalg af deres restauranter

Du kan også få masser af inspiration til juleshoppingen på ILLUMs hjemmeside.

Julekalenderen fra Love Magazine er fyldt med A-list modeller

Når julen banker på, betyder det masser af spændende julekampagner – og en af dem, der særligt har fanget vores opmærksomhed er Love Magazines julekalender, der er stjernespækket med alle de største it-girls og modeller, du kan komme i tanke om.  

D. 1. december skyder Love Magazine deres populære julekalender i gang med et brag af en fest. Det er den sjette julekalender, Love Magazine sender ud, og vi lover, at du ikke vil blive skuffet! 

Se også: Skønhedsredaktørens 10 december-favoritter

Den nye teaser for julekalenderen blev offentliggjort i går, og dette års julekalender indeholder et hav af topmodeller, herunder Kendall Jenner, Emily Ratajkowski, Taylor Hill, Hailey Baldwin, Hannah Ferguson, Doutzen Kroes, Nina Agdal, Elsa Hosk, Jasmine Sanders, Shanina Shaik, Jourdan Dunn, Stella Maxwell, Sara Sampaio, Joan Smalls og Sofia Richie. 

Der vil komme små film og overraskelser gennem hele december måned, og teaseren giver et ret godt indblik i, hvad vi kan glæde os til. Udover modellerne fra teaseren kan du også forvente at se Bella Hadid og Gigi Hadid, Kim Kardashian, Ciara, Chrissy Teigen, Alessandra Ambrosio, Barbara Palvin og mange flere prominente navne i løbet af december.

Manden bag teaser-videoen er ingen ringere end musikvideo director Hype Williams, der også står bag musikvideoerne til Beyoncés ’Video Phone’ og Kanye Wests ’Runaway’.   

Kig med herunder, hvor du kan se Hype Williams teaser til dette års Love Magazine julekalender – hvilken model er din favorit? 

Forkæl hende med en gave, hun vil elske

Skønhedsredaktørens 10 december-favoritter

December banker på festlighedernes dør med alt hvad julemåneden kan byde på af julefrokoster, festlige sammenkomster og ikke mindst nytår. 

I denne søde juletid flyver vi fra den ene fest til den anden – for december er måneden, hvor vi får set hinanden, og hvor vi pynter os lidt mere, end vi normalt ville gøre.

ELLEs Fashion & Beauty Director Anne P. har samlet en masse beautyfavoritter til decembers fester og farver, herunder den smukkeste highligter og en stift fra Bobbi Brown, der – i følge Anne P – skulle fungere som et viskelæder til fine linjer og rynker i ansigtet.  

Se alle Annes favoritter i galleriet nedenfor.

 

En julegave hun vil elske

ELLE Update: Dét sker i december. Psst… Opdateres løbende!

Juletraditioner, juleshopping og visioner for det nye år. December er altid en spændende måned, og med ELLEs guide til de bedste oplevelser i julemåneden er du sikker på ikke at gå glip af noget. Her guider vi dig nemlig til alt fra nye kulturoplevelser samt gode lagersalg, hvor du kan få lidt rabat på julegaveindkøbene.

Vi opdaterer guiden løbende, så husk at klikke ind forbi en gang imellem! 

 

 

Mandagsmuse: Bianca Jagger

1970’ernes jetset fyrede den af på kultdiskoteket Studio 54 og mængede sig med kunstnere som Andy Warhol og tidens it-designer Roy Halston Frowick, der blev kendte under navnet ”Halston”.

I det aktuelle nummer af ELLE sætter vi spot på årtiet, og her kan du møde Bianca Jagger, som med sine markante træk, sorte hår og gyldne hudtone vandt rockikonet Mick Jaggers hjerte. Nicaraguanske Bianca Jagger står tilbage som et af 1970’ernes mest markante stilikoner, og derfor er hun denne uges mandagsmuse.

Hvem:

Bianca Jagger, (pigenavn: Bianca Pérez-Mora Macías) født d. 2. maj 1945 i Managua, Nicaragua 

Derfor skal du kende hende:

I 1970’erne var Bianca Jagger dronningen af kultdiskoteket Studio 54 og gift med Mick Jagger fra The Rolling Stones. Med sin unikke og flamboyante stil bestående af hatte med slør, suits, og masser af hvid som kontrast til Biancas gyldne hud går hun over i historien som et af 1970’ernes største stilikoner.

Men Bianca Jagger kan også skrive menneskerettighedsforkæmper på sit CV samt grundlægger af ”The Bianca Jagger Human Rights Foundation”, og lige fra begyndelsen af sit liv, har Bianca Jagger kæmpet for at nå dertil, hvor hun som 71-årig er i dag. Da Bianca Jagger var 10 år blev hendes forældre nemlig skilt, og fra da af voksede Bianca op hos sin mor, som måtte slide i det for at forsørge sine tre børn.

Men den nicaraguanske skønhed havde ambitioner for sin fremtid, og i 1966 vandt hun et stipendium, der gav hende mulighed for at studere statskundskab i Paris. Her blev hun bekendt med Gandhis ikke-voldelige succes, hvilket skulle blive en af grundstenene i ideologiske Bianca Jaggers dedikation til kampen for menneskerettigheder.   

Efter sigende mødte den unge studine sin mand, Mick Jagger, ved en fest efter en koncert med The Rolling Stones i Frankrig.

Med sin flotte udstråling og mønstring af det franske sprog imponerede Bianca ingen ringere end bandets forsanger, Mick Jagger. Parret blev gift i maj 1971 på Saint Tropez, og Bianca var på daværende tidspunkt fire måneder henne med deres eneste datter, Jade Jagger. Men ægteskabet varede ikke evigt, og i 1978 lod Bianca Jagger sig skille, fordi Mick Jagger havde en affære med modellen Jerry Hall – og det var ikke første gang, at Biancas rockstjerne ikke kunne holde sig i skindet. Efter bruddet har Bianca Jagger nemlig udtalt: ”My marriage ended on my wedding day”.

Læs også: ELLE januar // Nyt magasin på gaden + ELLE Decoration

Ægteskabet med Mick Jagger blev dog startskuddet for Bianca Jaggers vej ind i New Yorks jetsetliv af 1970’erne. Med sit cigaretrør og ikoniske stil, der talte masser af fjer og dertilhørende rødmalet mund, blev hun ven med tidens toneangivende pop art kunstner, Andy Warhol, og muse for designeren Halston, som tegnede stilen for 1970’ernes jetset-miljø. Og på sin 32-års fødselsdag slog Bianca Jagger sin stjernestatus blandt New Yorks inderkreds fast, da hun ankom til sin fødselsdag på Studio 54 båret af en hvid hest, der blev ført ind på klubben af en body-paintet mand.

Bianca Jagger red desuden videre på berømmelsens bølge, og i løbet af 1970’erne kunne hun også kalde sig skuespiller.

Men Bianca Jagger glemte ikke sine nicaraguanske rødder, og da hun i 1979 besøgte landet med Røde Kors, besluttede hun sig for at dedikere sig til arbejdet for menneskerettighederne. Her blev Bianca Jagger nemlig præsenteret for Somoza-regimets brutalitet over civilbefolkningen, og bare to år efter, i 1981, rejste hun til Honduras som del af en FN delegation. Her mødte hun 40 tilfangetagende flygtninge, som var ved at blive eskorteret til et sted, hvor man ville slå dem ihjel. Men Bianca Jagger og resten af delegation fulgte dem med deres kameraer, og da de nåede fangernes bestemmelsessted, og bødlerne stod klar, viede Bianca Jagger ikke tilbage. Hun viste dem sit kamera og råbte: ”You will have to kill us all!” Bianca Jagger, og resten af den modige delegation, fik frataget kameraerne, men alle blev sat fri. Senere har hun beskrevet episoden som et vendepunkt i sit liv.   

Siden da har Bianca Jagger vundet adskillige priser for sin indsats- og kamp for menneskerettighederne, men i 1980’erne havde hun endnu ikke lagt skuespillet på hylden, og medvirkede også i en række tv-serier. I højdepunkterne herunder har vi listet nogle af de priser, som Bianca Jagger har vundet, og tv-serier hun har spillet med i:

Højdepunkter:

1970: Møder Mick Jagger i Frankrig

1971: Bliver gift med Mick Jagger og føder datteren Jade Jagger

1977: Fylder 32 år og markerer fødselsdagen til hest på Studio 54

1978: Spiller med i filmene Flesh Color og All You Need is Cash

1979: Besøger Nicaragua med en delegation fra Røde Kors

1981: Besøger Hounduras med en FN delegation

1985. Spiller med i et afsnit af tv-serien Miami Vice

1987: Spiller med i et afsnit af i tv-serien The Colbys

1992: Bliver bedstemor til pigen Assisi Lola

1994: Modtager FNs ”Nations Earth Day Award”

1996: Bliver bedstemor til pigen Amba Isis

1997: Modtager prisen “Amnesty International USA Media Spotlight Award for Leadership”

2000: Udnævnes til ”Champion of Justice Award”

2006: Modtager prisen “World Citizenship Award” fra “The Nuclear Age Peace Foundation” 

2008: Bianca Jagger modtager æresprisen “Honorary Doctorate of Human Rights degree” af Simmons College i Massachusetts

2014: Barnebarnet Assisi gør Bianca til oldemor, og samme år får hun endnu et barnebarn

Se med i galleriet og få et gensyn med smukke Bianca Jagger – både som hun så ud i 1970’erne og i dag:

7 kendte kvinder pynter juletræ til fordel for Ungdommens Røde Kors

Julen er hjerternes fest og den perfekte anledning til at hjælpe der, hvor der er brug for en ekstra håndsrækning.

Derfor har Ungdommens Røde Kors teamet op med 44 kendte seje kvinder, som alle sælger ud af deres garderober på webshoppen www.fashion-resales.dk til fordel for Ungdommens Røde Kors.

Læs også: Julegaver, der giver god karma

Som en del af dette tiltag har 7 af de kendte kvinder, Le Gammeltoft, Sara Maria Franch Mærkedahl, Lisbeth Østergaard, Mette Marie Lei Lange, Julie Wettergren, Cath Danneskiold-Samsøe og ELLEs chefredaktrice, Cecilie Ingdal, også sagt ja til at pynte flotte juletræer med lækre danske brands for at hjælpe de unge mennesker, der har det svært endnu mere.

Sammen med de 6 andre kvinder har ELLEs chefredaktrice Cecilie Ingdal derfor pyntet det fineste juletræ fyldt med lækre produkter til krop og sjæl fra et af vores yndlingsmærker, når det kommer til kropspleje: Rudolph Care.

Alle de pyntede juletræer bliver sat på auktion mandag den 28. november 2016, så hvis du kunne tænke dig at støtte en god sag og samtidig få det fineste juletræ inklusiv de lækreste plejeprodukter fra Rudolph Care, skal du skynde dig ind på www.everclassic.com og afgive dit bud.

De 7 juletræer bliver solgt til højstbydene, og hele beløbet fra auktionen går ubeskåret til juleaktiviteter for børn, som bor med deres mødre på krisecentre, og børn, som bor uden deres forældre på døgninstitutioner.

Kom i julestemning med 9 af årets mest fashionable julefilm

Snart rinder året ud, december-måned melder sin ankomst, og for mange af de store modehuse betyder det, at en julefilm skal på plakaten. Og synes du, at julestemningen ikke helt er der endnu så prøv at se en eller to af de fine julefilm. Modehuse som Tommy Hilfiger byder nemlig op til juledans, Burberry fortæller et rigtig juleeventyr, med husets grundlægger Thomas Burberry i hovedrollen, og Mulberry vender op og ned på børn og voksnes roller i filmen, ”It’s What’s Inside That Counts”, og minder os om julens sande værdier.

Kig med herunder hvor vi har samlet ni stemningsfyldte julefilm fra modehusenes hånd – hvilken er din yndlings? 

Tommy Hilfiger

Tommypigen Gigi Hadid er selvfølgelig blikfang for det amerikanske modehus’ julefilm, ”Hilfiger Holiday Voyage 2016”, som på jazzet vis spiller op til dans og en juleromance mellem Gigi og filmens flotte mandelige stjerne. 

Burberry

Burberrys julefilm, ”The Tale of Thomas Burberry”, er et rigtig juleeventyr og med skuespillerne Sienna Miller og irske Domhnall Gleeson i rollerne som Thomas Burberry og hans første forelskelse udspiller der sig et drama om det modehus, som under første verdenskrig fik til opgave at designe de britiske soldaters frakker i skyttegravene. ”The Trenchcoat” kom til verden og er den dag i dag ikonisk for Burberry. 

Barbour

Barbour specialiserer sig i outdoor-  og praktisk tøj og i brandets ånd udspiller Barbours julefilm sig også i et vinterlandskab fra børnejulefilmen ”The Snowman And The Snowdogs”. I Barbours ”Gifts They’ll Always Remember” er filmens hovedperson, Billy, blevet voksen og han tænker tilbage på dengang, da julemanden gav ham et magisk hundehalsbånd. Og da Billy prøver det på snehunden, sker der ting og sager.. 

Mulberry

Mulberrys julefilm i to afsnit, ”It’s What’s Inside That Counts”, byder på et humoristisk tvist på den engelske overklasses traditionsrige jul. Alle de voksne karakterer er nemlig spillet af børn, der iklædt de fineste outfits fra Mulberrys vinter-kollektion og med genkendelige britiske accenter minder os om, at det er de indre værdier, der tæller. Se filmen og oplev dramaet. 

Farfetch

I den luksuriøse webshop Farfetchs julefilm får den klassiske ballet ”Nøddeknækkeren” en makeover af koregrafen Dana Foglia, der i filmen fyrer op for de moderne moves og viser os alle de lækre modefund, som webshoppen byder på. 

Vero Moda

Vero Modas vinterkampagnefilm byder på de to danske skønheder Josephine Skriver og Caroline Brasch i deres vante omgivelser i New York. De to danske modeller har tidligere arbejdet sammen for Vero Moda, og i filmen viser de alle de lækre vintersager og festkjoler, som man kan ønske sig fra Vero Moda. 

H&M

H&M er selvfølgelig med på bølgen af julefilm, og den Oscar-vindende skuespiller Adrien Brody har hovedrollen i filmen ”Come Together”, som udspiller sig på et tog, der rejser igennem et sneklædt landskab juleaften. Togets passagerer rejser alene, men vintervejret holder dem hen, og ifølge Adrien Brody giver historien muligvis mening i en verden, hvor mange af os kunne have godt af at give en fremmed et knus. 

Zalando

”Stil er den bedste gave” lyder budskabet i Zalandos julefilm, og for at få det fashionable statement igennem har webshoppen teamet op med topmodeller som Karen Elson og Victoria’s Secret englen Stella Maxwell, mens model Clement Chabernaud står for det mandelige modspil.  

Coach

Der er ikke noget frygtindgydende over Coachs dinosaur Rexy, som bliver skabt på Coachs værksted og kommer til live efter mørkets frembrud. ”Rexy The Coach Dino” boltrer sig blandt julegaver, julekugler og lædertasker, og da hun ser sit snit, hopper hun ud af vinduet for at indtage New Yorks pulserende liv. 

.. efter at du har set de ni fine julefilm, håber vi, at julestemningen er i hus – det er den i hvert fald meget snart her på ELLE!

Mathilde Gøhler: Her er mine bedste rejsetips

En af årets hyggeligste måneder nærmer sig, og hvis du er en af dem, der planlægger en juletur med juleshopping til London eller Paris eller overvejer at fejre jul og nytår under varme himmelstrøg, så har du måske brug for lidt tips til rejsen.

Og til det formål har vi allieret os med en sand globetrotter, som hvert år bruger mange timer i luften og dage under nye himmelstrøg.

Som model er Mathilde Gøhler nemlig en kvinde, der rejser meget, og derfor har hun også en masse gode tips i ærmet til, hvordan man får den bedste rejseoplevelse – både når man befinder sig i luften og når man lander igen.

Så hvad enten du kunne bruge et par tips til, hvad du skal have med i håndbagagen, et godt tip til at rejse under en graviditet eller er nysgerrig på, hvor Mathilde Gøhler drømmer om at rejse til næste gang, så se med nedenfor, hvor ELLEs Writer, Rebecca Laudrup, og Editor, Marie Louise Wedel Bruun, har interviewet den smukke model om det.

Hvad har du altid i håndbagagen? 
Jeg rejser rigtig meget, og det kan altså hurtigt ses på min hud, hvis jeg ikke passer på mig selv. På lange flyveture har jeg altid sovemaske og en lille ansigtsolie med. Jeg bruger en olie fra Rawinajar, der holder min hud fugtig og frisk – også efter en lang flyvetur. 

Bedste rejseoplevelse? 
Jeg er jo privilegeret og får heldigvis lov at rejse en masse. Jeg føler mig virkelig heldig, at jeg kan få lov at vise Kenya (Mathildes datter på et år, red.) verden og introducere hende for andre kulturer. Min største rejseoplevelse var, da vi var i Kenya og besøge SOS Børnebyerne i 2014. 

Værste rejseoplevelse? 
Ha ha, det ved jeg da ikke? Uundgåeligt har jeg jo misset en del fly igennem tiden – og det er altså bare surt, uanset om man så hænger i Stockholm eller Buenos Aires (griner).

Pakker du forskelligt, alt efter om du rejser privat eller med job? 
Ja meget! Når jeg skal arbejde, pakker jeg meget let. Typisk er jeg også af sted i kortere tid, og så er det altså rarere kun at have håndbagage med. Når jeg rejser privat, har jeg jo også Kenya med, og det kræver altså bare en DEL mere i bagagen, end hvad jeg kan få plads til i en 50 x 40 x 20-kuffert (griner).

Hvordan tackler du jetlag? 
Jeg forsøger ALTID at holde mig vågen på det rigtige tidspunkt af døgnet. På den måde kan jeg sove, når jeg skal. Og så er jeg nok bare heldig og er rigtig god til at sove på flyet. 

Hvordan holder du dig i form på rejser? 
Jeg tænker vigtigst af alt over, hvad jeg spiser. Det betyder rigtig meget – både for min krop og min hud. 

Hvad er det første, du gør, når du er kommet frem? 
Vasker mit ansigt!!! Selv om jeg altid renser min hud, når jeg er af sted, og sørger for at holde den ren og frisk, så trænger den bare til at få luft og holde helt fri, når jeg kommer frem. 

Hvordan var det at rejse som gravid? Har du et godt tip? 
Jeg havde en rigtig dejlig og nem graviditet, så jeg kunne heldigvis rejse hele vejen igennem, indtil man ikke længere må. Men det var vigtigt for mig at komme op og stå og strække benene og få lidt gang i blodomløbet.

Hvordan rejser man med en baby? 
Kenya er en drøm at rejse med. Hun er så nem og brokker sig sjældent. Det hænger helt klart sammen med, at hun spejler sig i os og kan se, hvor rolige vi er. Hun har selvfølgelig været vant til at rejse, fra hun var inde i maven, så måske er hun tryggere ved bevægelserne på en måde – jeg ved det ikke, men det giver på en måde god mening, synes jeg. Men et godt tip er: Sørg for at holde barnet beskæftiget og vær rolig. Græder de, så græder de, og det bliver kun værre af, at du selv stresser over det. 

Hvordan bruger du flyvetiden?
Er det en lang flyvetur, har jeg min sove maske med og forsøger at få slappet af og hvilet, så jeg er klar til jobbet. Jeg elsker at koble helt af og bare lytte til musik eller se en film. Jeg har tit et par magasiner med også, men får dem faktisk sjældent læst (griner). 

Rejste du meget som barn, eller er det kommet med jobbet? 
Det er helt klart kommet til i løbet af de sidste par år. Jeg har aldrig været vant til at rejse ret meget – vi har holdt ferie i Danmark, og det har været helt vidunderligt. Danmark er jo smukt, når vejret er godt. Men jeg har virkelig fået lov at opleve mange fantastiske steder i verden, efter jeg begyndte at arbejde og rejse som model. Det er nok en af mine yndlingsting ved mit job, at man får lov at se smukke steder, som man normalt ikke ville have som rejsemål.

Hvad betyder det at rejse for dig?
Ud over at jeg elsker at møde nye mennesker og se nye steder, så betyder det jo især for tiden, at jeg kan vise Kenya, hvordan andre mennesker lever. På godt og ondt. Og det betyder rigtig meget for mig, fordi jeg synes, det er enormt vigtigt, specielt i en ofte overfladisk verden, at have kontraster og forskellige oplevelser for at holde taknemligheden ved lige.

Rejser du spontant, eller planlægger du grundigt i forvejen?
Begge dele, vil jeg sige. Som model er rejsen ofte planlagt lidt bedre, end jeg selv ville gøre det (griner). Generelt er jeg faktisk ikke ret struktureret for at være ærlig. Både mit og Remees job (musikproducer Remee Jackman, red.) er svære at planlægge udfra, så når vi tager af sted, er det enten i forlængelse af et job, hvor vi vælger at blive i landet, eller en tur, vi planlægger på en uge eller to. Hvis man er en planlægger, lyder det nok ret stressende, men jeg trives ret godt i det. Det betyder selvfølgelig også, at jeg sommetider glemmer at pakke nogle ting, men så finder vi typisk også ud af det.

Hvad gør du, hvis vejret er dårligt på destinationen?
Er jeg på job, så er det jo op til kunden, hvad de gerne vil. For det meste titter solen jo frem en gang imellem. Er det en ferie, der er planlagt, så ville jeg nok vælge at flyve videre. Men inden Kenya kom til verden, var Remee og jeg på ferie, og vejret var slet ikke med os. Det var faktisk sidste år i december på Seychellerne, hvorfra vi tog til Dubai, som er et sted, vi normalt ikke ville rejse til, men det var vores eneste mulighed fra Males lille lufthavn. Vi endte med at have den dejligste tur nogensinde.

Hvor vil du gerne hen næste gang?
Jeg vil virkelig gerne opleve New York. Tro det eller ej, men der har jeg aldrig været. Så det står højt på listen.

Du kan læse alt om Mathilde Gøhler her! 

En julegave hun vil elske

Ugens ELLEment: Casual power-dressing

Selvom festsæsonen er i gang, er vi stadig ikke helt kommet os over vores begejstring for de amerikanske referencerer, som vi hyldede i ELLEs november-magasin. Særligt den casual-cool stil, som de er så gode til i USA, har stadig tag i os, da den er perfekt på jobbet, hvor grænselandet mellem det formelle og det afslappede hele tiden justeres. Her kommer særligt de meget aktuelle two-piece suits i spil. Sættene kan svinge fra at være ultra tilbagelænede til elegante eller meget “stramme” i udtrukket, alt afhængigt af mønstre, detaljer, materialer og snit. I denne uges ELLEment kigger ELLEs Digital Director, Rose Maria Boelsmand, nærmere på trenden:

”Vi ser rigtig mange variationer af two-piece sæt i moden – fra pyjamasser til klassiske suits. Uanset hvilken model man vælger, er sæt meget udtryksfulde og skaber et stærkt statement. Særligt når sættet har karakteristiske detaljer, som militærknapper, der udståler autoritet. Looket kan gøres stramt med en skjorte eller mere casual med en tynd rullekrave under.”

Se også: Ugens ELLEment: Day-to-night kjole

Ifølge Rose Maria Boelsmand kan du altså snildt bruge et two-piece sæt til hverdag, uden fare for at se for “uniformeret”. Hun tilføjer, at man yderligere kan bryde business-looket, hvis man vælger et militær-inspireret sæt med en skjorte under, ved at have et par fine sneaks på til. Omvendt kan et pyjamassæt lynhurtigt skifte udtryk ved at få tilsat et par høje hæle. Uanset hvad opnår man et meget iøjenfaldende look med et sæt, hvor top og bund matcher, og det udtryksfylde ydre er som skabt på jobbet, hvor vi i høj grad skaber autoritet gennem måden, vi klæder os på.

Prøv også at sætte en grov striktrøje under din sailor-inspirerede blazer for et maritimt look, som Tommy Hilfiger er i front for denne sæson.  

Læs også: 

Kig med i galleriet og se ELLEs Digital Director, Rose Maria Boelsmand, i looket samt et cool two-piece sæt fra Hunkydory: