Hun er i den grad et kendt ansigt på den røde løber, men hun nyder ikke opmærksomheden som Hollywood-stjerne. Amy Adams er autentisk og nede på jorden - og så er hun aktuel i Tom Fords anden film, Nocturnal Animals. I månedens ELLE kan du læse et stort interview med skuespillerinden, og her kan du få et lille smugkig.
Amy Adams fik sit gennembrud som skuespillerinde i 2005 og har siden været fast inventar på den røde løber og blandt de nominerede til prisuddelinger. Og selvom hun stråler i spotlyset og i den grad er scenevant, nyder den smukke skuespillerinde ikke den opmærksomhed, hun får i Hollywood. Adams er nemlig en meget privat person, som foretrækker at leve et autentisk liv.
Læs også: Mandagsmuse: Amy Adams
Adams nyder den anerkendelse, hun får for sit arbejde som skuespillerinde, men hun nyder ikke at være i rampelyset:
“Indimellem er det svært, for al den opmærksomhed, jeg får, resulterer i, at jeg trækker mig tilbage og lukker mig inde i mig selv.”
Og når trængen til at være sig selv opstår, trækker hun sig tilbage i sit hus i Los Angeles, hvor hun bor med sin mand, kunstneren Darren Le Gallo, og sin nu seksårige datter, Aviana Oleo:
“Mit hjem er meget hyggeligt og har masser af billeder på væggene. Der er fotografier hele vejen op ad trappen, og det føles lidt som et bedstemor-hjem, hvilket jeg vældig godt kan lide.”
Nu er hun aktuel som Tom Fords darling i hans anden film, ‘Nocturnal Animals’ – en rolle, som Adams bestemt har nydt at spille:
“Det var fantastisk at skulle agere i det utrolige univers, han havde skabt.”
Adams opfatter Tom Ford som “fejlfri” og af samme grund var det lidt intimiderende at skulle samarbejde med ham. Med Tom Fords baggrund som modedesigner er han nemlig meget præcis med, hvordan alting skal se ud. Og samme dag, som vi møder skuespillerinden, er hun naturligvis iklædt en Tom Ford-kreation.
Se også: Tillykke! Tom Ford fylder år – se hans flotteste kreationer på den røde løber
Selvom Adams ser så tilpas ud i de lange designerkjoler, hun bærer på den røde løber, er det langt fra sådan hendes hverdag ser ud:
“Min hverdag er ikke sådan, at folk klæder mig på, og der er desværre mange gange, hvor jeg er blevet fotograferet i mindre flatterende og mindre heldige situationer, hvor jeg f.eks. har været ude at købe toiletpapir. Det er, hvad det er. Min hverdag føles meget nede på jorden, vidunderlig og skøn.”
Er du blevet nysgerrig på den rødehårede skuespillerinde? Så skal du have fat i ELLEs februar-nummer, der er på gaden nu, hvor vi bringer et stort interview med hende, hvor du kan læse meget mere om hendes karriere og privatliv.
Vi har samlet et udpluk af Adams bedste øjeblikke fra den røde løber i galleriet nedenfor…