Tilbage i september 2017 løftede sangstjernen Abel Tesfaye aka. The Weeknd sløret for et kommende samarbejde med et af verdens største highstreet brands H&M. Men det samarbejde satte The Weeknd promte en stopper for forleden, efter at H&M på deres britiske hjemmeside d. 7. januar valgte at lægge et billede ud af en sort dreng iklædt en grøn hættetrøje med teksten ”Collest monkey in the jungle” (Den sejeste abe i junglen), som de britiske kunder kunne shoppe online. På sin Twitter-profil tweetede The Weeknd et billede af drengen med hættetrøjen og tilføjede teksten: ”Vågnede i morges chokeret og pinlig berørt over dette foto. Jeg føler mig dybt krænket og vil ikke samarbejde med H&M længere”.
woke up this morning shocked and embarrassed by this photo. i’m deeply offended and will not be working with @hm anymore… pic.twitter.com/P3023iYzAb
Det er nemt at drømme sig ned til sydens varme og strålende solskin her i januars frost og kulde, og nu har du en god undskyldning for at tage forskud på sommerens glæder. Hos & Other Stories starter sommeren nemlig tidligt i år!
Modebrandet hopper med på bølgen sammen med de store internationale modehuse og lancerer en mini Resort Collection med fokus på sommerens vigtigste beklædningsgenstand – nemlig badetøjet.
Med den nye rejsekollektion kan du skabe opmærksomhed på stranden i en af de farverige badedragter, eller du kan hoppe i bølgen med en farvestrålende og stribet bikini, der garanterer at livredderne vil holde øje med dig.
Er du ikke helt klar til at springe ud i en skrigrød farve, så hop i en sort en af slagsen og vis hvilken stjerne, du er.
Du kan allerede begynde at pakke kufferten med de sommerlige badedragter og bikinier nu, for kollektionen kan købes i butikkerne fra d. 8 januar. Så gå sommeren tidligt i møde og hop i bølgerne med & Other Stories.
Tilbage i november 2017 løftede vi sløret for et designsamarbejde mellem Skandinaviens største stilikon, Pernille Teisbæk, og det danske fashionbrand By Marlene Birger.
Et designsamarbejde om en pre-spring kollektion forankret i nogle af de mest ikoniske silhuetter, vi kender fra By Marlene Birger.
Skitserne til den længe ventede kollektion har vi allerede vist jer her på ELLE.dk, og nu er de 10 sofistikerede styles, som kollektionen inkluderer, altså endelig blevet formateret fra yndige skitser til lækre materialer og er derfor nu at finde eksklusivt på webshoppen Net-a-Porter.com
Resultatet er styles, som på en æstetisk og afslappet less-is-more måde fremtryller en sofistikeret stil alla den stil, den danske it-kvinde og det internationale stilikon er så kendt for selv at fremme i det nationale – og internationale modebillede.
Om kollektionen siger Pernille Teisbæk selv: ”Jeg har valgt at udvikle mine yndlings styles fra By Malene Birgers allerede eksisterende, klassiske silhuetter, med et fokus på en mere minimalistisk og tidløs følelse, og et legesygt twist af kontraster mellem det feminine og det maskuline. Jeg har som eksempel stylet brede skuldre med en feminin top og en oversized skjorte med et mini-skirt i silke.”
Vi har samlet alle 10 styles fra kollektionssamarbejdet i galleriet nedenfor – og så har vi desuden inkluderet en række smukke billeder af stilikonet selv, når hun viser dig, hvordan du netop kan bære de sofistikerede styles med stil.
Frihed anno 2018 er mange ting. Den kan være af økonomisk, social, kulturel eller politisk karakter, men friheden afhænger altid af, hvem man spørger. I ELLEs januar magasin, der er på gaden til og med 24. januar 2018, sætter ELLE fokus på tre af de (nye) frihedsdefinitioner, der er opstået. En af definitionerne på, hvad frihed er for en størrelse, kommer fra Mark Gray og Simone Holland-Møller, der måske er bedre kendt bag Instagram-profilnavnene @daysofmrgray og @simonemoelle.
Frihed for dem er nemlig, ikke at skulle møde ind på et 9-16 job hver dag hele året, men i stedet at have hele verden som arbejdsplads og udforske alt det, verden har at byde på – og dele oplevelserne med hele verden gennem deres (store!) Instagram-profiler. Der er nemlig henholdsvis 31.000 og 25.000, der følger med og kaster likes efter Simone og Mark, når de poster fra lande som Vietnam, Hong Kong, Indonesien, Malaysia, Færøerne eller Portugal… Der er nemlig snart ikke den plet på kloden, som de to sociale globetrottere ikke har fået deres følgere til at sukke længselsfuldt efter, med det ene pletskud efter det andet, der viser hidtil ukendte sider og charmer af de steder de besøger.
Men hvad kræver det egentligt at kunne leve af at rejse – og leve af at tage smukke billeder til ‘The Gram’? Selve livsstilen som digitale nomader fortæller Simone og Mark om i ELLE på side 61 (januar 2018) – men hvis du higer efter endnu mere Instagram-guf, har vi stillet det ualmindeligt lækre Instagram-couple i stævne til en lille Q&A omkring, hvad der skal til for at tage så smukke billeder til feeden, som de to formår.
Hvordan tilrettelægger man en rejse i forhold til Instagram? Rigtig mange rejser for, at få det perfekte billede til “The Gram”. Det gør vi også nogle gange fordi vi er blevet spammet med flotte billeder over en længere periode på Instagram. Sådan var det blandt andet med Færøerne, hvor billederne heldigvis levede op til virkeligheden. Andre gange vælger vi et land fordi INGEN poster om det på Instagram, og så kan det jo være at vi kan ændre på det. I sådan tilfælde, så bruger vi Pinterest, som næsten har en rejseguide liggende lige meget hvor i verden, man rejser!
Hvilke rejseapps kan I ikke undvære, når I rejser? Til at planlægge og finde de bedste steder (helst dem som er væk fra de typiske turistruter), bruger vi en kombination af Instagram, Pinterest og appen Townske. Townske er uundværlig, for den giver insider-guides til de bedste caféer og andre hotspots fra både lokale og seje instagrammere. Hvis ikke du kender appen, så kan vi næsten allerede nu love, at den vil ændre måden, du rejser på!
Hvad har I altid med jer, når I rejser / Hvad er vigtigt for jer, når I rejser?
Vi rejser altid med tonsvis af fotogrej! Kameraer, linser, en dimsedut til at holde kameraet når vi skyder videre og en drone. Dertil kommer vores computere og alt det jeg har glemt at nævne her! På vores tur til Asien havde vi allerede overvægt i kufferten på vej derud!
Hvilke tre destinationer er de bedste for instagrammere – og hvorfor? Er der nogle konkrete spots, der er must-sees/must goes? Desværre er der en tendens til, at så længe du bare poster et eller andet med Eiffel tårnet eller Mykonos, så får det mange likes. Med andre ord, dikterer likes i høj grad, hvor mange rejse instagrammere rejser hen! Vi forstår det godt – som Instagrammer er likes vigtige, men vi kan altså også godt lide at gå der hvor alle andre ikke går. Så i uprioriteret rækkefølge vil vi give vores liste over de bedste steder for en Instagrammer, der vil se noget andet end det sædvanlige!
Budapest – Det bliver kaldt østeuropas Paris af en grund! Det er SÅ romantisk og ikke mindst billigt. Spis på en af de mange Michelin restauranter og prøv en overnatning på det luksuriøse Boscolo Hotel.
Hong Kong – Enhver fotografs legeplads! Hvad end du er til urban livsstil, fotogen mad, natur eller fashion – Hong Kong har det hele! Start i Soho, hvor alle de cool hipster typer og rige expats hænger ud!
Madeira og Færøerne – Skal du lave noget, der er HELT anderledes, så tag enten til Færøerne eller Madeira. Der er ikke super mange turister, selvom begge steder ellers er nogle af de smukkeste, vi nogensinde har været!
Hvad skal der til, for at skabe rejsebilleder, der skiller sig ud, som jeres gør? Meget handler om øvelse, og at skabe den rette komposition. Intet er overladt til tilfældighederne, og vi gør meget for at skabe en stemning fra de steder vi er. Det betyder nogle gange også at vi står op klokken 5 om morgenen for, at fange en solopgang eller tage billeder uden turister. Når grundfotoet er taget, så sker den sidste magi i redigeringen – et kedeligt billede kan pludselig blive ret flot med få justeringer!
Foto: @simonemoelle og @daysofmrgray
Kan man leve af at rejse? At rejse er at leve for os! Men vi ville lyve, hvis vi sagde, at vi blev rige af, at rejse som vi gør. Dog kan vi som digitale nomader få det til at løbe rundt – En dansk lønning i Sydøst Asien holder ret lang tid!
Hvor mange rejsedage har I om året? Sidste år rejste vi nok 150 dage! Vi kan godt lide af sige, vi er digitale nomader på deltid, for vi er næsten lige så meget ude som hjemme.
Hvordan får I jeres hverdag til at gå op, når I rejser så meget som I gør? Det er heller ikke altid den gør det. Faktisk er der tit lidt kaos når vi er hjemme fordi vi både planlægger den næste tur, og samtidig prøver at indhente det forsømte mens vi har været væk.
Har I nogle rejser planlagt i 2018? Hvorfor? Efter rigtig mange storbyture savner vi begge den ro naturen giver, så der tænker vi lidt på, at tage til Costa Rica, Sydafrika eller Norge. Vi overvejer også at gøre noget helt skørt, som at køre ad den gamle silkevej gennem Tajikistan og Kirgisistan. Det skulle være noget af det smukkeste natur, og totalt uberørt! Men om der lige er god wifi dækning i de lande, ved vi ikke helt. Ellers bliver det nok bare rendyrket ferie!
Følg Simone og Mark på Instagram-profilerne @simonemoelle og @daysofmrgray. Simone blogger desuden om sine rejser mm. på simonemoelle.com – og læs om deres frie og ekstremt inspirerende livsstil i feature-interviewet “Frihed” i ELLE, der er på gaden til 25. januar
I galleriet nedenfor kan du lade dig inspirere til din næste (Instagram-)rejse…
Uddrag fra interviewet “Et Rigtigt Menneske” af Marie Louise Wedel Bruun, bragt i ELLEs januar-magasin.
Måske er Ivy Rosenauer et nyt navn for dig, eller måske kan du genkende hende fra DR-dokumentaren, ”En Sugardaters Bekendesler”, der i efteråret sendte chokbølger gennem det pæne, danske borgerskabs stuer, da en ung pige fortalte om sit betalte kærlighedsliv. Her medvirkede den høje og affekterede Ivy med den udenlandske accent sammen med hovedpersonen Gina Jaqueline, der lagde sit kærlighedsliv til skue. Men det er ikke Ivys medvirken i DR-dokumentaren, der gør hende til en interessant karakter. Faktisk fortjener Ivy sit helt eget spotlight – særligt fordi hendes historie er langt mere radikal end historien om pigen, der dater for materielle goder.
Ivy Rosenauer blev nemlig ikke født som den kvinde, hun er i dag. Hun blev født som drengen Linus i en typisk svensk familie. Men inden i vidste hun allerede som barn, at det ikke var meningen, at hun skulle være en dreng. Og i 2016 tog hun det mest radikale valg, en person kan tage: Hun valgte at opgive sit fødekøn og lade sig operere til at blive en fuldbyrdet kvinde.
Men har det gjort hende mere lykkelig?
I ELLEs januar magasin, der er på gaden fra 27. december til 25. januar 2018 kan du læse hele Ivys historie, som hun råt for usødet har fortalt til ELLEs Editor Marie Louise Wedel Bruun. Og der er ikke lagt fingre imellem, når Ivy åbner op for tabuet om, at være fanget i den forkerte krop, og ikke mindst gå planken ud, og ligge sig under kniven for den uigenkaldelige kønsskifteoperation.
Ivy fortæller til ELLE, at hun aldrig skulle have fået foretaget operationen, der gjorde hende til kvinde. Hun havde i flere år taget kvindelige hormoner, der ændrede alle hendes maskuline karaktertræk – fra stemme til skægvækst og fedtprocent, men det endelige valg at få fjernet sine mandlige kønsorganer og få skabt kvindelige i deres sted, var et valg hun tog for kærlighedens skyld.
”… Han var mit livs første store kærlighed, og jeg ville ikke miste den, selv om det selvfølgelig lyder vanvittigt og nærmest destruktivt her bagefter, men på det tidspunkt var jeg desperat. Det tror jeg, at mange transpersoner generelt er. Fordi vi er outsidere. Vi er hele tiden nødt til at kæmpe for bare at eksistere i samfundet og at opleve kærlighed. Og når vi får den, vil vi gå så langt for at holde fast på den, at vi rent ud sagt vil gøre alt. Og det var, hvad jeg gjorde,” fortæller Ivy Rosenauer i interviewet, ”Et Rigtigt Menneske”, der kan læses i sin fulde længde i ELLEs januar-magasin.
Forlængelsen af historien om operationen og konsekvenserne af den er, at kæresten, som fik Ivy til at tage det drastiske valg, forlod Ivy til fordel for hendes veninde, mens hun kom sig efter det omfangsrige indgreb. Auch!
Dermed skulle Ivy ikke blot finde sig til rette i en helt ny krop og virkelighed, men også med bevidstheden af, at hun var blevet valgt fra på trods af, at hun havde ændret sig mere end det næsten er menneskeligt muligt.
Men Ivy Rosenauer er ikke hvem som helst.
Hun er sej og hun er en fighter og hendes historie, er en af de mest inspirerende, der er blevet fortalt længe. Hun har kæmpet med at føle sig uden for og med ensomhed. og ikke mindst har hun rykket grænser; både for sig selv fysisk og psykisk, men i høj grad også for sin omgangskreds og hendes forældre, der trods fordomme har støttet hende hele vejen.
Læs hele interviewet ”Et Rigtigt Menneske” med kvinden Ivy Rosenauer, der blev født som drengen Linus i ELLE, der er på gaden i januar måned 2018!
I videoen nedenfor, produceret af Laura Käehne, kan du desuden komme med ELLE og Ivy på fotoshoot, da billederne til magasin-interviewet blev skudt.
Ivy Rosenauer er desuden aktuel med en ny musikvideo, der udfordrer kønsidentiteterne. “Jeg er den første transkønnet musiker i Skandinavien, der udsender en musikvideo. Videoen sender en meget stærk besked om, at vi skal komme de samfundsatte normer omkring kønsrollerne til livs – tilsat et industrielt beat,” siger Ivy Rosenauer om videoen.Se videoen ‘Kill The Norm’ her.
Den mørke tid er forbi og solen er begyndt at lyse de kolde januar-dage op. Men det betyder også, at juleferien er slut, og at vi skal ’back to work’!
Start året ud med stil, masser af energi og spring ind i det nye år med en opdateret arbejdsgarderobe. Denne gang har ELLEs Fashion Editor Johanne Brostrøm lavet en liste over favoritter, der lyser op og giver god energi til årets første måneder.
Den ternede blazer er (stadig) et must. Brug den over en lang, florlet og blomstret kjole for at give den maskuline blazer en feminin kontrast.
Du kommer heller ikke udenom at have ”sokkestøvlerne” i din garderobe denne sæson. De er super klædelige og egner sig perfekt til arbejdsgarderoben – bare sørg for at gå efter en mellemhøj hæl, så du kan komme igennem dagen uden ømme fødder.
Tilføj et par pyntesyge accessories, som her ses i form af en cool, vamset taske og en feminin hårklemme – det skal nemlig også være sjovt at klæde sig på til arbejde!
Som oftest vil du finde et par yndige ballerinasko eller et par klassiske sorte stiletter i enhver kvindes skoskab, men det er ikke tilfældet, hvis du åbner dørene til Helene Skyttes, som er PR og kommunikationsansvarlig hos danske Ganni.
Den stilbevidste Helene Skytte er nemlig hverken til ballerinasko eller klassiske stiletter. Hun foretrækker i stedet at føre foden i et farverigt og finurligt look.
For Helene er de smukkeste sko dem, som skiller sig ud – de skal have kant eller fungere som en kontrast til resten af looket. Og så må de meget gerne larme lidt, have masser af detajler, glimmer og være markante i farven.
Vi har fået lov at kigge ind i Helene Skyttes skoskab, som byder på alt fra chunky, bordeaux veloursko fra Dries Van Noten til megacool sneakers fra selvfølgelig Ganni.
Du kan se alle Helenes fine og finurlige sko i galleriet nedenfor – måske du finder inspiration til dit næste skokøb!
Foto: Pia Winther
Helene Skytte iført hendes bordeaux veloursko fra Dries Von Noten
Foto: Pia Winther
Kontrasten"Når jeg ikke går i de meget pyntede sko med forskellige detaljer, er det sneakers. Disse fra Ganni, synes jeg, er megacool! Dem bruger jeg til en feminin lang kjole eller nederdel, så giver skoene den perfekte kontrast. Andre favoritter er fra New Balance."Hårspænder fra MC Davidian hos Lot#29
Foto: Pia Winther
Dries Van Noten"Jeg skiller mig aldrig af med disse Dries Van Noten-støvletter. De er købt i butikken i Paris, som jeg altid skal forbi, når jeg er der. Jeg elsker også Le Bon Marché og Mytheresa.com. Jeg er helt klart en impulsshopper, når det kommer til sko. Jeg køber også rigtig mange sko hos Holly Golightly herhjemme."
Foto: Pia Winther
Helene-skoene"Jeg køber mange sko, men jeg er også virkelig god til at skifte ud i dem. Hvis et par nye kommer ind, skal et andet par ud. Jeg sælger dem bl.a. hos I Blame Lulu – og bruger str. 38-38,5 til de interesserede ... Lige nu er jeg vild med overpyntede lyserøde sko (herover) og bruger dem gerne til et par vintagejeans eller noget andet mere maskulint."Øverst med uret: Ganni, Miu Miu, Prada og Rochas
Foto: Pia Winther
Favoritterne"Jeg er slet ikke til klassiske sko, du vil aldrig se mig i et par ballerinasko eller sorte stiletter. Det er bare ikke mig. Jeg kan godt lide, når skoene skiller sig ud og har noget kant eller fungerer som en kontrast. Det kan ikke blive for meget; jeg elsker farver, glimmer og fine detaljer. Jeg elsker mine guldsko fra Rodarte og glimmerskoene fra Marni – de er uden tvivl favoritterne. Jeg har brugt dem så meget – og gerne med strømper i. Jeg tænker aldrig over, at nogle sko kun kan bruges til fest; jeg bruger gerne alle mine sko til både hverdag og fest og passer faktisk ikke særlig godt på dem. Jeg kan sagtens finde på at have nogle fine sko på i regnvejr."Strømper fra Maria La Rosa
Foto: Pia Winther
Helenes næste køb
"Jeg storelsker det her mærke!"
Maryam Nassir Zadeh hos Holly Golightly, 3.095 kroner
Den 75. udgave af Golden Globe Awards er netop løbet af stablen her i starten af 2018, og det blev traditionen tro et sandt festfyværkeri af de allersmukkeste Hollywood-stjerner, guddommelige (sorte) kjoler, sirlige håropsætninger, brillante accessories og ikke mindst iøjnefaldende beauty-looks.
Og ligesom vi allerede har forkælet jer med de smukkeste designerkjoler fra den røde løber og selvfølgelig skudt kærlighedspile afsted efter aftenens Hollywood-stjernepar, så stiller vi nu skarp på de fineste beauty-looks fra dette års Golden Globe Awards 2018.
For der var et hav af smukke Hollywood-darlings, som i aftenens anledning havde fået lagt en fortryllende makeup, bar nogle iøjnefaldende smykker eller havde sat et fashionabelt hår.
Hvad makeupen angår var der blandt andet leget med de markante og dramatiske øjne, som vi allerede så det på SS18-catwalken under de internationale modeuger tilbage i september 2017. Ligesom flere darlings bar en farverig læbestift for at bryde med det ellers sorte look.
Også hvad angår hår- og accessories var der fine kreationer at spotte, og det gælder alt fra hovedtørklæder til diamantøreringe. Glæd dig fx til at se Stranger Things-darlingen Millie Bobby Brown aka. Eleven, som havde en af aftenens smukkeste håropsætninger.
Vi har samlet de 10 flotteste beautylooks i galleriet nedenfor, så du kan finde inspiration fra dette års Golden Globe Awards til dine næste beauty-kreationer foran spejlet.
Golden Globe 2018 er netop løbet af stablen og blev afholdt på årets syvende dag som den 75. Golden Globe Awards i rækken.
Og det bød traditionen tro på et hav af smukke Hollywood-darlings i glamourøse kjole af kendte designere, smukke smil og selvfølgelig tilfredse paparazzier, der som katte bag hække stod klar til at angribe sit bytte med blitzens skarpe skær.
Men det var ikke kun smukke kvinder og glamourøse (sorte) kjoler, som var værd at beundre til det årlige Golden Globe, for også kærligheden fejres gang på gang, når Hollywoodparrene træder an på den røde løber.
Blandt de søde stjernepar så man igen i år Justin Timberlake og Jessica Biel, der som det smukkeste stjernepar funklede om kap med diamanterne på Miss Biels øreringe.
Også Nicole Kidman og Keith Urban viste sig hånd i hånd som det power-par, de er, mens en dad-to-be, nemlig komikeren Seth Meyers, stolt førte sin højgravide Alexi Ashe ned af den røde løber.
Vi har i galleriet nedenfor samlet 14 af de sødeste par og kærlighedsøjeblikke fra den røde løber til Golden Globe Awards 2018 til dig her!
Klokken 17.00 søndag den 7. januar 2018 rullede The Beverly Hilton i Los Angeles den røde løber ud for Hollywoods inderkreds og bød dem velkommen til et årets højdepunkter i filmbranchen: Golden Globe Awards 2018.
Og selvom den røde løber traditionen tro var domineret af den ene smukke skuespillerinde efter den anden, som alle var blevet klædt på af de største modehuse og designere, så var der særligt én ting, der tog alles opmærksomhed.
Samtlige kjoler på den røde løber var nemlig sorte.
Oven på både #MeeToo-bevægelsen, som har domineret medierne og de sociale medier de sidste måneder samt forsiden på Time, hvor nogle af Hollywoods mest populære skuespillerinder stod frem og fortalte om initiativet Time’s Up, hvor mere end 300 kvindelige skuespillere, producere og agenter siger fra overfor den sexchikane, som er en del af filmbrancen, underholdningsbranchen og andre arbejdsplader verden over.
I solidaritet og som støtte til initiativet valgte samtlige af de kvindelige skuespillere til årets Golden Globe Awards derfor at stå sammen og iføre sig sorte kjoler til den prestigefyldte prisuddeling og støtte bevægelsen.
Bag Time’s Up-initiativet er blandt andre Eva Longoria, Natalie Portman, Cate Blanchett, Meryl Streep, Reese Witherspoon og Emma Stone, som derfor også alle var at spotte i den ene smukke, sorte kreation efter den anden.
I galleriet har vi samlet alle de smukke sorte kjoler fra årets Golden Globe Award…
For rigtig mange danskere er årets første måned lig med et farvel til gamle vaner og hej til nye mål – og det som oftest i forlængelse af et nytårsforsæt eller to. Og her er det vist ingen hemmelighed, at man blandt de klassiske nytårsforsæt finder ønsket om ’at komme i form’. Har du ønsker at vedholde motivationen for et træningsfyldt 2018, så er en hjælpende hånd det rigtige valg af musik. For er der noget, som kan få gang i løbeskoene, træk i romaskinen eller speed i spinnings-cyklen, så er det god musik og træningssange. Og det gælder i den grad blandt danskerne, som ifølge Spotifys seneste undersøgelse befinder sig blandt de fem folkefærd i verden, som streamer mest træningsmusik. Læs også: ELLEs skønhedsredaktør tester: Kan man blive glad for at løbe? Desuden har Spotify netop afsløret hvilke 10 træningssange, der i Danmark var de største favoritter i 2017 og hvilke træningsplaylister, der var de mest populære. På listens førsteplads finder du Eminem med tophittet ”Till I Collapse” stærkt efterfulgt af Post Malones ”Rockstar”, som triumferer andenpladsen. Også sangen ”Havana” af Camila Cabello også sniger sig ind på listen over danskernes trænings-favoritter. Vi har samlet Spotifys fulde top 10 over mest populære træningssange i Danmark lige her, så har du brug for en ørehængende og motiverende træningsstart på 2018, bør du tage et kig på listen nedenfor. 1. Eminem – “Till I Collapse”
2. Post Malone – “rockstar”
3. Jax Jones – “You Don’t Know Me” (Radio Edit)
4. Axwell / Ingrosso – “More Than You Know”
5. Luis Fonsi – “Despacito feat. Justin Bieber – Remix”
6. Volbeat – “For Evigt”
7. Fort Minor – “Remember The Name (feat. Styles Of Beyond)”
8. Kanye West – “Stronger”
9. Eminem – “Lose Yourself – Soundtrack Version”
10. Camila Cabello – “Havana”
Pssst…! Vil du have den fulde top 10 over de byer i verden, som ifølge Spotify streamer mest træningsmusik, så får du den her!
Top 10 over byer, der streamer mest træningsmusik:
Selv om vi tit drømmer om digitale pauser, dedikeret træning og udrensning, når vi endelig skal ud at rejse, så vil vi helst ikke undvære storbyens forførende vifte af luksusshopping, gourmetoplevelser og it-vibes.
Og det behøver vi heldigvis heller ikke! På vores næste storbyferie er der nemlig både plads til træning, stiletter, komfort og cocktails, uanset om vi snoozer i New York, hænger ud i Berlin eller dyrker zen tæt på Porto eller i Barcelona.
ELLE guider dig til den nye wellness-ferie med kulinarisk-flexitarisme, hiphop-yoga og hængekøjer med udsigt til den urbane jungle.
… Og en af de fantastiske ferie-oaser ligger faktisk gemt midt inde i København.
Hvis du selv planlægger en rejse til en storby – eller bare går og dagdrømmer om solskinsdage og nye oplevelser i de triste regnvejrsdage i marts – så bliv inspireret af de fantastiske oplevelser som storbyer (også) har at byde på lige her.
Se med i galleriet hvor ELLE guider dig til at rejse i storbyer, der alle har det til fælles, at der summer af zen…
Foto: PR
Six Senses Douro Valley
Vil du gå planken ud og have velvære for alle sanser, så søg mod Douro-dalen, der ligger en times tid fra Portugals skønne ’storby’ Porto. På en bjergside finder du paradisets forhave; resortet Six Senses. Her er wellness-aspektet et niveau højere end den gængse yoga-klasse og detox-diæt: Under et ophold kan du komme helt ned i gear med kreative sysler som keramik-maling, morgensang med fuglene eller alkymi-klasser, hvor du efter en tur i urtehaven lærer om urter og planters helende effekt og laver dine egne kropsprodukter. Der er også almindelige træningshold, gennemført spa og frit lejde til blot at være og nyde … For at skabe balance i tilværelsen kan du om aftenen nyde vin og god, lokal mad på terrassen med udsigt over Douro-dalens bakker i solnedgang. Dét er velvære anno 2018 – særligt tilsat Six Senses ultimative state-of-the-art interiør!
Quinta Vale de Abrão, 5100-758 Samodães, Lamego. Sixsenses.com
Foto: PR
Six Senses Douro Valley
Foto: PR
Foto: PR
Woom Center
New York er kendt for at være firstmover inden for alt – også wellness – og det skal naturligvis dyrkes! Den nye wellness-hype hedder Cryo-terapi (sansehealing) og kombinerer østens kropsfilosofi og -bevægelse med moderne lyd- og lysterapi og massageteknikker, der stimulerer alle sanser. Prøv det hos Woom Center, der også har egen café og en bred vifte af behandlinger og træningshold.
274, Bowery. Woomcenter.com
Foto: PR
Chill House
Chillhouse er som en lille oase i det cool Lower East Side-område i New York. Bag den ferskenfarvede facade gemmer sig ikke kun en neglesalon, de tilbyder også massagebehandlinger, og mens du (eller din mand) venter, er caféen det perfekte sted at drikke en gurkemeje- eller matchalatte med en sund snack. Psst ... du må også gerne komme forbi, selv om du ikke skal have en behandling, men bare har brug for en chillout.
149, Essex Street. Chillhouse.com
Foto: PR
Chill House
Foto: PR
Y7 Studio
Et mørkt lokale, opvarmet til 39 grader, oplyst af få duftlys. Ingen spejle, intet dagslys. Kun lyden af hiphop. Det er virkeligheden i 60 minutter hos Y7, hvor styrken udfordres med benhård, dynamisk flowyoga til Drake og Frank Ocean … Det er svedigt, det er hårdt – og det er uden sammenligning den mest originale træningsoplevelse (og jetlag-kur), ELLEs yoga-nomade har prøvet. Drop-in er muligt – gør det!
Check Y7-studio.com for skema og studier (fem steder i New York).
Foto: PR
1 Hotel Central Park
Bo bæredygtigt på boutique-hotellet 1 Hotel Central Park. Her har du (ud over udsigt til Central Park) vished om, at alt fra energi til vand og lys er tænkt ind i et bæredygtigt flow, maden kommer fra lokale producenter, og sengetøjet er 100 procent økologisk! Desuden er der faste bæredygtige aktiviteter – f.eks. slukkes alt lys én aften om måneden (ved nymåne), og i skæret af stearinlys serveres specialshakede cocktails. Som gæst inviteres du også til at trække stikket et par timer og genfinde roen helt indefra.
1414, Avenue of the Americas. Se mere på 1hotels.com.
Foto: PR
Manon Les Suites
Psst... I København kan du holde staycation på det nye hotel Manon Les Suites, der er en del af den økologiske hotelkæde Guldsmeden. Spaen er en eksotisk Bali-inspireret oase, der i sig selv er et must-go!
Gyldenløvesgade 19, København V. Se mere på Guldsmedenhotels.com/manon-les-suites
(Artikel er oprindelig bragt i ELLEs januarnummer 2018)