Anne Vest: “Det er blevet til ‘hende med prikkerne'”

Tekst: Lotte Freddie. Interviewet blev bragt i ELLE januar-nummer. 

Turister springer for livet for cyklister, der spurter ned ad Nyhavns ’pæne’ gade. På Nyhavns – i gamle dage ’uartige’ – solside stråler husene blå, rosa og majsgule – samme nuance som ’Dot’-prikkerne på en marineblå tibetlamsjakke, et af Anne Vests hitdesign og en del af den nye kollektion, just hjemkommet fra Istanbul, hvor de produceres, og nu hænger i pelsdesignerens showroom i Nyhavn. Her sidder hun i september; en høj, køn, blond skandinav, klædt i løse kongeblå bukser og hvid skjorte med lange manchetter af beige ruskind i eget design, der indgår i kollektionen:

”Der skal være noget til at bruge med frakkerne, jakkerne og cardiganerne,” fastslår hun og fortæller om pelsene, at de er et ”hurtigt stunt”, en kort, sjov kollektion til decemberlevering. Til kunder i udlandet, som beder om at få levering senere. Det er bedre for deres cashflow at købe nu og få dem lidt senere end vanligt. Bedre end, på grund af tidens varmere vintergrader, at de hænger dér længere og bliver uinteressante.

Læs også: Sådan styler du: Den farvede pels 

”Vi laver vintertøj, og de store huse taler om det – senere leveringer, til når det er koldt i januar, februar, marts. Der er vendt lidt op og ned på det hele.” For ca. 14 år siden mødte jeg tilfældigt Anne Vest på Avenue Marceau uden for Café Alma. Den unge pige fortalte, at hun designede pelse til sit eget pelsmærke i Paris. Helt usandsynligt lød det – som at sejle kul til Newcastle – men det var præcis, hvad hun gjorde. En begyndelse i byens 10. arrondissement, der fortsætter fra Nyhavn, hvor et verdenskort fyldt med 40 sorte salgsnåle fortæller om en ret enestående succes.

Anne Vest, der stammer fra Aarhus, gik to år på Margretheskolen. Derfra, efter et lille år hos Bruuns Bazaar, flyttede hun i 2001 med sin mand til Paris. Han var purser i SAS, fløj i fem dage og pendlede derpå til boligen ved Place de Voges i Marais.

”Jeg har altid gerne villet lave pels og overtøj,” forklarer designeren. ”Det syntes jeg ikke, der var nogen, der gjorde på samme moderne måde som med tøj. Man ved jo ikke ret meget om noget efter to år på Margretheskolen, men jeg fandt ud af, at ude i 10. arrondissement, der lå alle pels- og buntmagerne. De ville gerne lave mine prøver og ting. Dem solgte jeg, under navnet Anne Qvist Vestesen, rundt om i Danmark og Paris. Jeg kom ind i Fédération Française du Prêt à Porter Féminin, de inviterede mig på messer i starten. Vi var 10 designere, der rejste til Chicago til et show betalt af Federationen. Man var i miljøet. Paris er mode – de satser på design, tøj er en stor industri i Frankrig,” fortæller Anne Vest.

Se også: 5 modetendenser, vi kan se frem til i 2017

”Jeg lavede mønstrene og designet, pelsene blev lavet hos små buntmagere og hos den kendte, store Yves Salomon til rimelige priser. De har udviklingsstudios og er glade for at få unge talenter ind til at være kreative – ligesom Kopenhagen Fur herhjemme. Jeg solgte på messerne og herhjemme til butikker, blev klogere og klogere og fik danske praktikanter. ”

Sammen med sin tidligere Margretheskole-kammerat, Diana Grønninger, var Anne Vest i 2004 med til at starte mærket Annhagen, der blev solgt i 2009: ”Men efter et år ville jeg mere pelsen og noget mere feminint,” fastslår Anne Vest, ”og kæmpede så videre med det under navnet Anne Vest. Efterhånden havde jeg et kæmpe netværk i Paris med gode kontakter, der nu sidder i store stillinger. Det har været en stor hjælp, da vi var nye, og Paris har været rigtig god nu i forhold til udlandet og eksport.”

Interview med designeren Anne Vest

I 2005 flyttede familien hjem til Danmark, hvorfra udvikling og procedure nu foregår på anden vis i en lang proces: Starten er Premier Vision i Paris i september til inspiration. Anne Vest sender sine ønsker til Istanbul, som i oktober laver farveprøver i de kvaliteter, hun beder om – al rulam kommer fra Spanien og Italien.  Hun arbejder med designet, som sendes til Tyrkiet, der producerer efter hendes pasformer og mønstre. De sender en prøve tilbage på hver af pelsene, og Anne Vest bestemmer derpå; i år skal den prikkede være f.eks. beige med rød osv. I december kommer de første, færdige prøver – ”der skal være i orden” – og pelsene fotograferes til en lookbook til den første messe i januar i Paris, hvortil Anne Vests agent har inviteret alle kunderne til showroomet. – Ingen små butikker, kun større organisationer og butikker.

De lægger deres ordrer plus 30 procent af betalingen på bestillingen, inden de bliver produceret. Resten når pelsene når frem. Når alle ordrer er indløbet fra alle messer – efter Paris, New York, København og Paris igen i marts – sendes det samlede antal til Istanbul-fabrikanten, som finder de gode skind og regner ud, hvor mange skind der skal købes, hvilket medfører regelmæssige ture derned for designeren.

Læs også: Moderedaktørens 10 januar-favoritter 

Derpå sys pelsene, der leveres fra juli til august-september. Bl.a. én prikket model, tophittet ’Layla’, som har 300 bestillinger alt bliver det til ca. 1.000 pelse på et år. De sælges især i Asien, Anne Vests største marked, med bl.a. 10 butikker i Japan, 12 i Korea, foruden Hongkong. Alle køber prikkerne; ’Dots’ er et super hit især i New York – langhåret, vendbar sukarno-lam med kulørte kontrastprikker til 16.000 kr., ligesom drønflotte ’Layla’-styles i f.eks. vinrød med hvide prikker eller lysegrå med gule dots.

Mellemøsten med Beirut og Dubai vælger anderledes; færre helt nye farver, mere sort, bordeaux, mørkeblå, lidt mere grown up end de andre. Men også prikkerne, som kan leges med på mange måder designmæssigt – langhåret med langhåret osv.

I Europa findes Anne Vest-design flere steder i Tyskland; i London i den Dubai-ejede Boutique One og, i forskellige sæsoner, hos Harvey Nichols; i Paris i 66 Champs Elysée og måske snart hos Bon Marché, som har været hos agenten nogle gange – foruden i 10 butikker herhjemme plus en webshop. ”Det er blevet til ’hende med prikkerne”, smiler Anne Vest. ”Sidste sommer lavede jeg ’Dots’ i sart beige og hvid, den er meget rolig i forhold til andre ’Dots’, der kan være lidt larmende – som en ’Dot’ af en gul smiley med sort-hvide øjne og lilla læber; den er superfin, i en nylon-bomberjakke, men der skal også være noget kommercielt.”

Dét er en ny cardigan med pels – en lang, løs cardigan af vævet, vaflet, tyk uld med store kontrastlommer af forskellig pels – langhåret eller krøllet rulam – til 5.000 kr. og nem at bære.

Det samme er det frottéagtige, uldne materiale i marineblå udgave med hvide prikker og som raffineret sort uden prikker, men med asymmetrisk block work i hvide og nougat rektangler. Den populære cardigan er under forvandling af udvikling til mange versioner:

”Jeg designer til unge kvinder, hvor hovedmålgruppen er fra 35 til 45,” uddyber Anne Vest. ”Men gruppen er også yngre. Jeg vil gerne ramme dem på 25, den urbane, kreative kvinde, der bor i byerne, som kan lide at larme lidt. Den stilbevidste, den lidt fjollede, lidt friske, den selvbevidste kvinde, der kan lide kvalitet og at bruge penge på en city-ting. En lidt street fresh hipster-københavner. Jeg prøver hele tiden at finde ind til noget, der ikke er tungt. Mit er storbydesign af urbane pelse specielt til storbyerne. Stilen bliver mere og mere street, og det, der er fantastisk, er, at der ingen alder er på hverken strik eller pels. Det er sjovt, når frisk og stilbevidst går op i en højere enhed.”

Jo, der er masser af både nutid og fremtid i Anne Vest, og firmaet må meget gerne vokse, men ikke for enhver pris:
”Min mand og jeg er os selv, vi har ingen investorer. Vi vil gerne være større, men det er ikke muligt uden flere ansatte, vi øger hele tiden salget. Så næste step er et puslespil, for vi har ikke mødt nogen, jeg har syntes, var interessante. Markedsføringsmæssigt kræver det en del, og der mangler vi både kapital og hænder. Man skal satse – men det skal ikke gå op i snak og i at tro, at næste år kan det hele tidobles. Det er synd, at vi ikke havde ressourcerne til at hype ’Layla’, at designet ikke får det ekstra boost. Men vi er kørt i stilling, vi er gearet til det. Jeg tør godt, jeg finder hele tiden på nye ting.”

Dem får vi andre glæde af, bl.a. når Anne Vests nye samarbejde med Kopenhagen Fur går i gang.

6 franske skønhedsfavoritter, du skal kende

Franske kvinder får det meste til at legende let ud, og så er de i den grad kendte for at passe godt på sin hud. Resten af verden har langsomt, men sikkert fået øjnene op for de franske apotekermærker, som i mange, mange år har været en fast del af badeværelseshylderne hos de franske kvinder. Og med god grund – de er nemlig intet mindre end fantastiske. Heldigvis er flere af de franske skønhedsfavoritter efterhånden kommet til Danmark – dog til en helt anden pris.

Derfor styrer makeupartister, skønhedsredaktører og andre beautyentusiaster fra hele verden efter apotekerne som det første, når de lander på fransk jord. Og det er en god idé! Det kan nemlig godt betale sig at købe stort ind hos de franske apoteker, da priserne er nogle helt andre end dem, vi ser herhjemme.

Læs også: Sådan holder franske kvinder den slanke linje

Vi guider til 6 franske skønhedsfavoritter, som du bestemt bør holde øje med (og købe store partier med hjem af) på din næste kærlighedstur til Paris eller badeferie ved den franske riviera. 

Blandt skønhedsfavoritterne kan du finde en multifunktionel creme med kultstatus, som mange modeller, makeupartister og dermatologer verden over sværger til, samt en citrusduftende klassiker, som vi her på ELLE-redaktionen sværger til. 

Se med i galleriet, hvor vi præsenterer 6 franske skønhedsfavoritter, som du bør gøre plads til i kufferten på dit næste franske getaway… Og hvis du ikke skal en tur til Frankrig inden for den nærmeste fremtid, så er der stadig god grund til at købe produkterne på apoteket herhjemme. Her på ELLE-redaktionen er de i hvert fald alle seks en favorit på badeværelseshylden.

5 musthave items, du skal have i din garderobe

Vi kender den alle sammen. Tøjkrisen. I en sådan situation kan det være guld værd at have enkelte items i garderoben, som altid afhjælper krisen. Disse musthave items er ikke nødvendigvis billige, men fordi de holder sæson efter sæson og er alsidige i brug, er de (efter vores mening) bestemt pengene værd. 

Læs også: Shoppeguide: 10 cool parkajakker

Snit og detaljer fra herregarderoben er et oplagt sted at hente inspiration fra, men det maskuline skal naturligvis have et feminint touch. Sammensæt fx nogle maskuline cigaretbukser med en blød strik med fine detaljer.

I galleriet har vi samlet fem musthaves, som enhver garderobe bør indeholde – simpelthen fordi de udgør elementerne til enhver basisgarderobe, der altid kan redde hverdagslooket. 

Du finder blandt andet en rosa strik i cashmere med en fin sløjfe-detalje i nakken, og så guider vi til de perfekte sko, som du med garanti kan holde ud at have på hele dagen samtidig med, at du ser præsentabel og chic ud! 

Se med i galleriet, hvor vi har fundet 5 musthave items, som vil redde dig fra enhver tøjkrise…

Tina Seidenfaden Busck: Sådan bor jeg

Interiørbutiksejer Tina Seidenfaden Busck bor i en fantastisk lys, stor og farverig lejlighed på Christianshavn. Her er der plads til alle, for det er nemlig vigtigt for Tina, at hendes hjem rummer masser af ting og historie, så man bliver inspireret, selv når man er hjemme:

”Jeg kan god lide at komme ind i et hjem med integritet, hvor man kan mærke dem, som bor der – hvor bogreolen, køkkengrejet, kunsten og møblerne afspejler deres smag og interesser. For mig er det vigtigt, at der er plads til liv – ikke bare børn og gæster, men også at man føler sig hjemme alene med sine ting.”

Se også: Cecilie Elisabeth Rudolph: Sådan bor jeg

Hun står bag designbutikken The Apartment, der ligger i en lejlighed i samme opgang som hendes egen, skabt ud fra et interiørkoncept med håndplukket design og kunst, ligesom teamet er til rådighed for indretningskonsultationer, hvis man har brug for yderligere inspiration.

Læs også: 3 boligtendenser, du skal holde øje med i 2017 

Her finder man fremtrædende samtidsdesignere kombineret med unikke vintagemøbler. I og med at The Apartment er indrettet som en lejlighed, gør det hjemlige udtryk det lettere at overføre koncepterne og indtænke kunst såvel som møbler i ens eget hjem. For som Tina siger, så er det vigtigt, at ens hjem har sjæl: ”Og så er det sjovt og inspirerende, når hjemmet er modigt og tør trodse tendenser.”

Se med i galleriet og lad dig betage af Tina Seidenfaden Buscks smukke og farverige hjem.

Amy Adams: “Min hverdag føles meget nede på jorden, vidunderlig og skøn”

Amy Adams fik sit gennembrud som skuespillerinde i 2005 og har siden været fast inventar på den røde løber og blandt de nominerede til prisuddelinger. Og selvom hun stråler i spotlyset og i den grad er scenevant, nyder den smukke skuespillerinde ikke den opmærksomhed, hun får i Hollywood. Adams er nemlig en meget privat person, som foretrækker at leve et autentisk liv.

Læs også: Mandagsmuse: Amy Adams

Adams nyder den anerkendelse, hun får for sit arbejde som skuespillerinde, men hun nyder ikke at være i rampelyset:

“Indimellem er det svært, for al den opmærksomhed, jeg får, resulterer i, at jeg trækker mig tilbage og lukker mig inde i mig selv.”

Og når trængen til at være sig selv opstår, trækker hun sig tilbage i sit hus i Los Angeles, hvor hun bor med sin mand, kunstneren Darren Le Gallo, og sin nu seksårige datter, Aviana Oleo:

“Mit hjem er meget hyggeligt og har masser af billeder på væggene. Der er fotografier hele vejen op ad trappen, og det føles lidt som et bedstemor-hjem, hvilket jeg vældig godt kan lide.”

Nu er hun aktuel som Tom Fords darling i hans anden film, ‘Nocturnal Animals’ – en rolle, som Adams bestemt har nydt at spille:

“Det var fantastisk at skulle agere i det utrolige univers, han havde skabt.”

Adams opfatter Tom Ford som “fejlfri” og af samme grund var det lidt intimiderende at skulle samarbejde med ham. Med Tom Fords baggrund som modedesigner er han nemlig meget præcis med, hvordan alting skal se ud. Og samme dag, som vi møder skuespillerinden, er hun naturligvis iklædt en Tom Ford-kreation. 

Se også: Tillykke! Tom Ford fylder år – se hans flotteste kreationer på den røde løber 

Selvom Adams ser så tilpas ud i de lange designerkjoler, hun bærer på den røde løber, er det langt fra sådan hendes hverdag ser ud:

“Min hverdag er ikke sådan, at folk klæder mig på, og der er desværre mange gange, hvor jeg er blevet fotograferet i mindre flatterende og mindre heldige situationer, hvor jeg f.eks. har været ude at købe toiletpapir. Det er, hvad det er. Min hverdag føles meget nede på jorden, vidunderlig og skøn.”

Er du blevet nysgerrig på den rødehårede skuespillerinde? Så skal du have fat i ELLEs februar-nummer, der er på gaden nu, hvor vi bringer et stort interview med hende, hvor du kan læse meget mere om hendes karriere og privatliv.

Vi har samlet et udpluk af Adams bedste øjeblikke fra den røde løber i galleriet nedenfor…

 

 

Shoppeguide: 10 cool praktiske parkajakker

Dette forår skal din overgangsjakke være en parka! 

Parkajakken er opkriften på et afslappet og cool look. Den er praktisk, pæn og perfekt til det utilregnelige danske vejr. For lige pludselig skifter det, og derfor er det tid til en stilfuld og lækker overgangsjakke, så du kan gå et stilfuldt forår i møde. 

Læs også: Shoppeguide: Jeans med detaljer 

Gå efter en der har en masse personlighed! Udover de karakteristiske store lommer og lækre grove materialer, så findes parkaen i et hav af forskellige varianter og farver. Få din parka til at skille sig ud med fine detaljer, som det for eksempel ses hos Heartmade og Topshop.   

Den kan dresses op og ned, og den er en cool tilføjelse til de klassiske frakke. Derudover er parkaen også et godt alternativ til de seneste års bomberjakker. 

Se også: Moderedaktørens 10 januar-favoritter 

Se med i galleriet og få inspiration til hvilken af sæsonens perfekte overgangsjakker, du skal købe. 

Så er du klar til at tage på storby-safari!

5 beauty-helte til din hverdag

Er du træt af tørre vinterlæber, og hår der bare ikke vil helt det samme som dig i travl hverdag? Så bare tag det roligt – der er råd at hente. ELLEs Beauty Director Anne P har fundet fem favoritter, som hurtigt, nemt og billigt, kan give dig det velplejede, lækre hverdags-look.

Læs også: Kelley Baker Brows er kommet til Danmark

Fra den ultimative læbebalsam der skærmer vinterens kulde, til en mascara der er tårefast (en evig udfordring til cykelturene i kulden), er det netop de produkter, du har brug for i din hverdags-beauty rutine.

Se også: Skønhed anno 2017: ”Man kan altid købe en ny taske, men man kan desværre ikke købe en ny sund krop”

Se med i galleriet og find ud af, hvilke skønne hverdagsprodukter, der i følge ELLEs egen beautyguru, Anne P, virker – hver dag!

ELLEs nyhedsbrev

De 20 mest likede Instagram-billeder i ELLEs historie

ELLE-universet består af flere dele, og vi elsker at udfolde vores univers på flere platforme, i flere forskellige kontekster og på forskellige måder hver dag til vores læsere. Derfor består ELLE-universet også både af et månedligt printmagasin, tillæg i form af ELLE Decoration, ELLE Travel, Trendbiblen og det nye mandemagasin Dossier, events som ELLE & Dig og ELLE Style Awards og selvfølgelig en masse digitale kanaler. 

Læs også: Set på Instagram: Her holder kendisserne ferie i januar 

En af de mest populære platforms i vores digitale univers er uden tvivl Instagram, hvor vi lige om lidt runder et magisk tal på følgerfronten: 100.000. Et tal, der passer helt perfekt til månedens ELLE, som netop er udgave nummer 100 og derfor vores jubilæumsnummer. 

I anledningen af vores udgave nummer 100 har vi set tilbage på de sidste 100 måneder på ELLE, herunder vores tilstedeværelse på Instagram, som startede den 1. august 2012 lige op til den Københavnske modeuge.

Siden den 1. august 2012 har vi pt. postet 4.849 billeder, som er en blanding af billeder fra de internationale modeuger i New York, Milano, Paris og London, billeder fra årets største modefest, ELLE Style Awards, læserevents som ELLE & Dig og Social Run og hverdagsbilleder fra redaktionen med alt, hvad det indebærer af outfits, drømmekøb og sunde snacks fra ELLEs Health Editor, Stephanie Bang.

Se også: 100 ELLE forsider – hvilken er din favorit? 

Men selvom der er mange forskellige billeder på vores Instagram-profil, så er der alligevel nogle, som er ekstra populære og får ekstra mange hjerter med på vejen.

I galleriet har vi samlet de 20 mest likede billeder fra @elledanmark, og vi kan afsløre så meget, at det særligt er kendisser (èn i særdeleshed), billeder af mad (inkl. en designertaske) og billeder fra ELLE Style Awards, der hitter. 

Cecilie Elisabeth Rudolph: Sådan bor jeg

Tekst: Rebecca Laudrup // Foto: Pia Winther // Styling: Stine Tidselbak Jacobsen

Cecilie Elisabeth Rudolph vil nok beskrive sig selv og sit hjem en lille smule nørdet. Hun vil hellere have gamle arvestykker i hjemmet og købe tøj i vintagebutikker, da det for Cecilie handler om at købe ting med hjertet, som har en vis historie.

Derfor er hun heller ikke den, der har de basale ting i garderoben:
”Jeg har ikke særlig mange basic ting i skabet, og jeg er så dårlig til at købe et par jeans eller en almindelig T-shirt. Jeg falder for farver og masser af underligt, spraglet tøj.”

Læs også: Clara Rosenkranz: Sådan bor jeg 

Hendes finurlige og kreative hjerne har også givet hende et samlergen som ingen anden. Da hun var mindre, var det Spice Girls-kort og viskelæder, senere hen blev det alt fra tændstiksamlinger til brocher, dåser og vækkeure.

Hendes hjem i dag emmer af varme, ro og hygge; næsten som hvis du skulle hjem til mormor og spise småkager en kold vinterdag. Cecilie er da også nærmest ekspert i jul og kommer fra en familie, hvor især gaveindpakning altid har haft stor prioritering – den, der pakker bedst ind, vinder – madlavning er lig med hygge, og julepynten har masser af farve:
”Vi er en vinterfamilie – min mor arbejdede i glatføre-bekæmpelsesbranchen, min far havde en juletræsplantage, og vi hedder Rudolph til efternavn.”

Se også: 3 boligtendenser, du skal holde øje med i 2017 

Kom med inden for hos Cecilie Elisabeth Rudolph og hendes skønne hjem i galleriet…

10 myter om sundhed og vægttab

Vi fokuserer på motion og vægttab mere end nogensinde før, og derfor står de gode råd til træning og sundhed næsten i kø, hvad enten du snakker med veninder, familien eller slår op i et sundhedsmagasin. Men hvad er egentlig op og ned i motions- og vægttabsjunglen? Hvilke råd skal man lytte til, og hvilke er ren luft?

Læs også: Mette Munkholms bedste råd og tips til løbeturen

For at få styr på de mange myter, der findes inden for motion og vægttab – og vigtigst af alt: finde ud af hvilke, der er sande og hvilke, der er falske – har vi allieret os med overlæge Bente Klarlund og idrætsfysiolog Morten Zacho og deres nye bog ‘100 myter om motion og vægttab’. 

’100 myter om motion og vægttab’ sætter fokus på 100 af de mest kendte myter om motion og vægttab og giver en videnskabelige forklaring på, hvad det er op og ned, herunder hvilke myter, man kan regne med. 

Se også: Mø: “Sådan holder jeg mig i form” 

Vi har fået lov til at dele 10 af de myter fra bogen, som vi selv har hørt mest gennem livet – og vi kan allerede godt afsløre, at der var flere af svarene, der overraskede os. 

Se, om det samme gælder for dig i galleriet nedenfor.

Psst… Du finder alle de 100 myter inden for motion og vægttab i Bente Klarlund og Morten Zachos ‘100 myter om motion og vægttab’, som kan købes online til 229,95 kroner HER.

Workleisure: En trend, vi har ventet på

Athleisure er en modetrend, vi for længe siden har budt velkommen, og som dækker over tøj, der er designet til fysisk aktivitet, men som vi også vælger at gå med til andre lejligheder, end når vi er i træningscenteret. Se bare på alle de sneaks vi dagligt ser i gadebilledet (eller i modemagasiner), og som har gjort livet lettere for et hav af travle kvinder (og gjort tæer, fødder og ankler ovenud taknemlige). Nu tager vi skridtet videre og retter blikket mod workleisure, som, for de modige, skal tillade os at gå på arbejde i et træningsvenligt outfit, eller i hvert fald tøj, der egner sig til det hurtige tempo, som hverdagen ofte lægger for døren.

Læs også: Ugens sunde anbefaling: California Kitchen 

Særligt gælder det for kvinder, som ofte er på farten og hurtigt skal kunne veksle imellem at sidde på kontoret, cyklen, hente børn, lave mad og passe sin træning, hvad end det er løb, yoga, pilates eller fitness, eller kvinder der skal mødes med veninderne til hyggelige frokostaftaler – muligvis kombineret med en træningstime eller en rask gåtur. Tænk engang hvad vi kan spare i tid, for slet ikke at tale om den komfort workleisure giver os. Vi jubler i hvert fald!

Kollektionen fra Beta Studios er minimalistisk, men den har stadig et touch af elegance. Bente Tang, som er kvinden bag, fortæller, at der er tænkt over selv de mindste detaljer, når det kommer til design og praksis. Hele vejen igennem er der arbejdet med især tre principper, som fokuserer på farver. Alt er holdt neutralt i enten sorte eller grå nuancer, ingen voldsom logo-branding og funktionalitet, som indebærer indbyggede reflekser i udvalgte items, som er med til at sikre cykelturen hjem om aftenen (eller til de tidlige mørke morgentimer).

Se også: ELLE tester: 7 Day Cleanse fra Vitaviva

Athleisure er en trend, der spås at vokse sig endnu større de næste år, så du kan godt begynde at finde dig til rette i dit træningstøj. Dermed ikke sagt, at vi skal vinke farvel til stiletter, fashionable accessories, stramme jeans og smukke silkeskjorter -det handler om at veksle og være praktisk klædt på til dagens gøremål.

Én ting er sikkert at påpege – vi ønsker os hele kollektionen!

Psst … I løbet af de næste par måneder vil Beta Studios være tilgængeligt i en pop-up shop i Magasin. Indtil da kan du købe alle produkter på betastudios.dk 

Se med i galleriet hvor jeg har samlet nogle af de lækre worklesiure-looks. 

Cheap’n’Chic: Gå all-in på denim og broderi

I denne sæson er der igen fokus på broderi, og det må gerne ses på flere dele af dit outfit – din t-shirt, skjorte, jakke, jeans eller dine sko. 

På ELLEs moderedaktion har vi en særlig svaghed for skjorter og blazere med broderi, og vi byder derfor alle de fine broderier, som ses i butikkerne lige nu, hjertelig velkommen.

Læs også: Cheap’n’Chic: Rock’n’Roll på budget 

Har du allerede en skjorte med broderi i skabet, kan du sammensætte den et par cool jeans med patchwork-detaljer for et afslappet hverdagslook eller et par ensfarvede jeans, hvis du skal ud med veninderne.

Du kan selv op- og nedtone looket med accessories alt efter hvilket udtryk, du ønsker.

Vælger du et par løse jeans, anbefaler vi, at du dresser op med nogle sko med lidt hæl for at få lidt “længde” på dine ben. Og tilføj gerne en lille strømpe til dine sko – det ser superfint ud, og så er det også praktisk i de kolde måneder.

Se også: Moderedaktørens 10 januar-favoritter 

I galleriet guider vi til, hvordan du får et look à la billedet, du ser i toppen, hvor der er fuld knald på jeans, denimfarver og broderi.